Stat, kommuner, regioner, skiftende regeringer, reformer og love – senest regeringens bebudede ældrelov … mange ord, gode intentioner og sektoropdelte visioner, som risikerer at splintre ansvaret i atomer. Vi skal tage et samlet ansvar.

Set fra de ældre borgeres synspunkt er det underordnet om den hjælp, de får, kommer fra den ene eller anden del af sundhedssektoren. Set fra borgernes synspunkt handler det om at møde et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, og den oplevelse får de kun, når de forskellige sektorer og faggrupper arbejder tæt sammen.

»Det er regionerne, der driver sundhedsvæsenet …« Denne sætning hører man jævnligt i Radioavisen eller læser i aviserne. Men, bl.a. som tidligere vicedirektør på et af regionens sygehuse og nu som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, kan jeg med sikkerhed sige – det er ikke regionerne alene, der driver sundhedsvæsenet.

Det danske sundhedsvæsen består af flere sektorer, og hvis vi skal levere – og det skal vi – sundhedsydelser i verdensklasse, kræver det et tæt samspil mellem regioner og kommuner.

Regionernes omfattende erfaring og kompetencer forpligter i bred forstand i forhold til fortsat kvalitetsudvikling af et samlet og sammenhængende sundhedsvæsen.

Fremtidens sundhedsvæsen skal og vil i udpræget grad udnytte både den brede og generelle viden og erfaring, regionerne har opbygget og den viden og erfaring, som er forankret mere lokalt i kommunerne.

Corona-krisen som katalysator

Corona-krisen har fungeret som katalysator for et tættere samarbejde mellem region og kommuner. Vi har fokuseret benhårdt på den enorme og uopsættelige opgave, vi skulle løse sammen. »Failure is not an option,« har vi forsikret hinanden om i en form for tværsektorielt kampråb.

Er det acceptabelt, at de ressourcestærke ældre borgere får mere ud af sundhedsvæsenet end de ressourcesvage? NEJ. Det indlysende svar har blinket med store bogstaver under implementeringen af vaccinationsprogrammet. Ligesom erkendelsen af, at det naturligvis ikke må være sundhedsvæsenet selv – sundhedsvæsenets organisering, der skaber ulighed i sundhed.

I Region Sjælland bor der objektivt set særligt mange særligt sårbare borgere, mange af dem ældre borgere. Takket være samarbejdet mellem region og kommuner er vaccinerne også nået ud til dem, og vi har undgået social slagside.

Vi kan ikke acceptere, at de svageste får forringet deres livskvalitet og dør tidligere, fordi sundhedssektoren ikke er indrettet efter deres behov. Vi risikerer, at multisyge ældre mister overblikket og retningssansen i et specialiseret sygehusvæsen, hvor borgernes krop bliver opdelt i isolerede delkomponenter.

Ligesom andre sektorer har gennemgået store forandringer for at udnytte ny teknologi og imødekomme borgernes behov, skal sundhedsvæsnet også omstille sig

I Region Sjælland vil vi flytte sundhedsvæsenet tættere på borgernes hverdag, så vi kan løse flere sundhedsopgaver tættere på den enkelte, og så sundhedsvæsnet tilpasser sig borgernes behov – ikke omvendt.

Vi vil stille specialiseret sundhedsfaglig viden og kompetencer til rådighed for bl.a. ældre borgere. Tilbyde behandlingsforløb, der kan passes ind i hverdagen, og som gør det lettere at leve med sygdom. En væsentlig del af behandlingen skal ud i borgerens eget hjem. I stedet for, at borgerne skal komme til sundhedsvæsenet, skal sundhedsvæsenet i højere grad komme til borgerne. Uden at dette ”hospital at home” udvikler sig til Fredericia Banegård med et rend af regionale og kommunale sundhedspersoner. Den koordinering skal finde sted bag bagtæppet, så borgerne oplever et system, der fungerer sømløst.

Og når det er nødvendigt, står sygehusene naturligvis klar til de patienter, der har behov for netop sygehusenes højt specialiserede kompetencer.

Tid til forandring og forbedring

Hvis visionen om et nært og sammenhængende sundhedsvæsen skal realiseres, kræver det reel nytænkning.

Ligesom andre sektorer har gennemgået store forandringer for at udnytte ny teknologi og imødekomme borgernes behov, skal sundhedsvæsnet også omstille sig. Det er ikke nok, at lægevidenskaben udvikler sig, så vi er i stand til at behandle flere og flere sygdomme. Vi er samtidig nødt til at tilpasse den måde, vi leverer ydelserne.

Der var engang, hvor vi alle sammen møjsommeligt gik ned på posthuset, når vi skulle betale regninger. Og ned i banken, når vi skulle rykke rundt på vores konti eller bare have et overblik over privatøkonomien.

I dag, flere årtier inde i det nye årtusinde, 30 år efter internettet blev opfundet, er sundhedsydelser fra det store offentlige sundhedssystem fortsat primært noget, borgerne kan modtage ved at transportere sig selv hen til sygehuset eller den praktiserende læge. På ganske bestemte tidspunkter, hvor det kan passe ind i sundhedsvæsenets kalender. Det er tid til forandring. Tid til forbedring.