Uddannelsespolitik skal integreres i sundhedspolitikken

Uddannelsespolitik skal integreres i sundhedspolitikken Regeringen vil løfte behandlingen af et stigende antal kronikere. Det skal blandt andet ske gennem efteruddannelse. Men kan kommunerne sikre det faglige niveau til gavn for patienter og personale?

I regeringens sundhedsudspil ”Jo før – jo bedre. Tidlig diagnose, bedre behandling og flere gode leveår for alle” fra august 2014 er der fokus på bedre behandling til kræftpatienter og kronisk syge.

Kræft skal opdages tidligere, så flere kan overleve, kroniske sygdomme skal diagnosticeres i tide, og de svageste patienter skal have ekstrahjælp.

Målsætningen er, at genindlæggelser af patienter med KOL og diabetes skal reduceres med 20 pct. Regeringen vil altså give et løft til behandlingen af det stigende antal danskere med en eller flere kroniske sygdomme.

Et af midlerne til at nå målet er tilbuddet om støtte fra en fast, særligt uddannet sygeplejerske, der kan hjælpe de svageste af patienterne gennem systemet med aktiv og individuel støtte.

Super god ide. Som i mange andre sammenhænge er uddannelse løsningen på et komplekst problem.

Det gode spørgsmål i denne forbindelse er dog, om kommunerne ser uddannelsesopgaven som en fælles indsats, eller om det kommunale selvstyre også her har overtaget. Regeringen har sat penge af til uddannelsesopgaven, men de lader det være op til kommunerne at beslutte, hvordan pengene skal bruges.

Og er det nu klogt?

I mange andre satsninger på fx folkeskoleområdet og det sociale område, bliver uddannelse tænkt ind  i udviklingen af konkret politik. Det gør politikerne, fordi de er bevidste om, at en skolereform eller en beskæftigelsesindsats kræver, at uddannelsesopgaven bliver taget alvorligt, og at løsningen peger i den ønskede retning.

Behovet for sammensat viden og særlige kompetencer stiger i et sundhedssystem præget af flere og mere komplekse opgaver. Netop derfor forekommer det hensigtsmæssigt, at efter- og videreuddannelse foregår i det formelle uddannelsessystem, som kan levere strømlinede forløb og forskningsbaseret undervisning.

Det kan bedre betale sig for samfundet – og vil samtidig være den bedste løsning for den enkelte medarbejder.

En uddannelsesindsats overladt til det kommunale selvstyre vil højst sandsynligt resultere i 3 ting:

  • Uddannelsesforløb der ikke er en del af det formelle uddannelsessystem – og derfor heller ikke er underlagt samme kvalitetskriterier
  • Uddannelsesforløb som ikke er udviklet med afsæt i de faglige miljøer, hvor den relevante forskning og udvikling er tilgængelig, og derfor ikke er baseret på den nyeste viden
  • Uddannelsesforløb af meget forskellig karakter fra kommune til kommune – og derfor forskellige kompetencer hos de professionelle

Så hvorfor gør man ikke uddannelsespolitikken til en integreret del af sundhedspolitikken? Hvorfor er man på dette område så berøringsangst i forhold til at stille krav?

Patienterne ender med at få meget forskellig behandling, og i værste fald dør de af det.

Skriv kommentar