Styring i enkeltydelser er en død fisk, hvis kommunerne skal lykkes med at indfri lovens ambitioner om mere faglighed og større fleksibilitet gennem faste teams. Det lægger den nye ældrelov også op til, omend formuleringen er lidt en anden. 

Det har ellers været den udbredte styringsmetode på ældreområdet, og de seneste mange år har mange kommuner opfordret og trænet personalet i at styre deres dag på minutter ud fra et forretningsmæssigt mindset om, at tid er penge. Ulempen ved den tilgang har været, at personalet i praksis har haft meget lidt incitament til at arbejde med potentialer for mere selvhjulpenhed hos borgeren. 

Oplevelsen har ofte været, at der ikke var tid til at investere i rehabilitering, fordi resultatet af succesfuld rehabilitering var mindre tid hos borgeren. Ydelsesmaksimering er derfor ad åre blevet et naturligt biprodukt af styringsformen og en uofficiel vej til at skabe et fagligt frirum i et ellers rigidt visitations- og afregningssystem. 

Ingen pseudoforløb, tak

Visitering i forløb skal give plejepersonalet og de faste teams den nødvendige fleksibilitet til faglige beslutninger og prioriteringer. Og selvom det vækker begejstring blandt det faglige personale, er der ud fra et økonomisk perspektiv samtidig bekymring for, om økonomien på ældreområdet kommer til at skride – fordi man mister kontrol med serviceniveauet, eller fordi man er nervøs for, at personalet efter mange år med minutstyring ikke har kompetencer til at anskue opgaverne i et mere helhedsorienteret og rehabiliterende perspektiv. 

Rehabilitering er en form for faglig investering

Derfor kan det umiddelbart virke fristende for forvaltningen at lave så små forløb, at der reelt stadig er mulighed for detailstyring, ligesom det kan være fristende for enhederne at fortsætte den nuværende praksis med minutstyring, blot med planlæggerne i den rolle, visitationen tidligere havde. Men med pseudoforløb er vi lige vidt. 

Heldigvis findes der en anden vej, som gør det muligt at styre økonomi og tid uden at gå på kompromis med faglighed eller intentionerne i ældreloven: Rehabilitering.

Den faglige motor, der gør at vi lykkes

Rehabilitering er en form for faglig investering, hvor man kortvarigt øger ressourcerne med henblik på at nedbringe dem på lang sigt. Med rehabilitering som den faglige motor i vores styringssetup kan vi skabe en incitamentsstruktur, der fordrer fleksibilitet og frihed til at basere dagens støtte på en faglig vurdering af borgerens behov. 

Det betyder i praksis, at et team i en periode kan øge indsatsen hos den ene borger, fordi de med rehabilitering på sigt kan skabe et mindre støttebehov og dermed tid til at prioritere andre borgere med større støttebehov. Vel at mærke uden at skulle forbi visitationen hver gang de ændrer støtten, som det var tilfældet, da man visiterede i enkeltydelser. Det bliver dermed teamet, der aktivt kan bruge rehabilitering til at skabe et tidsmæssigt råderum til de borgere, som har brug for ekstra støtte i en periode. 

Krav til kommunalt styringssetup

Det stiller naturligvis store krav til den faglige ressourcestyring, og dermed også til kommunens styringssetup:

De enkelte teams skal for det første have mulighed for at følge med i, hvordan forløbene anvendes, om de virker efter hensigten, og om rehabiliterende indsatser faktisk fører til mere selvhjulpenhed. Det vil sige et større fokus på effekt af den rehabiliterende indsats og øvrige indsatser. Med enkeltydelser kunne man følge detaljeret med i hvilken støtte, borgeren blev visiteret til. Nu skal vi have fokus på, hvordan støtten påvirker borgernes funktionsevne og helbred.

For det andet vil det også være nødvendigt at gøre op med afregningen til private leverandører, som i de fleste kommuner i dag sker med udgangspunkt i enkeltydelser – også selvom den kommunale leverandør er overgået til forløb eller pakker. To forskellige logikker i forhold til leverandørerne er ikke fordrende for det nødvendige perspektivskifte i den samlede styringskæde fra det politiske niveau, over visitationen og til de udførende medarbejdere. 

For det tredje er det nødvendigt at kigge kompetencerne efter i sømmene. Der er nogle forretningsmæssige logikker, som skal aflæres, og så er der behov for fælles og opdateret viden om bl.a. funktionsevne, tilgange til rehabilitering, hjælpemidler, velfærdsteknologi og teknikker til at tale med borgerne om deres forventninger og det kommunale serviceniveau. 

Tidligere har visitationen taget sig af denne forventningsafstemning og været garanten for, at serviceniveauet blev overholdt. Nu er det teamet og den enkelte medarbejder, der skal tage disse til tider svære forventningsafstemninger.

Og sidst men ikke mindst bliver det nødvendigt med et alternativ til de årlige kvalitetsstandarder, som med den nye ældrelov ikke længere er obligatoriske. Det politisk besluttede serviceniveau skal tydeliggøres på en anden og mere konkret måde, så det afspejles i den faktiske visitationspraksis, og så det bliver muligt for hver enkelt medarbejder i de faste teams at træffe beslutninger om støtte og rehabiliteringsindsatser inden for rammerne af det politisk besluttede serviceniveau.