På den nye finanslov er der sat endnu en runde penge af til at skubbe på udbredelsen af faste teams på ældreområdet.

De seneste år har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på at være ude blandt de kommuner, hvor der er investeret mest tid og ressourcer i at starte denne udviklingsproces op. Der er skrevet meget af mange om, hvad der kan, og ikke kan lade sig gøre, herunder hvad der kan overføres fra Buurtzorg-modellen.

Hvis ikke de, der i dag styrer hverdagen i ældreplejen, afgiver noget af deres styringsansvar, ja, så bliver der ikke mere at styre lokalt ude i det enkelte team

Hvis der skal sættes et varigt aftryk på ældreområdet til kommende generationer, mener jeg ud fra min personlige erfaring, at den nye omgang penge i særlig grad bør bruges til følgende indsatser:

1. Træning i suverænitetsafgivelse:

Den lyserøde elefant i mange kommuner er, at de ledere, der skal drive udviklingen, også er dem, hvis ansvar i højere grad skal overgives til faste teams af medarbejdere. Det kræver, at lederne trænes i suverænitetsafgivelse. Og det kræver, at lederne trænes i at bevæge sig op i organisationen og udøve forandringsledelse.

Hvis ikke de, der i dag styrer hverdagen i ældreplejen, afgiver noget af deres styringsansvar, ja, så bliver der ikke mere at styre lokalt ude i det enkelte team.

Det gode er, at der i den grad er brug for ledere, der driver på med ledelse af forandringen på et organisatorisk niveau. Så det er ikke et spørgsmål om, at den enes død er den andens brød. Det er mere spørgsmålet om at ændre i arbejdsdelingen, og det kræver nye ledelseskompetencer.

2. Voksne, kompetente mennesker kan godt selv planlægge deres arbejde:

Tildelingen af hjælp til en borger skal ske i én samlet proces, hvad enten det er hjælp, som handler om personlig pleje, sygepleje eller træning. Og hjælpen skal planlægges lokalt. Ud med tunge og opsplittede arbejdsgange for tildeling og planlægning. Ind med overordnet, samlet tildeling efterfulgt af lokalt ansvar for at planlægge udførelsen ude i teamet, tæt på borgeren.

Allerød Kommune er eksempel på, at det virker. Det forudsætter, at der etableres en solid organisatorisk bund bestående af små teams, hvor man kender borgerne, og tværfaglige teams, der sikrer at man har kompetencerne. Det første kan man f.eks. se i Varde Kommune. Det andet kan man f.eks. se i Syddjurs Kommune.

3. Udvalgte nøgletal serveret på et sølvfad:

Man bliver helt træt af at skrive det, men ikke desto mindre er det mere aktuelt end nogensinde før: Der er stadig mange steder, hvor det er for bøvlet og ressourcekrævende at udarbejde selv de mest enkelte nøgletal. Det gælder f.eks. nøgletal, der giver nemt overblik over økonomi (f.eks. hvad vores ressourceramme er i teamet), medarbejdertrivsel (f.eks. hvordan vores personalegennemstrømning ser ud) og effekt for borgerne (f.eks. hvor mange forskellige medarbejdere, der kommer i borgerens hjem).

Væk med udrangeret it, der både er bøvlet og tidskrævende at arbejde i, og som samtidig stimulerer til pseudo-arbejde, hvor det mere gælder om at dække sin røv af og undgå klager fra tilsyn, pårørende eller ledelse

Pointen i forhold til de nye nationale penge på Finansloven er, at faste teams og mere selvstyring kort fortalt kræver bedre lokale data. Det er disse data, som skal gøre det muligt at styre lokalt. Og det er disse data, der skal give tryghed længere oppe i de kommunale organisationer. Vil man sætte nationale mål, f.eks.på, hvor mange forskellige ansigter, der skal komme i en borgers hjem, kan det passende gøres på de få nøgletal, som alle kommuner hjælpes med adgang til.

4. En kærlig, men bestemt digital hånd i ryggen:

Endelig burde man skrotte det nuværende it. I stedet bør man udvikle ny it, der kærligt, men bestemt, skubber det enkelte team og den enkelte medarbejder ud i at udvise selvstændig handlekraft. Væk med udrangeret it, der både er bøvlet og tidskrævende at arbejde i, og som samtidig stimulerer til pseudo-arbejde, hvor det mere gælder om at dække sin røv af og undgå klager fra tilsyn, pårørende eller ledelse – end at løse kerneopgaven.

Desuden burde man udvikle it, som gør det langt nemmere for borgere og pårørende at følge med i hjælpen. Vi ved på minuttet, hvornår pakken for bogklubben ankommer, og hvem der leverer den. Skal vi derimod have hjælp til at komme på toilettet, er det ofte indhyllet i en tyk tåge. Vi ved ikke hvornår vi får mulighed for at besørge, og vi ved ikke hvem der skal hjælpe os. Det er uværdigt.