På mange måder, er det ved de midlertidige pladser i kommunerne, man mest tydeligt ser opgaveudviklingen og konsekvenserne af sygehusenes accelererede udskrivninger i kommunerne. Bare inden for de seneste fem år kan vi i Gladsaxe Kommune se en forskel på de borgere, der udskrives.

Størsteparten kommer fra hospitalsafdelingerne og er generelt langt mere komplekse end tidligere. De udskrives til døgndækket behandling, pleje og efterbehandling, og det giver god mening, fordi hospitalerne i de fleste tilfælde ikke har så meget mere at tilbyde.

De midlertidige pladsers fordele er blandt andet bedre tid til plejen og det personcentrerede blik på borgeren. Derudover er der også bedre mulighed for at iværksætte en sideløbende rehabilitering, der ideelt set kan videreføres af udgående medarbejdere i borgerens eget hjem efterfølgende.

Det er en approach og nogle opgaver, der efter min bedste vurdering ikke blev udført i særlig stor udstrækning, hvis overhovedet i hospitalsregi tidligere. Man kan også sige, at det diagnostiske apparat vel er det, som især kendetegner hospitalerne, hvilket der jo intet er af på en midlertidig plads. Derfor kan jeg berolige kritikere om, at der ikke er tale om genindføre minihospitaler.

Selvom pladserne har deres klare berettigelse, er der en række behov, som vi fremadrettet må har langt mere afklaring omkring. Jeg vil fremhæve tre områder.

Borgerens tid før midlertidige pladser

For det første har vi brug for langt mere transparens omkring det forudgående forløb inden udskrivelsen til en midlertidig plads. Der er fortsat for stor uklarhed og besvær i forhold til at slå fast, hvad der er sket, inden borgeren indfinder sig på de midlertidige pladser.

I Gladsaxe tilgås en del af oplysningerne via sundhed.dk på baggrund af samtykke fra borgernes side. Kiggeadgang er ved at blive afprøvet og gennemført, men det omfatter ikke alle omsorgssystemer pt. Det synes at være en lavthængende frugt og helt nødvendigt at være på niveau med klinisk indsigt i, hvad vi har med at gøre. Derudover udskrives borgere med genoptræningsplaner, der indeholder behandlingsplan.

Tingene kører langt fra uniformt og ensartet, men er på vej – her kan vi sammen gøre det bedre.

Lægedækning

Et andet issue er det tilbagevendende spørgsmål om lægedækning af pladserne, herunder almen praksis’ rolle og ansvar. Der sker forskellige brobygningsinitiativer for tiden. Der er f.eks. en debat om at udvide hospitalernes ansvar til 72 timer efter udskrivelse.

Vores erfaring er, at mængden af henvendelser fra pladerne falder i takt med, at lægen er i dialog med sygeplejersker og sosu-assistenter om behovet for lægefaglig afklaring

Flere kommuner har investeret i at ansætte en læge til at styrke den kliniske kapacitet på stederne, herunder aktivere lægefaglig ressourcer i både almen praksis og på de udskrivende afdelingerne.

Med så relativt syge og ustabile patienter, så giver det god mening at have en læge på stedet, hvis der altså er patienter nok. Lægen på stedet kan agere øjne og ører for den behandlingsansvarlige læge. Det er her helt centralt, at lægen ser det som sin opgave at medvirke til at åbne de andre sektorer, for at aktivere de øvrige læger i systemet til at tage stilling og ansvar for uafklarede forhold, herunder ændringer i borgerens tilstand. På den måde kan vi langt mere autoritativt sende patienter tilbage til hospitalet i de tilfælde, hvor borgerne fortsat har behov for specialiseret behandling eller afklaring.

De midlertidig plader må med andre ord ikke lukke sig om sig selv, hvilket der kan være risiko for, når man har sin egen læge. Man skal tværtimod se den lægefaglige ressource som en brobygger ind i f.eks, almen praksis. Samtidig kan lægen på de midlertidige pladser tage sig af en række ting, der ellers ville kræve et besøg fra egen læge, der ellers måske først ville kunne komme i kalenderen efter flere dage. Her kompenserer lægen på pladserne for den kapacitet, der endnu ikke er til stede i almen praksis for nuværende.

Derudover giver en fast læge respekt om pladserne, fordi lægen bidrager til at kvalificere den kommunikation, der er om borgerne. Vores erfaring er, at mængden af henvendelser fra pladerne falder i takt med, at lægen er i dialog med sygeplejersker og sosu-assistenter om behovet for lægefaglig afklaring. Igen er strategien ikke at overtage kommunikationen men at styrke medarbejdernes kapacitet til at formulere de kliniske spørgsmål til den behandlingsansvarlige læge.

Lægen skal samtidig have en klar platform i forhold at kommunikere med kommunens praktiserende læger om samarbejdet og den overordnede arbejdsdeling. Det strategiske foregår på Kommunalt lægelig udvalg, på lægernes eget klyngemøde, via praksiskonsulenter, praksisbesøg og nyhedsbreve. Den patientnære kommunikation tages via korrespondancemeddelelser. Grundlæggende er det en ret udadrettet funktion, hvis vi vil undgå en ny sektorovergang.

Kapacitet skal være til stede

Et tredje område er kapacitet og finansiering. Hvor mange pladser er det egentlig fornuftigt at have til en kommune med 100.000 borgere, og hvordan får vi fremadrettet finansiering til at udvikle arbejdet med de hurtigt udskrevne borgere til midlertidige pladser eller til borgerens eget hjem.

Grundlæggende er det også spørgsmål, som VIVEs rapporten kredser om. Det vil være et af de helt centrale emner i de kommende klynger, og som vi aldrig har fået skovlen under i de eksisterende sundhedsaftaler eller praksisplaner.

Jeg ser naturligvis frem til, at vi nationalt får sat nogle rammer. For kommunerne sidder ikke på hænderne – vi handler og udvikler, og de midlertidige pladser er et fornuftigt redskab, når kapacitet og faglighed er til stede.

Læs også: