Frede Olesen

Aftale om klyngedannelse i ny PLO-aftale kan styrke det nære sundhedsvæsen Den nye aftale om klynger i almen praksis rummer fantastiske muligheder for at udvikle kvalitet, samarbejde og effektivitet på tværs i det nære sundhedsvæsen, skriver Frede Olesen.

To store problemer giver igen og igen problemer i sundheds- og socialvæsenet. For det første tabes muligheder for gode resultater og brugertilfredshed på grund af mangel på en personlig borger-klient relation, kontinuitet og tillid og på grund af dårligt samarbejde og beskeden kontakt mellem involverede professionelle. Dernæst tabes muligheder på grund af invaliderende og demotiverende ventetider. Når jeg ser succes i kommunale tiltag og i sundhedsvæsenet over for svage grupper, er det oftest, fordi man netop tager fat i de personlige relationer og i håndholdte forløb uden invaliderende ventetider. Naturligvis forudsætter en succes professionalisme og faglighed, men det er ikke nok, uanset hvor meget it man udvikler, hvor mange teams man bygger op, og hvor meget tværfaglighed man bryster sig af.

Vi mangler rigtig meget forskning i, hvad der skaber ventetider, for der er slet ikke nogen klar relation mellem ventetider og ressourcer, og vi mangler mere forskning i forudsætninger for at etablere et godt behandler-klient-forhold. Skammeligt! Men dette er ikke fokus for denne artikel. Nej, fokus er mulighederne for endnu bedre udnyttelse af fordelene ved den almen praksis-model, vi har i Danmark, for denne model har i sin ideelle form både smidig tilgængelighed og en professionel relation mellem læge og patient.

Almen praksis’ samarbejdspartnere klager dog ikke sjældent over de praktiserende lægers forskellighed, mulige kvalitetsforskelle mellem praksis og over, hvor svært det er at få kontakt og aftaler med lægerne om komplekse patienter i svære og langvarige forløb. Forskning tyder på, at de har en relevant pointe.

Alligevel klarer almen praksis sig næsten altid særdeles godt i brugerevalueringer og patienttilfredshedsundersøgelser – både her i landet og i sammenlignelige lande. Mon ikke forklaringen skal findes i læge-patient-forholdet og tilgængelighed?

For de enkelte praktiserende læger og for deres organisationer har denne tilfredshed måske været en sovepude. Krav til kvalitet og den stigende transparens om behandlingsresultater gør det nødvendigt, at praksis tager samarbejdsparternes udsagn om forskellighed og de mulige kvalitetsforskelle mellem praksis mere alvorligt, end man traditionelt har gjort. Patientens prognose må ikke afhænge af, hvilken læge han har valgt.

Her rummer den nye PLO-aftales bestemmelser om klyngesamarbejde mellem læger store muligheder, hvis de udnyttes i de kommende år. På samme måde, som selvejerbønder i over 100 år har fejret store succeser ved at knytte sig sammen i kvalitets- og erhvervsfremmende klynger i andelsbevægelsen, kan læger nu i moderne form gøre det samme. En gruppe læger med et patientunderlag på mindst 30.000 kan samles i en professionel klynge med en formel klyngeleder. Og det kan ske, uden at man nødvendigvis skal flytte sammen i store, ofte mere upersonlige, driftsenheder fjernt fra lokalsamfundet.

Med god dataunderstøttelse giver klyngesamarbejdet for det første mulighed for at arbejde med intern kvalitetsudvikling og sikring af passende ensartet kvalitet. Det kræver, at sygesikringen og PLO sætter fokus på at uddanne gode klyngeledere, og at de enkelte læger indser vigtigheden af passende konsensus om, hvad der er god kvalitet, og endelig at klyngeleder tildeles en passende autoritet.

For praksis’ driftseffektivitet rummer udviklingen dernæst også muligheder for eksempel i form af fælles kurser, aftaler om fælles it-support, administrativ hjælp og eventuelt særligt fælles personale – f.eks. sygeplejersker med specielle kompetencer.  Det sidste skal gerne ske i samarbejde med region eller kommuner.

Men den tredje mulighed er måske allervigtigst. Det er mulighederne for ekstern brug af klyngeledere, og her bør både regioner og kommuner være meget opmærksomme. Hvis der etableres et godt og passende samarbejde med klyngeledere, kan man få en præcis og forpligtende kommunikationskanal til og fra de enkelte praksis. Det – måske især det forpligtende – samarbejde har man ofte manglet, og de praktiserende læger har tilsvarende også ofte klaget over manglende mulighed for dialog og at blive hørt. Der skal to til tango – og her er en ny mulighed.

Hvis klyngetanken udvikles og bliver en succes, er der endnu flere muligheder for at tage fat i de to krav artiklen startede med – relation og kamp mod langsommelighed. Vi må håbe på mange forsøg i kommuner med at sikre et forpligtende samarbejde med klyngerne. Man kan for eksempel knytte faste socialrådgivere, hjemmesygeplejersker, specialsygeplejersker, arbejdsmarkedskonsulenter og lignede til klynger og på den måde sikre et endnu stærkere og især smidigere og mere gensidigt tillidsvækkende samarbejde om de enkelte patienters forløb. Mon de muligheder kan gribes og faciliteres?

Den nye aftale om klynger rummer fantastiske muligheder for at bevare det bedste i selvejerpraksismodellen og samtidig, efter inspiration fra andelstanken, at udvikle kvalitet, samarbejde og effektivitet på tværs i det nære sundhedsvæsen.

Der er muligheder, hvis man vil, hvis alle ser mulighederne, og hvis alle ansvarlige griber dem.

Skriv kommentar