Vi står over for en fremtid med flere ældre og færre i den arbejdsduelige alder. Finansministeriet anslår, at vi i 2030 vil mangle omkring 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere. 

Der er brug for at tænke smartere – og herunder i et nyt system for digital understøttelse, der understøtter en tværfaglig indsats af høj kvalitet, hvor medarbejderne bruger tiden på borgerne frem for på unødigt administrativt arbejde.

Udfordringer i det nuværende system

De kommunale, digitale omsorgssystemer er udviklet til at understøtte den eksisterende lovgivning, hvor hjemmepleje og sygepleje er adskilt, og hvor det er givet per lov, at borgeren skal have mulighed for frit valg af leverandør på området for personlig og praktisk bistand. 

Der er adskilte moduler for hjemmepleje, hvor myndighed og leverandør kan kommunikere om, hvilken indsats borgeren skal have, og for sygepleje, hvor den kommunale sygepleje kan definere og delegere ydelser til de offentlige eller private leverandører, der er i kommunen. Planlægning af hjemmepleje sker uafhængig af sygepleje – der planlægger for sig selv – og træningsområdet har senest også fået sit eget modul. 

Spørgsmålet er, om vi kan og vil udvikle et nyt og radikalt anderledes digitalt system efter nederlandsk forbillede, og hvem der i givet fald tager det første skridt

Hvis vi fremadrettet skal etablere et bedre tværfagligt samarbejde, hvor de udførende medarbejdere har mere tid til borgerne, er det væsentligt at se på den rolle, som de digitale omsorgssystemer spiller. 

De digitale omsorgssystemer kan både være med til at fastholde den nuværende paragraf- og faggruppeopdelte organisering og til at skabe rammerne for og opmuntre til, at der bliver kommunikeret og planlagt på tværs af fagligheder og paragraffer.

Fremtidens digitale omsorgssystem skal tage afsæt i borgernes og de fagprofessionelles behov og begrænse dokumentationen til det mest nødvendige. 

Der er fortsat brug for at kunne planlægge – dokumentere fagligt – og tilvejebringe den nødvendige dokumentation til brug for styring og (kvalitets)udvikling på området. 

Kunsten vil være at udvikle et digitalt system, hvor ‘less is more’, og hvor der styres efter få udvalgte nøgleparametre, samtidig med at paragrafferne og faggrupperne samtænkes. 

Inspiration fra Nederlandene

VIVE har studeret den digitale understøttelse af hjemme- og sygeplejen i Buurtzorg-modellen for på den baggrund at få inspiration til, hvordan et nyt og mere simpelt system for digital understøttelse på ældreområdet kan se ud. 

Her er der mindst fem væsentlige pointer:

• Der er udviklet ét fælles, digitalt planlægningssystem for social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker. De tre faggrupper planlægger ikke parallelt, men fælles. 
• Der dokumenteres fagligt meningsfuldt og ved brug af standardiserede fraser, samtidig med at medarbejderne let kan klikke sig videre til visuelle vejledninger om, hvordan de skal varetage pleje- og behandlingsopgaven i hjemmet.
• Der gives et populationsoverblik med mulighed for at se, om den behandling og pleje, som den enkelte borger får, svarer til dennes diagnose og (samlede) sygdomshistorik.
• Der styres på få udvalgte nøgleparametre (borgertilfredshed, borgertid og fravær), og alle teams kan se, hvordan de klarer sig sammenlignet med andre teams i kommunen eller landet som helhed. 
• En klar aftale om, at hvert team skal have en borgertid på 61 procent, regulerer produktiviteten og sikrer, at der både er tid til team- og kompetenceudvikling, ferie og andet fravær.

Perspektiver i den nederlandske model

Den nederlandske model er udviklet til at understøtte selvstyring i tværfaglige teams bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, der leverer integreret hjemme- og sygepleje under det, der i dansk kontekst svarer til sundhedsloven. 

Modellen er understøttet af en national lovgivning, der samler sygepleje (sundhedslovens paragraf 138) og personlig pleje (servicelovens paragraf 83) under én lov (sundhedsloven), og som udskiller praktisk bistand og langtidspleje under en anden lovgivning (serviceloven). 

Selvvisitation på sygepleje og personlig pleje muliggøres af en stærk rehabiliteringskultur, krav om sygeplejefaglig udredning hver tredje måned, dataanalyse og stikprøveaudit.

Det muliggøres igen af et it-system, der understøtter faglighed og danner grundlag for databaseret analyse af, om borgerne får den nødvendige behandling og pleje. 

Hvem tager det første skridt?

Hvis vi vil frisætte og afbureaukratisere ældreområdet, er der meget at lære af den nederlandske model, både hvad angår (ny) lovgivning, (ny) styring og (ny) digital understøttelse.

Spørgsmålet er, om vi kan og vil udvikle et nyt og radikalt anderledes digitalt system efter nederlandsk forbillede, og hvem der i givet fald tager det første skridt. 

Lige nu afventer vi regeringens udspil til en ny ældrelov, samtidig med at der arbejdes med forenkling af fællessprog III – den fælleskommunal metode og standard for dokumentation af den kommunale opgaveløsning på sundheds- og ældreområdet – og forskellige former for add-on løsninger til de eksisterende digitale omsorgssystemer.

Det er en reel risiko for, at den nuværende udvikling ikke slår til, fordi der er en naturlig træghed og mange gensidige afhængigheder i det eksisterende system, der medvirker til at fastholde den velkendte paragraf- og faggruppeopdelte organisering af arbejdet. 

Det er inden for de kommende 7 år, at vi, som Finansministeriet foreskriver, kommer til at mangle op mod 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere. 

Derfor er det også nu, der bør igangsættes et ambitiøst arbejde med nyudvikling af de kommunale digitale omsorgssystemer.