Når regeringen nedsætter den strukturkommission, der skal se på sundhedsvæsenets fremtid, vil det være afgørende, at den også får til opgave at se på problemerne i den nødlidende danske hjemme- og sygepleje.

Inspiration til reformer kan hentes i Holland. Over de sidste to årtier har hollænderne tacklet en række tilsvarende vanskelige problematikker som dem, vi nu står midt i.

Vi har en voldsom vækst i antallet af plejekrævende ældre, samtidig med at den kommunale hjemme- og sygepleje er alvorligt syg. Den tidligere regering lagde op til, at problemerne skulle løses med en ny ældrelov.

Gode intentioner, men …

Intentionerne er gode, men der er i det lovforberedende arbejde ikke for alvor taget livtag med de dynamikker, som har skabt miseren: For meget kontrol, fragmenterede arbejdsformer, en halvhjertet, overadministreret fritvalgs-model og manglende fokus på, om ressourcerne bruges klogt.

Vi er oppe mod dybt indarbejdede mønstre skabt over årtier. Samtidig har den kommunalt styrede hjemme- og sygepleje langt mindre politisk bevågenhed end det klassiske sundhedsområde, som regionerne står for.

Mange glemmer, at kommunerne med et årligt budget på omkring 45 mia. kr. varetager en stor del af sundhedsvæsenet, ofte kaldet ældreområdet. Det er en alvorlig fejltagelse, for der er tale om forbundne kar.

De alvorlige problemer vi ser, specielt i hjemme- og sygeplejen, belaster den regionale del af sundhedsvæsenet unødigt. Det koster dyrt, både menneskelig og økonomisk.

Systemiske problemer

Krisen i hjemme- og sygeplejen har på flere punkter været selvforstærkende. Sygefraværet er mange steder tårnhøjt.

Ansatte søger væk, selv om deres hjerte banker for faget. Problemer, som kunne være løst i hjemmet, kommer jævnligt til at involvere praktiserende læger, ambulancer og indlæggelser.

Det er systemiske problemer, som skal løses overordnet – og det er her, Danmark kan lære noget af den de hollandske erfaringer med at reformere inden for sundhedsvæsenet.

Den hollandske virksomhed Buurtzorg er et af de tydeligste eksempler på transformationen. Buurtzorg er en selvejende og almennyttig leverandør af integreret hjemme- og sygepleje. Det på dansk lidt pudsige navn, der udtales ”byyrtsork”, betyder lokal- eller kvarters-pleje.

Mange i Danmark har allerede hørt om Buurtzorg, men oftest uden at høre historien om, hvad der faktisk muliggjorde Buurtzorgs uventede succes.

På lidt godt et årti gik Buurtzorg fra ingenting til at levere cirka 60 procent af al Hollands hjemmepleje inklusive sygepleje. Både borgernes og medarbejdernes tilfredshed er i top.

Buurtzorg har nu cirka 10.000 udekørende sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere (der i Holland alle kaldes for sygeplejersker og opfattes som en del af sundhedsvæsenet).

Stort potentiale

Medarbejderne er selvstyrende i små lokale teams, og det er de samme få sundhedspersoner, der kommer hos borgerne.

Cirka 1000 tværfaglige teams spredt ud over Holland understøttes af Buurtzorgs servicekontor med kun 50 administrative medarbejdere, 2 direktører og 22 regionale coaches.

Det ville det svare til, at danske kommunale og private leverandører af hjemme- og sygepleje tilsammen kunne nøjes med 30-40 administrative medarbejdere, 1-2 direktører samt 13-17 regionale coaches, mens resten af de ansatte ville have direkte kontakt med borgere. Det ville kunne frigøre flere tusinde danske sygeplejersker fra visitation og andet administrativt arbejde.

Den tidligere regering etablerede forsøgspuljer for godt 200 mio. kr., og op mod halvdelen af de danske kommuner eksperimenterer nu – inspirereret af Buurtzorg – med at arbejde i mindre faste teams.

Forsøg har dårlige vilkår

Jeg deler begejstringen for Buurtzorg-modellen, som jeg har været frontløber for i Danmark, men de danske forsøg har dårlige vilkår.

Meget af det, som Buurtzorg-modellen indebærer, forhindres eller modarbejdes af den eksisterende struktur og lovgivning, og det vil den påtænkte ældrelov ikke kunne lave om på.

I takt med at reformerne er kommet på plads, har det vist sig, at tillid, høj faglighed og tværfaglig indsats baseret på selvorganisering – altså Buurtzorg-opskriften – faktisk kan betale sig, både menneskeligt og økonomisk.

I Holland opstod Buurtzorg ikke ud af ingenting. I første omgang voksede Buurtzorg nærmest på trods ud af et ydelsesfokuseret kommercielt system. Mange sundhedsuddannede var utilfredse med deres eksisterende arbejdsforhold, og da Buurtzorg tilbød en ny måde at arbejde på med mere frihed og mere fagligt ansvar, flyttede de sig i stort antal. Mange borgere og dermed efterspørgslen fulgte hurtigt med.

Buurtzorgs hastige vækst faldt sammen med den hollandske reformbølge fra 2006 til 2015. Der blev vedtaget en stribe nye love, og også finansieringsmodellerne blev gentænkt.

Tillid og tværfaglighed betaler sig

Udviklingen er gået i retning af mindre kontrol og topstyring, mere norm- og rammestyring, reguleret konkurrence på pris og kvalitet, standardiseret rapportering af relativt simple kvalitetsindikatorer og metodefrihed til de udførende.

I takt med at reformerne er kommet på plads, har det vist sig, at tillid, høj faglighed og tværfaglig indsats baseret på selvorganisering – altså Buurtzorg-opskriften – faktisk kan betale sig, både menneskeligt og økonomisk.

De hollandske erfaringer kan ikke overføres direkte. Finansieringen sker i Holland via sygekasser, der minder om en udbygget version af det, vi tidligere havde i Danmark.

Men grundfilosofien er den samme: Alle skal være dækket, hvis de bliver syge eller har brug for pleje. Det er obligatorisk at bidrage, og de brede skuldre bærer mest. Fællesskabet hjælper de, som ikke kan bidrage eller tage vare på sig selv.

De hollandske forsikringssygekasser kompenseres via statslige tilskud og skal derfor tilbyde lige vilkår for alle uanset risiko.

Danmark savner overblik

En væsentlig forskel er, at der i Holland er overblik over alle sundhedsudgifter for en given person, herunder også hjemme- og sygepleje.

Det giver et økonomisk incitament til at forebygge lægebesøg og hospitalsindlæggelser. Vi mangler noget tilsvarende i Danmark. Det er i Holland nu også fast politik, at det altid skal afklares, om pårørende kan bidrage. Det har vi heller ikke klarhed om i Danmark.

Her følger i punktform hvordan de vigtigste erfaringer fra Holland ville kunne overføres til den danske hjemme- og sygepleje:

• Synliggør kvaliteten: Lav en årlig standardiseret måling af kvalitet. Sæt det hurtigt i gang, de vigtigste data findes allerede eller kan relativt nemt fremskaffes.
• Sæt nationale standarder: Hjemme- og sygeplejen skal have nationale standarder, svarende til, hvordan det er for praktiserende læger og hospitaler.
• Sæt leverandørerne fri: Udskil de kommunale leverandører i egne regnskabsenheder eller selvstændige selskaber. Det vil synliggøre de reelle timepriser og opløse den hårdknude, som er anledning til en stribe retssager mellem private leverandører og kommuner. De private leverandører, som vælges af cirka hver tredje modtager af hjemmepleje, skal også kunne levere efter Buurtzorg-modellen, inklusive sygepleje.
• Drop faste timepriser: Leverandører, der leverer god kvalitet på færre timer, skal kunne forhandle sig til højere timepris. Det er årsagen til, at Buurtzorg over en årrække har kunnet sænke både timeforbrug og de samlede udgifter pr. borger, uden at det er gået ud over kvaliteten.
• Inddrag pårørende: Gør det tydeligere i lovgrundlaget og i arbejdskulturen, at vi selvfølgelig inddrager pårørende. Buurtzorg har vist, hvordan det kan gøres med god etik.
• Afskaf minut-visitation:  Lad sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i hjemme- og sygeplejen arbejde som andre autoriserede sundhedspersoner. De er uddannet til selv at vurdere behovet for deres indsats. Hollandske erfaringer viser, at økonomien godt kan sikres overordnet på aftaleniveau.
• Ryd op i lovgivningen. Har vi overhovedet brug for en ældrelov? Ikke alle ældre har behov for pleje, og ikke alle plejekrævende er ældre. Der skal ryddes op i, at samme hjemmebesøg ofte er underlagt flere love og finansieringsmodeller. Det gør livet unødigt svært for de udførende.

Så kære ældreminister Mette Kierkgaard (M), kære sundhedsminister Sophie Løhde (V) og kære finansminister Nicolai Wammen (S): Hvis det kan lykkes jer tre og SVM-regeringen at bringe den borgernære hjemme- og sygepleje på fode igen, er det noget, som vil give genlyd i mange år.