Statsministeren annoncerede i sin nytårstale en ny ældrelov, og inden kort tid bliver der indkaldt til politiske forhandlinger om en sundhedsreform. Begge dele hilser vi fra KL’s side meget velkomne. For ældreområdet er under pres, og hele vinteren har vi hørt om, at sundhedsvæsenet er i knæ.
Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse for nogen. Kombinationen af corona i fremmarch og pukler og ferieafvikling som følge af corona samt en lang strejke tilspidser en situation, der i forvejen er på vej ud af kontrol.
Men de beskrevne trængsler er blot et symptom på langt mere grundlæggende udfordringer på sundheds- og ældreområdet, som gennem mange år har fået lov til at vokse sig store lige foran vores øjne. Og var det ikke corona, som havde sendt situationen helt ud af kontrol, ville det alligevel være indtruffet inden længe.
For vi står lige midt i en udvikling med flere ældre, flere med en psykisk lidelse og flere borgere med kronisk sygdom. Om fem år vil der være 75.000 flere danskere over 80 år og om blot 10 år 161.000 flere. Med alderen vil vi blive mere pleje- og behandlingskrævende, bl.a. fordi vi bliver mere udsatte for kronisk og anden langvarig sygdom. Alene for borgere med diabetes vil det betyde 1,5 mio. flere ambulante sygehusbesøg frem mod 2030. Dertil kommer, at knap 300.000 danskere i 2019 har en psykiatrisk diagnose – 50.000 flere end for fem år siden.
Sygehusene sander til uden en plan
Vores sygehuse er blevet mere specialiserede og moderne de seneste 20 år – hvilket er rigtig godt – men samtidig er de slet ikke gearede til at stå alene med sundhedsopgaverne – og slet ikke, når opgaverne vokser som beskrevet ovenfor. Skal sygehusene klare alt selv, sander de til.
Ideen var fra starten, at specialiseringen på sygehusene skulle gå hånd i hånd med et stærkt, nært sundhedsvæsen, hvis fremmeste mål var at håndtere det almene og generelle. Har du KOL eller diabetes, er det unødvendigt med en tur forbi sygehuset. De opgaver kan klares i det almene og nære, tæt på borgerens eget hjem. Men ideen fik dog aldrig lov til at slå rod – hverken på regeringskontorerne eller på Christiansborg. Det nære sundhedsvæsen er med tiden blevet det glemte eller det ”gratis sundhedsvæsen”. I hvert fald fra centralt hold.
En selvstændig plan for ældreområdet og en anden plan for sundhedsområdet passer ikke med de ældres liv
Og i stedet har vi i kommunerne af os selv – og uden hverken national prioritering eller finansiering – måtte opbygge et nært sundhedsvæsen. For langt de fleste kommuner varetager i dag behandlingsopgaver, som for få år siden lå på hospitalerne. Det er opgaver, som løbende er gledet ud til kommunerne, ofte uden finansiering. Det har frigjort kapacitet på sygehusene til de mere komplekse patienter.
Sideløbende har kommuner været nødt til at opbygge en betydelig sengekapacitet med midlertidige døgnpladser til ofte ældre borgere, der er for dårlige til at være i eget hjem, men for raske til at være på sygehus. Det har også frigjort kapacitet på sygehusene.
Kommunerne løfter en kæmpe opgave på sundhedsområdet, som sikrer borgerne nære tilbud og understøtter sygehusenes mulighed for at sikre specialiserede behandlingstilbud. Det, kommunerne ved egen kraft har opbygget gennem de seneste 10-15 år, bærer kimen til at løse de grundlæggende udfordringer på sundheds- og ældreområdet. Men vi kan ikke gøre det alene.
Ældre og sundhed hænger uløseligt sammen
Så når regeringen nu lancerer et ønske om at starte forfra på ældreområdet, er det afgørende, at man med det samme tager højde for de mange sundhedsopgaver, der løses i ældreplejen. Skal løsningerne matche udfordringerne, er man nødt til at se på de to områder i sammenhæng.
Der er derfor brug for en samlet, national ældre- og sundhedsreform. En selvstændig plan for ældreområdet og en anden plan for sundhedsområdet passer ikke med de ældres liv. Man er ikke ældre på ét tidspunkt, og patient på et andet. Man er menneske hele tiden, og tingene skal hænge sammen. Derfor har vi længe efterspurgt en reform af området – i øvrigt bakket helt og holdent op af resten af sundhedsvæsnet.
Der er behov for, at man fra nationalt hold sætter sig for bordenden og prioriterer en ambitiøs national plan for det samlede sundhedsvæsen, som tager stilling til, hvem der skal løse hvad i sundhedsvæsenet, og hvad det er for en ældrepleje, vi skal have. Og en plan der beskriver, hvilke kompetencer og ressourcer der skal være i det samlede sundhedsvæsen og ældreplejen.
Løsningen ligger i at gentænke sundheds- og ældreområdet, så udgangspunktet bliver borgeren i sit nærmiljø, og undtagelsen bliver en indlæggelse eller specialiseret behandling. Der skal fokus på tidlige indsatser og borgernes egne ressourcer skal i højsædet.
Vi har netop inviteret aktørerne på sundheds- og ældreområdet, kommuner, sundhedsordførere og ældreordførere m.fl. til et politisk webinar den 3. februar. Her håber vi at kunne tage hul på de vigtige drøftelser om fremtidens ældrepleje og nære sundhedsvæsen – og en sammenhængende plan. For én ting er helt tydeligt: Vi løser ingenting med en ældrelov uden sundhed.
Har du lyst til at skrive et debatindlæg om regeringens ældrelov, så skriv til journalist Katrine Pinborg på kapi@kommunalsundhed.dk
