Det er vigtigt, at vi ikke ser naturen som en ressource, der skal udnyttes, men som en partner, vi samarbejder med og passer på.Foto: Colourbox

En NATURlig del af rehabilitering Naturen skaber bevægelse, styrker troen på egen formåen og fremmer sociale fællesskaber. Men hvordan kommer vi dertil, hvor vi rent faktisk formår at inddrage naturen mere aktivt i de forskellige indsatser, der tilbydes borgere i rehabilitering?

Når naturen indgår som en naturlig del af rehabiliteringen, udvides borgerens mulighed for at træne og øge deres funktionsevne i omgivelser, som afspejler, der hvor hverdagslivet folder sig ud. 

Når borgerens rehabilitering foregår i et foranderligt og naturligt miljø, giver det samtidig de professionelle et andet blik for, hvor borgeren kan opleve begrænsninger – en viden som er vigtig at have med ind i rehabiliteringsforløbet. Det betyder nemlig, at de fagprofessionelle i højere grad kan tilrettelægge rehabiliteringsforløbet ud fra den enkelte persons behov, ønsker og hele livssituation. 

Naturen er en kraftfuld ressource i rehabilitering, fordi den favner en helhedsorienteret bio-psyko-social tilgang til sundhed. Rehabilitering handler ikke kun om fysisk genoptræning – det handler også om at hjælpe borgeren til at håndtere sin nye livssituation og troen på egen formåen. 

Desuden kan naturen være en ressource til at forebygge psykiske følgevirkninger, der kan opstå i kølvandet på sygdom eller skade. Når målet med rehabilitering er at højne borgerens livskvalitet, skal vi netop bringe både de fysiske, mentale og sociale aspekter i spil i rehabiliteringsforløbet. Her er naturen en stærk medspiller. 

I kommunerne har vi en særlig mulighed for at øge fokus på den patientrettede forebyggelse og med den nye strukturreform, der har til formål at styrke det nære sundhedsvæsen, vil det være oplagt at medtænke naturens sundhedsfremmende potentialer. 

Det grønne uderum skaber nye muligheder for borgerne ved at tilbyde et varieret og sansestimulerende miljø, der spejler den virkelighed, vi lever i. Men for at udnytte det potentiale, kræver det et bedre kendskab til naturens muligheder og en forståelse for, hvordan man som fagperson fortsat har sit stærke faglige ståsted, hvor det er muligt at bringe det i spil på nye måder i netop naturen. 

Sammen om praksisnær uderehabilitering

Sammen om Praksisnær Rehabiliteringsforskning er et strategisk forskningssamarbejde mellem Aarhus Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Region Midtjylland, Marselisborgcenteret, VIA University Colleges og Aarhus Universitet. Et af forskningsprogrammets hovedtemaer er at udvikle og evidensbasere den praksisnære rehabilitering, hvor natur og grønne områder indgår som en naturlig del af rehabiliteringsforløbene. 

På Marselisborgcenteret, er der opbygget et stærkt fagligt miljø om naturen som en ressource i rehabiliteringsforløbet. Her arbejder praktikere, forskere og ledere tæt sammen om at identificere behovet for udvikling og forskning, hvor der løbende identificeres potentialer og udfordringer for inddragelse af naturen i rehabiliteringsforløbene. 

Der undersøges, hvordan naturen bedst kan integreres i kommunale tilbud, og hvilke faktorer der understøtter eller begrænser anvendelsen af naturen i de forskellige rehabiliteringsindsatser.

Som eksempel, er der oprettet en erfagruppe for partnere, der arbejder med – eller ønsker at inddrage – naturen i rehabilitering. Formålet er at fremme løbende vidensdeling, kompetenceudvikling og skabe et praksisnært afsæt for nye forskningsprojekter. Gruppen mødes jævnligt for at dele erfaringer, afprøve nye metoder og holde sig opdateret på forskning. 

Naturen som partner 

Vi arbejder også aktivt med at udvikle og afprøve konkrete tiltag i nærområdet. Blandt de materialer, vi har udviklet, er forskellige tematiske gå-ruter i parken, for at motivere flere til at bruge uderummet aktivt i rehabilitering, forebyggelse og som en arena for walk-and-talk møder for områdets ansatte. Desuden har vi skabt et orienteringsløb tæt på stierne, der gør det muligt for alle at deltage – også kørestolsbrugere og borgere med ganghjælpemidler.   

Det er vigtigt, at vi ikke ser naturen som en ressource, der skal udnyttes, men som en partner, vi samarbejder med og passer på. Når vi inddrager naturen i sundhedsindsatser, bidrager vi samtidig til en mere bæredygtig udvikling. Vi har mulighed for at gentænke vores partnerskaber og se ud over traditionelle sektorgrænser. 

Et eksempel er den nyere rehabiliteringspark ved MarselisborgCentret, hvor sundhed, rehabilitering, civilsamfund og klima tænkes sammen i én løsning. Parken er skabt som et levende byrum, der både understøtter rehabilitering i bynaturen og klimatilpasning gennem prioritering af tilgængelighed, bevægelse, regnvandshåndtering og øget biodiversitet. Samtidig fungerer parken som en fælles ramme for møder mellem MarselisborgCentrets brugere, sundhedsprofessionelle og lokalområdets beboere.

Vi skal mere ud – sammen. 

Naturbaserede sundhedsindsatser begynder ofte med en ildsjæl, men i stigende grad er det blevet en strategisk prioritet på ledelsesniveau, som er centralt for at sikre de bedst mulige betingelser. Det næste vigtige skridt er at sikre en systematisk tilgang til udviklingen af de indsatser, baseret på best practice, forskningsbaseret viden og praktiske erfaringer.

For at bringe naturen mere aktivt ind i rehabiliteringen er det vigtigt fortsat at dele ud af erfaringer og at prioritere ressourcer til udvikling i en driftspræget hverdag. Og her skal vi hjælpe hinanden med at overveje, hvad vi kan gøre af forandringer allerede i morgen, og hvad vi ønsker at arbejde hen imod på længere sigt. Det handler ikke om store, forkromede løsninger, men om at tage udgangspunkt i de muligheder, der allerede findes i vores nærmiljø.

Naturen ligger lige uden for døren, klar til at give os nye perspektiver på vores rehabiliteringspraksis og fremme borgernes sundhed og trivsel.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.