Dansk Sygeplejeråd har netop gennemført en undersøgelse om overbelægning og forebyggelse. Den viser kort fortalt, at der er noget at komme efter i regeringen, KL og Danske Regioners kommende plan for det nære sundhedsvæsen. Otte ud af ti hjemmesygeplejersker fortæller, at borgerne ud fra deres faglige vurdering er udskrevet, før de er færdigbehandlede. Samtidigt siger seks ud af ti, at de den seneste måned har oplevet, at borgere unødvendigt er blevet indlagt. En rettidig sundhedsfaglig indsats kunne have forebygget det.
En fortælling fra dagligdagen:
Søren Hansen er 84 år. Hans kone Marie døde for ganske nylig. Nu bor han alene. Hans fysiske og mentale tilstand fejler ikke noget. Men han har aldrig vasket tøj eller lavet mad. Som tiden går bliver han ensom. Marie var kontakten til vennerne, så kontakten dør ud. Han får ikke tilstrækkelig mad, og får heller ikke drukket det, han bør. En morgen falder han og brækker lårbenet. Han indlægges, bliver opereret og få dage efter er han hjemme igen. Og han skal nu til genoptræning i kommunen. I øvrigt et strålende tilbud for borgere med ortopædkirurgiske genoptræningsbehov.
Hvad er forebyggelse?
Men hvorfor var det nødvendigt, at Søren skulle så langt ud? Er forebyggelse for kommunerne alene forebyggelse af indlæggelser? Eller er forebyggelse at sikre et godt liv uden ensomhed osv.? Hvorfor kom der ikke en sundhedsperson forbi, der spottede ensomhedsproblemet tidligere? Der findes vel tilbud om mandecafeer med netværk og god mad, så hvorfor guidede ingen ham derhen? Det ville have været en billig og let indsats. Nu koster Søren sundhedsvæsenet rigtig mange ressourcer, og hans egentlige problem, ensomheden, er ikke løst. Det var vel en unødvendig indlæggelse?
Når Søren udskrives efter tre dage, mod ti dage for få år siden, er han så færdigbehandlet? Er det nære sundhedsvæsen sammen med hospitalerne enige om, hvad færdigbehandling er? Eller lever vi i den gamle opfattelse af, at patienten både er behandlet og rehabiliteret før han udskrives? Vi ved fra forskning, at Sørens funktionsniveau hurtigere bedres, når han kommer hjem til sig selv. Derfor er vi nødt til at være enige om, hvad færdigbehandling er, og at det ikke alene er et anliggende for hospitalerne, men for det samlede sundhedsvæsen.
En never ending story
Siden 90’erne har vi lavet rapporter og planer for det sammenhængende sundhedsvæsen. Det er åbenbart en never ending story. Hvorfor mon? Er målene uklare? Er en kortsigtet økonomisk betragtning stridspunktet? Vil vi i bund og grund ikke anerkende, at borgerne er ret ligeglade med, hvor de får hjælpen fra, og at vi derfor er nødt til at blande blod meget mere? Eller tager vi ikke et borgerperspektiv med i planerne?
Sundhedsaftaler, regeringsaftaler, udvalgsarbejde, rapporter osv. fyldt med gode intentioner løser ikke virkelighedens problemer. Men får vi dem ikke løst, koster det samfundet mange penge. Unødigt. Mit håb er, at vi kommer tættere på denne gang. Det skal gøre en forskel for Søren Hansen.
