Folketinget har bevilliget 437 millioner kroner til at understøtte en omstilling af dansk ældrepleje fra fokus på tid og køreplaner til fokus på borgerne og deres behov. Landets politikere vil have en mere værdig og omsorgsfuld ældrepleje. Det sker gennem to store puljer. I 2020 fik 31 kommuner tilsammen 245 millioner kroner, mens 25 kommuner i 2021 fik tildelt 192 millioner kroner.

Opdraget til, hvad de mange millioner skal gå til, er enkel: Kæden er hoppet af i dansk ældrepleje. Intentionerne i lovgivningen er gode nok. Her er vægt på selvbestemmelse, livskvalitet, sammenhængende indsatser etc. Ydermere har hver af landets 98 kommuner udarbejdet en lokal værdighedspolitik, der understøtter og uddyber de lokale ambitioner i forhold til at skabe en værdig pleje med borgeren i centrum. I den anden ende af spektret – ude i de kommunale vagtstuer og borgernes hjem – oplever både medarbejdere og borgere en anden virkelighed. Her er der for ofte fokus på tid, minutter og ydelser frem for på mennesker.

Jeg kom hjem og var både rørt om hjertet og overbevist om, at kernen i eksperimentet er rigtig

Kommunerne skal bruge millionerne til at finde frem til, hvor kæden er hoppet af. Kommunerne skal selv eksperimentere sig frem til nye, mere humane måder at levere hjælp på.

Nogle måneder inde i dette historiske forsøg er projekterne ramt af alskens problemer og komplikationer. Visionerne har ramt en kantet og indviklet virkelighed. Der er bøvl med organisering, kompetencer, rekruttering, kommunikation, kultur og væremåder, ledelse etc. Det er svært at gå fra en virkelighed, hvor man som medarbejder kører ud efter faste kørelister, og hvor man går til en leder, når der er problemer – til at være en større gruppe af ligestillede, der sammen og ud fra forskellige fagligheder skal tilrettelægge og gennemføre hverdagen.

Det betyder, at reformprocessen i disse dage og uger er inde i en afgørende fase, hvor der er særligt brug for at huske på, hvorfor det hele begyndte. Derfor tog jeg for nylig en dag med ud at køre borgerbesøg med en sygeplejerske i Haderslev Kommunes variant af eksperimentet, der hedder ‘Kaffe Først’.

Jeg kom hjem og var både rørt om hjertet og overbevist om, at kernen i eksperimentet er rigtig. Det kræver ansvar og handlefrihed at være nærværende, at reflektere og at dyrke relationer og netværk – i stærk kontrast til den nærmest fordistiske planlægningslogik, der de seneste årtier har domineret i ældreplejen, hvor menneskelige behov bliver oversat til kørelister med præcise minutangivelser og ydelser.

Her er et nogle indtryk fra én af de borgere, vi besøgte på dagens rute. Navnene er ændret.

Besøg hos en døende borger

På dagens rute besøgte vi en ældre kvinde midt i 90’erne. Her kalder vi kvinden for Sonja og sygeplejersken for Dorthe. Sonja er terminal, som den kliniske beskrivelse lyder.

På vej ind til Sonja tager Dorthe hjemmevant posten med fra postkassen. Ikke en opgave for en sygeplejerske i snæver forstand, men det betyder ikke noget, hvis det hjælper Sonja.

Sonja ligger i en hospitalsseng i soveværelset. Lille som en fugleunge. Dorthe sætter sig ved Sonjas seng og tager hende i hånden. Dorthe spørger Sonja, om hun er bange eller bekymret. Det er Sonja ikke, fortæller hun os ganske usentimentalt. Hun har været alene i 15 år, siden hendes mand døde, så hun er vant til det. Sonja fortæller, at hun har sin skønne søn, som hun har aftalt alt med i forhold til begravelsen.

Hun har sin nabo, som kigger ind hver dag. Og så har hun Dorthe, som kun er et tryk på nødkaldet væk, hvis hun får brug for det.

Dorthe fortæller, at Sonja har lagt sig til at dø flere gange, men at hun ikke har kunnet gennemføre det, fordi hun ikke har været klar.

Sonja fortæller, at hendes eneste ønske er at komme hjem. Dorthe trykker Sonja lidt hårdere i hånden og fortæller hende, at hun skam allerede er kommet hjem fra sygehuset. At hun er i sit eget soveværelse – men at hendes seng bare står anderledes, end den plejer.

Sonja svinger på kort tid mellem at virke konfus og være klar. I det ene øjeblik skal Dorthe fortælle hende, at hun er hjemme, at hun ikke længere er på sygehus. I næste øjeblik lytter Sonja intenst til vores stemmer og svarer med sammenhængende, gennemtænkte svar. Dorthe vurderer, at det kan være delirium. Sonja drikker for lidt. Men det kan også være, at hun er på vej ud af livet, og at hun derfor med ‘hjem’ mener noget andet, fortæller Dorthe mig.

Sonjas eneste anden bekymring er, at hun ikke kan komme ud i haven og nippe skuddene. Hun savner at have jord og blade mellem hænderne.

Den sidste kærlighed

Sonja fortæller om sin mands død. Manden døde pludseligt. Sonja er ked af, at det gik så stærkt. Hun ville gerne have sagt farvel og givet ham ‘den sidste kærlighed’, som hun siger. Derfor er Sonja glad for den måde, hun selv skal dø på. Hun har tid til afsked.

Sonja fortæller også, at hun ikke får spist så meget. Hun kan ikke tygge og har ingen appetit.

»Jeg forsøger at putte brødet ned i teen, men det hjælper ikke,« siger hun.

Sonja kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor lægerne ikke opdagede kræften noget før. Men hun er ikke bitter. Som jeg oftest møder særligt blandt ældre mennesker, er der en stor taknemmelighed og respekt for den hjælp, man får fra menneskene i sundhedsvæsenet. Som Sonja siger det: »De har været så utrolig søde og rare alle de læger og sygeplejersker, jeg har mødt. Jeg håber ikke, jeg har været for hård ved dem.«

Besøget hos Sonja var en smuk oplevelse, og jeg kører derfra lidt mindre bange for døden

Senere rasler det ved hoveddøren, og Sonjas nabo låser sig hjemmevant ind. Naboen får en kop kaffe ved Sonjas seng.

Dorthe har under hele besøget en fantastisk evne til at dosere sin tilstedeværelse. For eksempel at trække sig, når Sonja og naboen skal have tid til at snakke, eller når Sonja er træt.

Efterfølgende taler nabo og Dorthe kort sammen i køkkenet, mens de sammen vasker kaffekopperne op. De vender bl.a., hvordan Sonja kan få mere mad og væske, og de aftaler, at de sammen skal sørge for, at Sonja får suppe og mos, og den slags. De taler også om, at Sonja vil kunne have glæde af at få sengen rykket ind i stuen, hvor der er mere lys og luft.

Personalemøde må vente

Dorthe skulle egentligt have været tilbage til et personalemøde. Hun er dog blevet opmærksom på, at Sonjas søster har lavet en aftale med Sonjas læge om, at lægen skal besøge Sonja om 14 dage. Så længe er Dorthe ikke sikker på, at der går. Derfor kontakter hun lægen. For som Dorthe siger er liv og død altid vigtigere, og så må hun komme af med mine holdninger på anden vis. Derfor må personalemødet vente.

Dorthe bliver tålmodigt ved Sonjas side, til lægen når frem. Mens de venter, taler Sonja og Dorthe om liv og død, vind og vejr.

Lægen når frem og kommer lige så hjemmevant som Dorthe og naboen ind i Sonjas hjem og sætter sig ved Sonjas seng. Lægen fortæller Sonja, at hun er alvorlig syg, og at hun nok snart skal dø. Lægen spørger, ligesom Dorthe, om Sonja føler sig tryg. Sonja fortæller, at hun er tryg og parat, at hun haft aftalt alt med sin søn, og at hun godt ved, der ikke er noget at gøre ved sygdommen. Lægen og Dorthe svarer nærmest i kor, at de ikke kan gøre noget ved sygdommen, men at de kan passe godt på Sonja.

Sonja vil gerne vide, hvornår hun dør. Hun fortæller, at hun sad to dage ved sin søsters dødsleje: »Vi krammede meget. Det var en god afslutning,« siger hun.

På vej ud tager Dorthe skraldet under armen. Måske heller ikke en klassisk opgave for en sygeplejerske, men hvad gør det, hvis det gør en forskel for Sonja.

Ude foran Sonjas hus taler lægen og Dorthe kort sammen. De taler om fælles bekendte og ting i lokalområdet, men de taler først og fremmest om, hvordan de sammen kan tage sig af Sonja. De bliver enige om, at sønnen skal kontaktes med det samme, så han kan nå frem og være ved Sonjas side. De aftaler, at lægen skal sørge for, at Dorthe og hendes kolleger har de nødvendige medikamenter, der skal til for at give Sonja en smertefri og tryg sidste tid.

De svære ting

I bilen tilbage til kontoret spørger jeg Dorthe, om det ikke slider på hende at have døden så tæt på. Dorthe virrer med hovedet og svarer: Nej, da, tværtimod, det er så vigtigt og smukt – men selvfølgelig også barskt.

Dorthe har arbejdet fem år på hospice og elskede jobbet. Jeg kan godt følge hende. Besøget hos Sonja var en smuk oplevelse, og jeg kører derfra lidt mindre bange for døden.

I bilen taler vi også om, hvad det betyder at være et lille team, der med forskellige fagligheder som sygeplejersker, sosu-hjælpere og sosu-assistenter har et fælles ansvar for en gruppe af borgere. Dorthe er stærkt begejstret, også selvom der er meget, der bøvler.

Mit budskab til alle jer derude, der i det daglige knokler med denne stille revolution af ældresektoren er derfor enkel: Hold ud.

Som Dorthe siger:

»Når man giver lidt til borgerne, viser de os tillid og begynder at dele ting med os. Vi kan tale med dem om de svære ting. Om ensomhed. Om døden. Men også om al det, der gør livet værd at leve i en høj alder. Der er nogle ting, som er nemmere for borgerne at tale med os om. Det kan f.eks. være børn, som man har tabt kontakten til. De giver så utrolig meget mening at arbejde på denne måde.«

Fem minutter til mad

Hjemme på kontoret igen, en lille halv time forsinket, kommer vi ind midtvejs i et personalemøde. Stemningen er intens og irritabel. Stærke reminiscenser af den gamle produktionslogik hænger stadig i murværket.

Temaet for mødet er samarbejdet mellem dem i kommunen, der tildeler tid til pleje, og dem der plejer borgerne. Plejerne føler sig styret af alt for stramme tidskrav. Ord som ydelser, visitation, kvalitetsstandarder og serviceniveau præger debatten. Her nævnes fem minutter til at varme mad hos én borger, og tre minutter til at dosere medicin til en anden borger.

Små tegn

Der er en grund til, at en svensk kommune har arbejdet ti år med at indføre en Buurtzorg-inspireret ældrepleje og stadig ikke selv synes, de er i mål. Det tager tid, fordi det er en omstilling af selve grundmotoren.

Turen med Dorthe har dog forsikret mig om, at den grundlæggende tænkning er rigtig: Livskvalitet og plejebehov kan ikke sættes på formel og oversættes til kørelister. Det kræver menneskeligt nærvær og relationer. Og det kræver, at vi fjerner det produktionsapparat, som hjemmeplejen er blevet til og i stedet erstatter det med fuld blus på tilliden til den enkelte, fuld blus på supporten til teamene (ikke at forveksle med bureaukrati og administration) og fuld blus på kompetenceudviklingen. For det kræver kompetencer at gøre ligesom Dorthe, der tager det fulde ansvar for borgernes liv på en kærlig, værdig og professionel måde.

Mine personlige oplevelser fra dagen underbygges af de første, spæde (og endnu ganske uvidenskabelige) data fra de projekter, jeg følger. Sygefraværet er nogle steder faldende, fordi der med mere ansvar følger mere ansvarlighed. Antallet af forskellige medarbejdere i borgernes hjem er faldende, fordi det er nemmere at koordinere besøg, når man er en lille gruppe medarbejdere, der er sammen om borgerne.

Mit budskab til alle jer derude, der i det daglige knokler med denne stille revolution af ældresektoren, er derfor enkel: Hold ud. Det tager tid. Men retningen og rigtig, og det skal nok komme til at virke!