Hvordan sikres den bedst mulige kommunale sygepleje? At der er pres på sygeplejen i kommunerne, er der ingen tvivl om. Men vi kan ikke genkende, at sygeplejerskerne er presset nedefra, indefra og ovenfra, skriver formand og 2.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Sidsel Vinge skriver i sit blogindlæg ‘Hvad er de kommunale sygeplejersker på vej til at blive?’ fra 11. juni 2020, at sygeplejersker i kommunerne er under pres nedefra, indefra og ovenfra.

At der er pres på sygeplejen i kommunerne, det kan der vist ikke være nogen, der er i tvivl om. Men at tale om, at sygeplejerskerne er presset nedefra, indefra og ovenfra med de begrundelser, Sidsel Vinge angiver, er ikke det billede, vi har af en kommunal sygepleje i rivende udvikling. Tværtimod.

Udviklingen i sundhedsvæsnet går stærkt med en stadig stigende kompleksitet i plejen og behandlingen af borgere. Opgaver er allerede flyttet fra sygehusene til kommunerne, og flere borgere med kroniske sygdomme skal have pleje og behandling i eget hjem. Dette medfører også en stigende kompleksitet i den kommunale sygepleje og VIVE har selv tidligere peget på, at dette bl.a. kan imødekommes ved et øget fokus på organisering, ledelse og kompetenceudvikling hos sygeplejerskerne.

Som nævnt har Sidsel Vinge beskrevet, at der er pres på sygeplejerskerne. Vi ser det med lidt andre øjne. De forandringer, vi ser i den kommunale sygepleje, er en naturlig og nødvendig udvikling, hvis vi skal kunne varetage de opgaver, der følger af forandringerne i sundhedsvæsnet, hvor hele formålet er at styrke plejen og behandlingen af borgerne.

Ændringer i uddannelserne er en styrke i udviklingen af sundhedsvæsnet

Sidsel Vinge beskriver, at sygeplejerskerne er udsat for et pres nedefra på grund af stadigt mere kompetente social- og sundhedsassistenter. Der er vel næppe nogen tvivl om, at både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter varetager sygepleje i kommunerne – og ingen af os har patent på at yde sygepleje. Så hvis vi fastholder et konkurrenceelement i stedet for fokus på samarbejde og udvikling, bliver borgerne taberne i denne kamp. Det er ikke til borgernes bedste, hvis vi udelukkende sætter fokus på fagskel og faggrænser. Vi er sikre på, at vi kun udvikler den kommunale sygepleje gennem samarbejde og en prioritering af, at medarbejderne uddannes bedst muligt.

Der er vel næppe nogen tvivl om, at både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter varetager sygepleje i kommunerne – og ingen af os har patent på at yde sygepleje

Sidsel Vinge beskriver, hvordan social- og sundhedsassistentuddannelsen løbende er tilpasset de forandringer, der er sket i sundhedsvæsnet. Ændringer i sundhedsvæsnet kræver løbende tilpasning af alle uddannelser, hvilket også afspejler sig i de ændringer, der er sket i sygeplejerskeuddannelsen senest i 2016, hvor bl.a. det at kunne varetage og udvise klinisk lederskab er blevet en central kompetence.

Sygeplejerskeuddannelsen skal, som en naturlig følge af ændringen fra 2016, evalueres inden for det kommende år. Så i takt med at social- og sundhedsassistenterne har fået mere uddannelse og flere kompetencer, gør det samme sig jo gældende for sygeplejerskerne.

Indførelse af akutteams er et svar på udviklingen i det nære sundhedsvæsen

Med indførelsen af akutteams i kommuner konkluderer Sidsel Vinge, at det har medført to slags sygeplejersker i kommunerne. Det mener vi ikke er rigtigt. Der er i stedet tale om én gruppe af kommunale sygeplejersker, men med forskellige opgaver, kompetencer og ansvarsområder. Målet er her at kunne yde den sygepleje, der er behov for, uanset om der er tale om akutbehov eller ej.

Og så skal det også bemærkes, at akutsygeplejersker ikke er fritaget for vagter og skæve arbejdstider. Hvis det var tilfældet, ville det jo betyde, at borgerne alene har brug for akut hjælp i dagtimerne mellem kl. 8 og 15, hvilket jo langt fra er i overensstemmelse med virkeligheden.

Et øget kompetenceniveau styrker sygeplejen ovenfra

Udviklingen i sundhedsvæsnet kræver, at vi også har fokus på stærke efter- og videreuddannelsesmuligheder for de sundhedsprofessionelle. Det er ikke nyt for sygeplejerskerne at samarbejde med kolleger med forskellige uddannelsesniveauer. Derfor undrer vi os over, at Sidsel Vinge mener, at en øget specialisering i kommunerne skulle udfordre netop hjemmesygeplejerskernes selvforståelse, fordi de … »ikke længere er er øverste sundhedsfaglige kompetenceniveau i kommunerne«.

Læs også: Hvad er de kommunale sygeplejersker på vej til at blive?

Vi ser ikke et modsætningsforhold mellem det at have en efter- eller videreuddannelse og at indgå i klinikken. Specialiserede kompetencer skal være tæt på borgerne og skal være en del af den nære sygepleje

Det er ikke nyt for sygeplejersker, hverken i kommunerne eller andre steder i sundhedsvæsnet at trække på specialiseret viden hos kompetente kollegaer for at kunne yde den bedst mulige sygepleje f.eks. inden for sårpleje og palliativ pleje. Derfor er vi helt sikre på, at specialuddannelsen i borgernær sygepleje og APN-uddannelsen vil øge det kompetencefelt, både hjemmesygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne fremover vil trække på.

Vi ser ikke et modsætningsforhold mellem det at have en efter- eller videreuddannelse og at indgå i klinikken. Specialiserede kompetencer skal være tæt på borgerne og skal være en del af den nære sygepleje. Dette bidrager til, at vi kan udvikle og forske i sygeplejen.

De første APN-sygeplejersker bliver først uddannet om et år, og derfor ligger der også en stor ledelsesmæssig opgave forude i forhold til at anvende denne gruppe sygeplejerskers kompetencer bedst muligt i den kommunale sygepleje. De kommende APN-sygeplejersker vil sammen med de øvrige sygeplejersker i kommunerne medvirke til at sætte fokus på, at udvikling i sygeplejen sker forskningsbaseret og med udgangspunkt i et højt fagligt niveau.

Den kommunale sygepleje fortjener et stærkt samarbejde

Fokus må være, hvordan vi sikrer den bedst mulige kommunale sygepleje. Det kræver samarbejde både monofagligt og tværfagligt i kommunerne. Lad os samarbejde om at få den kommunale ledelse til at prioritere, at vi har de bedst mulige kompetencer, og at vi anvender de kompetencer, vi har til rådighed til gavn for borgerne. Og lad os frem for alt samarbejde om at fordele opgaverne meningsfuldt mellem os.

De borgere i landets kommuner, der er afhængige af at modtage pleje og behandling, skal være sikre på, at de møder dygtige og kompetente sundhedsprofessionelle, der arbejder tæt sammen om at sikre den bedst mulige kommunale sygepleje.

Kommentarer

  1. Kære Grete og Dorthe,
    Først og fremmest tak fordi I går ind i debatten omkring sygeplejen i kommunerne – ikke kun sygeplejerskerne, men sygeplejen.
    Jeg kan se, at I i jeres replik læser min oprindelige artikel, som om jeg leverer mine personlige synspunkter på hvad der bør ske, og som I så erklærer jer uenige i. Jeg tror, vi har talt lidt forbi hinanden. Og jeg tager gerne min del af ansvaret for måske ikke at have gjort det helt klart: Det, jeg præsenterer i mit blogindlæg, er, hvad jeg har iagttaget, at sygeplejersker og assistenter derude siger og oplever. Det er, hvad de fortæller mig, når jeg som led i mit arbejde følger dem i hverdagen, når jeg interviewer dem, når de kontakter mig på mail, telefon, LinkedIn, Twitter, når jeg debatterer med dem under de efterhånden rigtigt mange oplæg, jeg har holdt i hele landet for kommunale sygeplejersker. For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de har ”ret” derude – eller om de repræsenterer noget ”gennemsnit”. Jeg har talt med virkelig mange hjemmesygeplejersker de seneste 2-3 år, men da langt fra alle! For mig er det et spørgsmål at om høre hvad de siger og som minimum tage dem alvorligt: Det er ikke mig, der taler om at ”A og et B-hold”. Det er dem derude – og som føler, at de er kommet på ”B holdet”! Det er ikke mig, der mener ”at en øget specialisering i kommunerne skulle udfordre netop hjemmesygeplejerskernes selvforståelse, fordi de ikke længere er er øverste sundhedsfaglige kompetenceniveau i kommunerne”, som I undrer jer over, at jeg ”konkluderer” i mit indlæg. Det er i stedet noget som med al tydelighed fremgår, når jeg interviewer såvel almindelige hjemmesygeplejersker som akutsygeplejersker. Alle akutsygeplejersker, jeg nogensinde har mødt, gør alt hvad de kan, for ikke at signalere, at de er ”A-holdet”, men i stedet være så samarbejdende og anerkendende over for hjemmesygeplejen som overhovedet muligt. Det er helt andre ting, det handler om: Fx at man som hjemmesygeplejerske med 15 års erfaring nu ikke længere ringer direkte til lægen – men først skal forbi en akutsygeplejerske inden.
    Min pointe er, at vi bliver nødt til at interessere os mere for, hvad hjemmesygeplejerskerne derude i driften egentlig oplever? Hvad er det egentlig, der bekymrer i hvert fald nogle af dem? Hvad er det egentlig de siger, der er sket med deres opgaver, rolle og ansvar – og andres ditto?
    Et andet tema som fylder derude: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har talt med en gruppe kommunale sygeplejersker uden de har kommenteret på, at de oplever der kommer flere og flere såkaldte skrivebordssygeplejersker. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men det er et emne, der fylder: At nogen skal levere sygepleje, mens andre skal udvikle, kvalitetssikre, visitere, osv. Det tema fylder mere blandt sygeplejerskerne i driften nu, end jeg oplevede, at det gjorde for 10-15 år siden. Og jeg tror ikke, det er nok at sige, at det her bare er en ”naturlig” udvikling, hvis man skal komme bekymringer og skepsis blandt sygeplejerskerne i driften i hjemmesygeplejen til livs.
    Og a propos de nye uddannelser – APN, borgernær sygepleje – så er jeg på ingen måde hverken for eller imod de uddannelser. Men den bekymring, jeg hører blandt hjemmesygeplejersker, er, at uddannelserne – alle gode intentioner til trods – åbenbart har en tendens til at føre til flere skrivebordssygeplejersker. Det er ikke noget, jeg synes, de automatisk fører til. Det er noget, sygeplejersker i kommunerne bliver ved med at fortælle mig, at de oplever sker. Om det er sandt, ved jeg ikke. Men måske man kunne bruge den viden til at være mere nysgerrig på, hvad det egentlig er de oplever der sker derude, og på at være meget bevidst om, hvordan man udvikler praksis bedst, og hvordan man vil bruge sygeplejersker med nye kompetencer: Skal de være i specialteams? Skal de være bag skrivebordene? Eller er det vigtigt, at de er med i driften? Hvad er fordele og ulemper? På kort og på langt sigt? Hvor fører det sygeplejen hen, at den bliver delt i flere teams/enheder med hvert sit ledelsesmæssige ophæng og hver sine specialopgaver – om så det er på akutområdet eller andre områder? Går vi videre ned ad den vej, får vi så også et kræftteam? Et kol-team? Måske er den form for hospitalsinspireret specialisering løsningen i kommunerne? Måske er det ikke? Men i det mindste fortjener det en seriøs debat!
    Jeg betragter ikke nogen som helst udvikling i det kommunale sundhedsvæsen og den kommunale sygepleje som ”naturlig”: Der er tale om valg, som alle har fordele og ulemper. Aalborg kommune har fx meget bevidst valgt ikke at have et akutteam. Ikke fordi Aalborg er imod at løfte opgaverne på akutområdet. Men fordi de mener, at de opgaver skal ligge hos hjemmesygeplejersken – som så til gengæld har skullet efteruddannes. I Ålborg køber de ikke præmissen om, at en deling af sygeplejen er nødvendig – eller hensigtsmæssig – for at kunne løse akutopgaverne.
    Der er således delte meninger – også blandt lederne af sygeplejen i kommunerne – om hvorvidt akutteam er løsningen, om det fører til, at de to hold sygeplejersker spiller hinanden gode og supplerer hinanden? Det er ikke alle steder, at hjemmesygeplejerskerne er glade for at være fri for det mere ”akutte” eller ”komplekse”. Billedet er bare ikke så entydigt. Men jeg vil ikke påstå, at den ene eller den anden måde at organisere akutfunktionerne på er mere ”naturlig” end den anden.
    Sluttelig: Jeg er grundlæggende set sikker på, at vi faktisk mener det samme: Vi kommer længst med at lytte til dem derude. Ikke kun til lederne. Ikke kun til TR’erne. Ikke kun til dem med specialuddannelserne. Og måske ikke engang kun til sygeplejersker, men også til assistenterne, som er en stor og voksende gruppe, der løser flere og flere sygeplejeopgaver omkring borgerne. Vi kommer længst ved at lytte til dem alle sammen.
    Bedste hilsner,
    Sidsel

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.