Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen – standarder eller forpligtende samarbejde?
Foto: Lise Balsby

Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen – standarder eller forpligtende samarbejde? Standarder øger ikke kvaliteten alene. Spørgsmålet er om selvstændige kvalitetsstandarder og retningslinjer for hver sektor, bør afløses af et større fokus på langt mere forpligtende samarbejde, skriver kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho Broe

Sundhedsområdet har gennem det seneste årti gennemgået en markant forandring. Specialiseringen på de store hospitaler er øget, indlæggelsesforløb kraftigt afkortet og en lang række opgaver, der tidligere blev løst under indlæggelse, løses i dag i kommunerne. Udviklingen er gået stærkt og har været initieret af såvel lovindgreb, flere generationer af sundhedsaftaler samt overenskomsterne for de mange faggrupper i sundhedsvæsenet. Senest har overenskomsten for de alment praktiserende læger flyttet mere opfølgning og behandling helt ud i praksis.

Bevægelserne er mange – og samtidige. Men ikke altid koordinerede. Der er med opgaveflytningerne naturligt kommet en debat omkring kvaliteten i de opgaver, der løses på den kommunale bane.

Målet kan ingen være uenige om. Kvaliteten i borgernes sundhedsvæsen skal være i top. Virkeligheden er blot, at vejen dertil er brolagt med forhold, som bør tages i betragtning, hvis spørgsmålet er, om kvalitetsløftet skal komme via flere nationale kvalitetsstandarder for kommunerne.

Vi argumenterer i stigende grad i forløb, hvorfor spørgsmålet om selvstændige kvalitetsstandarder og retningslinjer for hver sektor, bør afløses af et større fokus på langt mere forpligtende samarbejde – understøttet af fælles aftaler og ikke mindst understøttet af ledelse af gode patient/borgerforløb.

Først og fremmest er det vigtigt at huske, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der fastlægger egne standarder for, hvilken hjælp den enkelte borger i kommunen kan forvente inden for hjemmepleje, rehabilitering, genoptræning osv. Kommunen definerer kvalitetskravene, som anvendes til løbende opfølgning og tilsyn med opgaveløsningen. Dette forhindrer ikke en udarbejdelse af fælles standarder, men set i et nærdemokratisk perspektiv, støder vi hurtigt ind i prioriteringsdiskussioner. Nye standarder kan betyde behov for øget finansiering – som ligger udover det niveau, der er prioriteret i forvejen. Lokale og regionale forskelle kan være store. Demografi og geografi betyder forskellige lokale betingelser for prioriteringer.

Udviklingen i det nære sundhedsvæsen har tillige vist os, at tiden, hvor hver sektor alene kan stå på egne kvalitetsprogrammer er forældet. Vi argumenterer i stigende grad i forløb, hvorfor spørgsmålet om selvstændige kvalitetsstandarder og retningslinjer for hver sektor, bør afløses af et større fokus på langt mere forpligtende samarbejde – understøttet af fælles aftaler og ikke mindst understøttet af ledelse af gode patient/borgerforløb.

Det forpligtende samarbejde fordrer det lange, seje træk, men er heldigvis også en udvikling, som vi ser i stadigt stigende hast. De netop fornyede sundhedsaftaler, hvor flere tager afsæt i en værdibaseret tilgang til samarbejde på tværs, er et godt eksempel herpå. Fokus er på den gensidige afhængighed mellem sektorerne, hvor samarbejde skal øges og skabe høj kvalitet i de sammenhængende forløb, borgere og patienter med rette efterlyser.

Standarder gør det således ikke alene. Og sektoropdelte standarder gør det slet ikke.

En skjult faktor handler endvidere om det ressourcetræk udarbejdelse af fælles aftaler trækker. Vi skal tænke os rigtigt godt om. Hver gang der iværksættes en ny proces, hvor standarder ønskes fællesgjort eller nye ønskes udarbejdet, aktiveres store maskiner, og anvendes et utal af mandskabstimer i processerne. Står nationale fælles retningslinjer mål med ressourceforbruget? For hvis skyld ønskes kvalitetsstandarderne – og hvordan besluttes, hvilke retningslinjer eller standarder, der er de vigtigste at gå ombord i?

Ligger svaret omkring kvalitet i det nære sundhedsvæsen et andet og mere ligefremt sted? Nemlig i det nære samarbejde mellem de aktører, der udgør aksen; hospital, almen praksis og kommunen – understøttet af fælles faglige anbefalinger, vejledning, kompetenceudvikling og støtte? Men ikke med et isoleret mål om at ensarte alle 98 på en og samme tid.

Standarder ensretter, men fratager potentielt også initiativ og faglig udviklingskraft. Hver gang der foretages en prioritering, er der andet, vi ikke har mulighed for at give samme opmærksomhed. Eksempelvis ledelse i de tværsektorielle forløb, fælles kompetenceudvikling, forpligtende samarbejder mellem sektorer for at fremhæve et par centrale områder, som først og fremmest er det, der skaber høj kvalitet i det nære sundhedsvæsen.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.