Skrønen om de dataløse kommuner
Foto: Lise Balsby

Skrønen om de dataløse kommuner Der har aldrig været flere data i kommunerne, end der er i dag. Problemet er alle udfordringerne, der gør det svært, at sætte data i spil, skriver kommunalsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe.

Jeg bliver med jævne mellemrum mødt af spørgsmålet om, hvorfor det står så sløjt til med sundhedsdata i de danske kommuner. Undringen kan komme fra kolleger i almen praksis, fra sygehusene, regionerne og også fra kommunerne selv. Fortællingen om, at de danske kommuner er dataløse har på det nærmeste bidt sig fast. 

Tillad mig at starte med at punktere myten. De danske kommuner har masser af data. Og kommunerne digitaliseres i disse år i et stadigt stigende omfang. Data på hjemmeplejen, ydelser, indsatser, demografiske data, data på vores genoptræning, forløb, hjælpemidler, sygepleje osv. Mængden af data er ikke kommunernes største udfordring. Værdiskabende anvendelse af dem er en langt større. Det er først, når data sættes i spil, de bliver interessante, og her ligger ikke bare kommunernes men nogle af det samlede sundhedsvæsenets største udfordringer. 

Mængden af data er ikke kommunernes største udfordring. Værdiskabende anvendelse af dem er en langt større. Det er først når data sættes i spil, de bliver interessante, og her ligger ikke bare kommunernes men nogle af det samlede sundhedsvæsenets største udfordringer 

Ofte er vores data låst til en meget begrænset anvendelsesflade. I tværsektorielle forløb bokser vi med at få lov at dele den helt logiske viden, som vil have stor betydning for at skabe øget kvalitet for det menneske, der skal udskrives og hjemsendes med støtte fra den kommunale sygepleje. Flere forsøg gøres med fælles ledelse, tværsektorielle ansættelser og med patienten/borgeren godt plantet i centrum. Men vi strander på de barrierer for deling af data, som på selvsamme tid er skabt for at passe på de mennesker, vi har med at gøre. Vi ser eksempler på sygeplejersker ansat i tværsektorielle projekter, som tager på arbejde med to pc’ere. Én fra kommunen og én fra sygehuset. Vi kan simpelthen ikke håndtere delingen i de logikker og lovgivninger, vi arbejder under i dag. Og på den måde giver dataenes anvendelse en begrænset værdi for borgeren og patienten målt op mod potentialet.

Begrænsninger i anvendelse og værdiskabende data møder vi også i kommunerne. I forbedring af folkesundheden er det ikke kun de klassiske sundhedsdata, der er interessante at bringe i spil. De store data og økonomiske ressourcer findes, hvis vi i endnu højere grad formår at skabe integration mellem viden (data) på tværs af sundhed, social og beskæftigelse. Borgerne forventer, at vi kan agere i et understøttende system, der kan håndtere, at en kræftsyg på selvsamme tid har indgang i sygedagpengeafdelingen, genoptræner på det kommunale sundhedscenter og har børn, der er ramt af forældrenes alvorlige sygdom. At vi via anvendelse af data i forløbet kan bidrage til at skabe værdi for den samlede familie. 

Virkeligheden er blot en anden, og derfor ender borgeren med at blive sin egen bærer af viden og desværre også ofte den, der skal forsøge at koordinere det samlede forløb. Integrerbare data har potentialet til at skabe klogere og smidigere forløb. 

Den enkelte kommune, det enkelte sygehus og almen praksis har med respekt for sig selv en strategi for data, håndtering og anvendelse. Har egne systemer og egne koder, og det vil sige forskellige infrastrukturer, som ikke taler sammen på tværs

Vi er der bare ikke endnu. Og det handler ikke om manglende data eller manglende vilje. 

Der har aldrig været flere data i sundhedsvæsenet, end der er i dag. En gennemsnitlig dansk kommune har over mellem 200 og 300 forskellige fag- og it-systemer. Det ressourcetræk det kræver at holde systemerne ajour, uddanne personale til anvendelse, håndtere nedbrud og geninvestere i nyt software, når det gamle forældes, er eksempler på de kedelige men faktuelle barrierer for, at dataintegrationen går langt langsommere end ønsket. 

Kompleksitet og det databaserede offentlige væsen har udviklet sig successivt uden en større samlet strategi herfor. Regionerne har deres strategi. KL har en. Den enkelte kommune, det enkelte sygehus og almen praksis har med respekt for sig selv en strategi for data, håndtering og anvendelse. Har egne systemer og egne koder, og det vil sige forskellige infrastrukturer, som ikke taler sammen på tværs. Differentieringen og prioriteringerne arbejder i forskellige retninger, når ikke der er fællesskab om den strategiske retning. 

Databasereret offentligt ledelse af sundhedsindsatserne har et voldsomt potentiale. Og håndteringen skal kunne gå hånd i hånd med den værdi, anvendelsen af data skal have for de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.