Borgernes selvbestemmelse er et af de centrale elementer i regeringens ældrereform. Da udspillet blev præsenteret i januar i år, eksemplificerede regeringen princippet om selvbestemmelse ved, at ‘Hvis det er vigtigere for den ældre at bage pandekager end at komme i bad, skal der bages.’ Og det blev sagt, at det er de såkaldte ’hjemmehjælpere’, der skal garantere, at pandekagen bliver bagt.
Men ser vi på antallet af ’hjemmehjælpere’, der er ansat i ældreplejen, er der forsvindende få – præcist 466 på landsplan ifølge seneste tal fra Kommunernes og Regionernes Lønkontor – og flere af dem nærmer sig pensionsalderen.
Uddannelsen til hjemmehjælper består i syv ugers kursus. Og før dem blev ældreomsorgen varetaget af husmoderafløsere, som ikke havde nogen formel uddannelse, men kunne gøre rent og yde omsorg for de ældre i kraft af kvindens ’naturlige kald og egenskaber’.
Fra husmoderafløsere til sundhedsprofessionelle
I dag er de største faggrupper på ældreområdet ’sosu’erne’ – en typisk samlebetegnelse om to forskellige faggrupper med forskellige uddannelser, nemlig social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.
Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer to år og to måneder og retter sig primært mod personlig pleje (serviceloven). Uddannelsen til social -og sundhedsassistent varer tre år, ni måneder og tre uger og retter sig primært mod sygepleje (sundhedsloven), og en social- og sundhedsassistent kan opnå autorisation.
I kommunerne omtales ’sosu’erne’ ofte som ’plejen’ eller ’hjemmeplejen’, fordi det traditionelt set er i disse organisatoriske enheder, at de to faggrupper er ansat.
Dette adskiller dem fra ’sygeplejen’. En del af debatten om ældrereformen er derfor også, om ’sygeplejen’ er en del af regeringens ambition om at etablere faste teams i ældreplejen.
Begrebet om sygeplejen oplever jeg bliver brugt både til at omtale faggruppen sygeplejersker; den organisatoriske enhed, de typisk er ansat i; og den indsats de er ansat til at levere efter sundhedsloven. Det er bare sådan, at sygepleje er noget, alle tre faggrupper udfører.
Ord former billeder – og rekrutteringsudfordringen
Pointen er, at når vi kategoriserer to – i stigende grad forskellige – faggrupper under samme term ’sosu’, eller bruger den snart uddøde betegnelse ’hjemmehjælper’, eller når vi bruger begrebet ’sygeplejen’, som om det er forbeholdt sygeplejersker, og når pandekagebagning er en indsats, som disse faggrupper skal levere, så skaber vi et bestemt billede af ’ældreområdet’.
Et billede, hvor faggrupper med flere års uddannelse får ’ansvar’ for at bage pandekager til raske, gamle mennesker frem for virkeligheden, hvor de selvsamme faggrupper bruger deres sundhedsfaglige uddannelser – og autorisation – til at yde grundlæggende pleje (herunder også sygepleje) og omsorg for komplekse, multisyge (og ikke nødvendigvis ældre) borgere.
Til virkeligheden hører også den alvorlige udfordring med at tiltrække arbejdskraft nok til det stigende antal ældre. Her hjælper fordomme, myter og stereotyper ikke – og slet ikke i forhold til manglen på social- og sundhedshjælpere- og assistenter.
Derfor betyder det noget, hvordan os, der engagerer os i debatten, omtaler det kommunale sundhedsområde, faggrupperne og deres kerneopgaver. Særligt, når vi lige nu indgår i en debat om, hvorvidt og hvordan ny lovgivning matcher virkeligheden.
