FASTE TEAMS. To ord, der har ligget nummer et og to på ældreområdets semantiske hitliste i efterhånden noget tid. Og det i en sådan grad, at der er overhængende fare for, at vi inden længe oplever begrebs-fatigue på lige fod med dét, vi nåede til med ‘covid’ og ‘pandemi’.

Men hvad betyder faste teams egentlig, og hvad er det nye? Det at arbejde i teams er ikke nyt. Og dét, at et team er ‘fast’, hvad det så end vil sige, er der heller ikke i sig selv meget nyt i.

Som jeg ser det, er faste teams et organisatorisk greb, som mange tror og håber kan bane vejen for en mere sammenhængende pleje på borgernes, snarere end systemernes, præmisser. Indførelse af faste teams er dermed organisationsudvikling, og denne slags er det i sagens natur svært at lovgive specifikt om, uden at det kommunale selvstyre fuldstændigt afmonteres. Derfor er det konkrete indhold af den nye lovgivning også blevet af en karakter, hvor det afhænger meget af øjnene, der ser, hvor ambitiøs en reform, man synes, der er tale om (og om man overhovedet synes, det giver mening at tale om en reform). 

Vi skal starte med at blive spidse på, hvor og hvordan vi konkret vil skabe en effekt

Hvorvidt historiebøgerne vil ende med at beskrive den ny ældrelov, som et fejlslagent reformtiltag eller et formativt øjeblik afhænger fuldstændigt af, hvordan den enkelte kommune vælger at bruge loven.

Så hvad betinger, om man som kommune ender i den ene eller anden grøft?

Jeg tror, at loven ender som et fejlslagent reformtiltag, hvis ikke man i den enkelte kommune kommer rundt om de tre barrierer for ‘corporate bullshit’, som er en reel fare med denne lov. Det vil sige, at man undgår, at: 

1. Ingen ved, hvad det nye er, og hvad de skal gøre anderledes. 
2. Ingen mener, de er i målgruppen.
3. Apatien er udbredt. 

De tre barrierer kan f.eks. manifestere sig i medarbejdere eller ledere, der tænker noget a la ‘Jeg kan ikke se hvad jeg skal gøre anderledes, jeg gør det jo allerede’. Det kan f.eks. gælde værdier som værdighed, selvbestemmelse og borgeren i centrum.

Jeg tror derimod, at loven kan ende som et formativt øjeblik, der gør en forskel, hvis man i den enkelte kommune får gjort det meget konkret for ledere, medarbejdere og borgere, hvad der ligger i begrebet ‘faste teams’. Så undgår vi, at det kommunale maskinrum fortsætter med samme praksis, blot med et andet navn.

Hvis vi skal skabe et formativt øjeblik, tror jeg, vi skal starte med at blive spidse på, hvor og hvordan vi konkret vil skabe en effekt. Mit bud er, at effekten skal opstå via en faglig og forpligtende frisættelse på to niveauer:

1. Det enkelte team af fagprofessionelle medarbejdere skal have et stort fælles ansvar som team for at tilrettelægge, gennemføre og løbende tilpasse plejen til den enkelte borger med afsæt i borgerens ressourcer, ønsker og behov.
2. Den enkelte fagprofessionelle medarbejder (sygeplejersker, terapeut, sosu-hjælper, sosu-assistent mv.) skal have et stort individuelt ansvar for at tilrettelægge, gennemføre og løbende tilpasse plejen til den enkelte borger med afsæt i borgerens ressourcer, ønsker og behov. 

Det kræver i mine øjne, at man i den enkelte kommune vender tilbage til de to nøgleord – team og fast – og underlægger dem en stram fortolkning:

‘Teams’ skal fortolkes på en forholdsvis snæver måde i forhold til størrelse. Nærmere bestemt, at den gruppe, der er sat sammen om den enkelte borger, ikke må være på mere end maks 12-13 personer. Ellers er det ikke et team, men en gruppe eller en enhed. Og så er der reelt ingenting sket.

‘Fast’ skal forstås fra borgeren og ind: Det vil sige, at det er borgeren, der skal opleve teamet som ”fast”: At det består af velkendte ansigter, der kommer i borgerens hjem og som taler indbyrdes sammen – hvad enten det er for at give medicin, sætte støttestrømpe på, hjælpe på toilettet, gennemføre den daglige træning – eller noget helt femte. Det forudsætter bl.a., at teamet både yder hjælp, der udspringer af service- og sundhedslov, og at teamet dækker det meste af døgnet rundt.

For at man kan få et fingerpeg om, hvorvidt man som kommune er på vej den ene eller anden vej, har jeg lavet en minitest, man kan gennemføre. Hvis man kan score højt og klart ja på seks til syv af spørgsmålene i testen, vil jeg mene, at man som kommune er på vej til noget, der kan ende med at gøre en forskel for borgerne – ellers er man på vej mod en lang næse.

Varedeklaration: Testen er udviklet med afsæt i mine samtaler med borgere, pårørende, medarbejdere og ledere inden for hjemme- og sygeplejen i en række af de kommuner, der afprøver faste teams.