I en tid med mangel på arbejdskraft i ældreplejesektoren, og hvor forventningerne fra samfundet er høje, er der et presserende behov for at finde måder at forbedre kvaliteten af plejen. 

Traditionelt set har fokus været på overordnede, strategiske beslutninger, men jeg vil argumentere for, at en mere effektiv tilgang er at fokusere på dem, der står i første linje: medarbejderne. Disse professionelle er dem, der dagligt interagerer med de ældre og dermed har et dybdegående kendskab til deres behov og udfordringer.

Så kære politikere, chefer og konsulenter: Det er på tide, at vi i kommunerne ændrer tilgangen til kompetenceudvikling og kvalitet i den kommunale ældrepleje. På plejehjemmene og i hjemmeplejen. Vi skal tage udgangspunkt i medarbejdernes hverdag og møde med borgerne. 

Vend bøtten på hovedet

Den traditionelle oppefra-og-ned-tilgang fører til generelle løsninger, der ikke tager højde for de specifikke udfordringer og nuancer, som medarbejdere og borgere står overfor i hverdagen. Det skaber en situation, hvor medarbejdere føler, at deres viden er undervurderet eller overset. Det kan demotivere og løfter i hvert fald ikke kvalitet og effektivitet.

Der er behov for løbende udvikling af medarbejdernes kompetencer. Ny viden kommer til, nye medarbejderne kommer til sammen med nye metoder og overordnede prioriteringer

Så vi skal vende bøtten på hovedet, tale med medarbejdere, borgere og pårørende om hverdagskvaliteten i den kommunale ældrepleje; problemerne, mulighederne og løsningerne. På den baggrund skal vi tilrettelægge kvalitetsudvikling, kompetenceløft, styringssystemer og strategier.

De dygtige medarbejdere har en dyb forståelse af de ældres behov, fra plejebehov over medicinske til emotionelle. Denne viden er ikke kun generel og tillært gennem uddannelse, men situationsbestemt og praktisk og tilføres derfor også gennem dag-til-dag-interaktion mellem medarbejderne og borgerne. Denne praksisfaglighed skal ikke blot anerkendes, men også bruges som et aktivt redskab til forbedring af plejens kvalitet. 

Behov for udvikling i praksis

Vi skal tage relationens betydning for kvaliteten i plejen alvorligt. Uden gode relationer mellem medarbejdere og borgere giver medarbejdernes teknisk korrekte indsats ikke nødvendigvis øget livskvalitet hos de gamle. Medarbejderne ved, hvad der gør en forskel for den enkelte i hverdagen, og hvor stive systemer står i vejen for god kvalitet. Denne konkrete viden skal vi have inddraget i kvalitetsudvikling og kompetenceløft.

Inden vi falder helt i svime over alle lyksaligheder ved praksisnær kvalitetsudvikling er det nødvendigt at sige, at demokratiske og evidensbaserede strategier og tilgange bestemt har deres berettigelse og nødvendighed. Mit ærinde her er for det første at plædere for, at medarbejderne og deres praksis i langt højere grad skal indtænkes i kvalitetsudvikling og kompetenceløft. 

Der er behov for løbende udvikling af medarbejdernes kompetencer. Ny viden kommer til, nye medarbejderne kommer til sammen med nye metoder og overordnede prioriteringer. Men den konkrete kompetenceudvikling og metoderne skal designes på en sådan måde, at det både giver medarbejderne de nødvendige teoretiske redskaber og muligheden for at anvende dem i deres egen praktiske hverdag. Det er ikke nok at kende til teorier om god pleje; medarbejderne skal også trænes i at realisere disse i den komplekse og virkelige hverdag.

Dobbelt ekspertise er nødvendig 

Og det bringer mig til mit andet ærinde: De ledere og konsulenter som i praksis står for både systemdesign, kvalitetsudvikling og design af kompetenceudviklingsforløb for medarbejderne i plejen. De skal kunne meget. 

For det første: Ikke alle gode praktikere er gode undervisere, og ikke alle gode teoretikere har et greb om praksis. Derfor skal de, der tilrettelægger og forestår undervisningen, have dobbelt ekspertise. Det vil sige både en teoretisk viden og praktisk erfaring i ældreplejen. Kun denne dobbelthed sikrer, at undervisningen og praksis hænger sammen og er relevante for udviklingen af ny praksis.

For det andet: Der er behov for, at strategier, styringssystemer, ledelse og praksisnær kvalitets- og kompetenceudvikling hænger sammen og ikke spænder ben for hinanden. Det kræver viden om og erfaring med systemdesign, lokalpolitiske processer, faglig teori og didaktik. Så den kommunale organisation skal leve op til mange forskellige krav, men hvis den ikke gør det, får vi ikke sammenhæng i styring, ledelse og kvalitetsudvikling i faktiske pleje og omsorg for vores gamle.