Sundhedsvæsenet står over for et svært dilemma: På den ene side er der et presserende behov for at videreuddanne og kompetenceudvikle de sundhedsprofessionelle for at sikre effektive behandlingsforløb og løse fremtidens sundhedsudfordringer med flere ældre, flere multisyge og mere komplekse behandlingsforløb.
På den anden side er der i store dele af sundhedsvæsenet en udtalt mangel på personale, hvilket gør det nærmest umuligt at frigøre tid til at sende medarbejderne på videreuddannelse.
Med de netop indgåede politiske økonomiaftaler for både kommuner og regioner, der begge giver sundhedsvæsenet et historisk stort økonomisk løft, er der også kommet en række forventninger om forbedringer af vilkårene i sundhedsvæsenet og nye effektive behandlingsmetoder. Men hvordan imødekommer vi de forventninger, når sundhedspersonalet ikke kan undværes på de travle hospitalsgange og i den pressede kommunale sundhedssektor?
Kendetegnende for et dilemma er, at der er tale om en kompleks beslutningssituation, hvor der ikke findes oplagte eller entydige valg. Det gælder i særdeleshed i den beskrevne situation. Det bedste at gøre for at opløse dilemmaet er at anerkende dets eksistens og undersøge dilemmaet nærmere for at identificere mulige handlinger.
Specialisererede og tværfaglige sundhedskompetencer
En undersøgelse fra 2023 blandt 8.000 sygeplejersker viser, at 43 pct. af dem bruger halvdelen af deres tid på specialiserede opgaver, og 52 pct. har fået nye specialiserede opgaver inden for de seneste to år.
Udbydere af kompetenceudvikling og aftagere i det kommunale og regionale sundhedsvæsen nødt til at samarbejde om at nytænke formaterne for kompetenceudvikling og videreuddannelse
Behovet for specialiserede kompetencer – f.eks. diabetessygeleje og sårsygepleje – er drevet af at skulle sikre effektive behandlingsforløb. Men det er ikke kun flere og mere specialiserede kompetencer, der er brug for, hvis vi skal fremtidssikre et kvalificeret og effektivt sundhedsvæsen.
Fremtidens sundhedsvæsen kræver også, at langt flere opgaver bliver løst tværfagligt og ved brug af andre kompetencer end, hvad tilfældet er i dag. Det skal de ganske enkelt, fordi det ikke er muligt at rekruttere nok personale til at følge med behovet for specialiserede behandlinger og sundhedsydelser, og fordi flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen, hvor der ikke er adgang til de samme specialiserede kompetencer som på hospitalerne.
F.eks. vil langt flere patienter være ‘udlagte’ i stedet for indlagte. Det betyder, at behandlinger rykker fra sygehuset hjem i borgernes eget hjem understøttet af teknologi og den kommunale syge- og hjemmepleje.
Vi skal nytænke kompetenceudvikling
Skal vi opløse ressourcedilemmaet, er udbydere af kompetenceudvikling og aftagere i det kommunale og regionale sundhedsvæsen nødt til at samarbejde om at nytænke formaterne for kompetenceudvikling og videreuddannelse.
På den måde tager vi bedst muligt hensyn til behovene i sundhedsvæsenet, den patient- og borgernære praksis og samtidig sikrer, at sundhedspersonalet er væk fra driften i mindst mulig tid. Udbyder og aftager må i fællesskab finde frem til, hvad det uddannelsesmæssige svar på det aktuelle og de fremtidige behov i sundhedsvæsenet skal være.
