Ikke meget af den forskning og udvikling, som omhandler det kommunale sundhedsvæsen, udspringer fra kommunerne. Og det skal vi have lavet om på. 

For skal kabalen gå op, og skal vi sikre os, at den forskning og udvikling, vi leverer på sundhedsområdet, afspejler borgernes behov i det kommunale sundhedsvæsen, har vi brug for en løsning, hvor vi har en tæt sammenvævet model mellem forskningen på regionalt niveau og så den kommunale sektor.

Lovgivningen sætter rammerne – de ydre rammer

Ifølge sundhedsloven placeres ansvaret for forskningen på sundhedsområdet hos regioner og hospitaler, mens kommunernes rolle er at medvirke til den forskning. Initiativpligten ligger altså i regionalt regi, hvor den kommunale medvirken er noget mere diffus. 

Vi ser også ofte, at forskning og udvikling, der udspringer fra hospitalerne, er svær at oversætte og implementere i kommunerne. Naturligt nok, for hospitalerne har en klinisk definition af sundhedsforskning med fokus på sygdom, diagnose og behandling, mens kommunerne har et bredere fokus på hverdagslivet og samfundslivet, hvor overgangen mellem sundhed, beskæftigelse og det sociale område er meget mere flydende. 

Det rejser et helt afgørende spørgsmål: Hvordan kan vi fremadrettet, selvfølgelig med lovgivningen og rammen i hånden, organisere forskning og udvikling på sundhedsområdet, så vi sikrer en tæt kobling til den praksis, hvor forskningen skal gøre gavn? 

Vejen er brolagt med udfordringer

Det handler om at forstå de rammer og vilkår, de forskellige sektorer er rundet af, og gribe de muligheder, som ligger derimellem. 

Der er en indgroet forskningskultur i regionerne, som skal støves af, hvis der skal forskes på tværs

For rammerne, vilkårene og ikke mindst kulturerne udfordrer os. Og det vil de blive ved med. Men det skal da ikke forhindre os i at prøve os frem.

Kun få og meget store kommuner har forskning tæt på. Derfor er der heller ikke mange kommuner, som kan stille forskningskapacitet til rådighed. Og skal der forskes i det nære sundhedsvæsen i kommunerne, så er det nødvendigt med tilstrækkelig forskningskapacitet. At opbygge den kapacitet er et langt sejt træk, og kræver meget mere end blot finansiering. 

Der skal også skabes et miljø for forskning, som kan tiltrække kompetente forskere. Og som udsprunget af det, så mangler der jo selvfølgelig erfaring med forskning i kommunerne. Når vi så kombinerer, at de regionale forskere ofte mangler erfaring med den kommunale virkelighed, opstår der hurtig en uholdbar situation.

Vi må heller ikke glemme, at der er en indgroet forskningskultur i regionerne, som skal støves af, hvis der skal forskes på tværs. Det kræver en række kompromisser, nogle større forandringer og ikke mindst, at vi alle rækker ud og har en interesse i at skabe forskning og udvikling til gavn for de patienter og borgere, som har brug for den.

Den økonomiske ramme til forskning og udvikling i kommunerne er stort set ikke eksisterende. Kommunerne har ikke en basisbevilling til forskning, som vi kender det fra regionalt regi, og det er et problem. For det har vist sig, at en kombination af den kliniske definition af sundhedsforskning med behandling for øje, den manglende kapacitet til forskning i kommunerne og ikke mindst en manglende erfaringsopbygning i at forske i det kommunale sundhedsvæsen, gør det vanskeligt at rejse eksterne midler til forskningsområdet. 

Fremtidens sundhedsvæsen vil foregå i et endnu tættere samarbejde på tværs af sektorer end vi er vidne til i dag

Med lad os lige et øjeblik se bort for de mange udfordringer, og i stedet se muligheder. For vi har allerede noget viden og erfaring med sundhedsforskning i kommunerne, og den viden skal være med til, at vi kommer tættere på mål.

Vi tager nogle gode og vigtige skridt

I praksis kan vi se, at det arbejde og den fremgangsmåde vi går til forskningen på i ’Sammen om Praksisnær Rehabiliteringsforskning’ (SPR) gør en forskel. Forskningen udspringer fra praksis, og forskningen sker i et samarbejde mellem praksis og forskere fra regionen og uddannelsesinstitutionerne. Eksempelvis var der et ønske fra kommunerne om at reducere på social ulighed i sundhed i hjerterehabilitering. Er kommunerne opmærksomme nok på at inkludere borgere i en udsat situation i hjerterehabilitering? 

På den baggrund udviklede og pilotafprøvede vi sammen med tre kommuner i det midtjyske en mindre indsats. Fordi indsatsen er udviklet sammen med kommunerne, er implementeringen noget mere enkelt og de foreløbige resultater tyder på, at formålet, om at flere borgere i en sårbar situation gennemfører hjerterehabilitering, kan lade sig gøre. 

Konklusionen er, at indsatser som udvikles på baggrund af SPR-samarbejdet, er mulige at implementere og giver mening i den kommunale hverdag. For med samarbejdet har vi samlet vores erfaringer og kompetencer i et – alt sammen for yde det bedste for de borgere og patienter, som har brug for vores indsatser.

Center for Kommunal Sundhedsforskning

Så udfordringerne er der, men det er mulighederne også. Og nye vinde blæser. Fremtidens sundhedsvæsen vil foregå i et endnu tættere samarbejde på tværs af sektorer end vi er vidne til i dag. Et løsningsforslag er etableringen af et eller flere centre for kommunal sundhedsforskning. Med sådan et center mener vi, at sundhedsvæsenet opnår den opsamlende og koordinerende instans, som der er behov for. 

Vi får opbygget den rette kapacitet og samlet vores erfaringer fra flere sektorer. Alt sammen forhold der skal til, i fald vi skal bedrive god kommunal og tværsektoriel sundhedsforskning og komme tæt på såvel store som små kommuner. 

Og vi skal huske, at kernen i samarbejdet er, at forskningen placeres tæt på den kommunale dagligdag, og at forskerne kender kommunernes vilkår. Det kunne ske ved at etablere delestillinger mellem forskning og praksis. For vi skal sikre et meget tæt parløb mellem forskning og praksis. Uden det parløb, får vi ikke udviklet det nære sundhedsvæsen bedst muligt.