Foto: Privat

Fra revisorassistent til SOSU-elev: Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv Hver dag lærer jeg noget nyt af mine kolleger, og jeg bliver varm helt ind i kroppen, når jeg ved at gøre en lille ting, kan skabe glæde hos en anden, skriver Lene Fyhn Nielsen, social- og sundhedsassistentelev. 

I skrivende stund er det et år og fire måneder siden, at jeg ifølge fagforeningen var udsat for et tiltagende psykisk arbejdspres og en efterfølgende beordret sygemelding fra min læge. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg sidder i fagforeningen og rådgiveren lidt i sjov siger: ‘Nå, men vi skal jo have snakket om, hvad du så skal lave de næste 30 år inden din pension’.

Lige der i det øjeblik kunne jeg knap trække vejret, for jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke havde lyst til at være i det, jeg nu sad i.

Men hvad skulle jeg så? Jeg er uddannet revisorassistent og har arbejdet som controller og regnskabschef, men jeg kunne bare ikke overskue tanken om at sidde bag en skærm mere i et fag, der er blevet mere og mere upersonligt, fordi alt er blevet digitalt.

Et gammelt ønske om at arbejde i sundhedssektoren begyndte at vokse i mig, og jeg gik i gang med at undersøge mine muligheder. Min løn skulle godt nok reduceres til en tredjedel af det, jeg tjente, men hvad er penge, hvis man bare ikke er lykkelig? Og det var jeg ikke. Jeg gik på arbejde, fordi jeg skulle. Jeg deltog i møder og lavede mine opgaver, fordi jeg skulle, men brændte ikke for det.

Jeg kom i kontakt med uddannelsesvejledere i Vejen Kommune, og fordi jeg ingen erfaring havde i faget, så var vejen til en god aftale ikke sådan lige ud ad landevejen. Heldigvis kunne de mærke, at jeg ønskede dette højere end noget andet, og jeg blev ansat som voksenelev.

Jeg har nu været i gang i knap et år – først på grundforløb og siden på hovedforløb til at blive social- og sundhedsassistent. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund.

Vigtigst af alt, så fandt jeg ud af, at jeg HAR empati, og at mit hjerte banker for det, jeg nu laver

Jeg havde rigtig mange tanker, inden jeg begyndte. Kunne jeg skifte en ble på en voksen? Kunne jeg overhovedet finde ud af det her? Spørgsmålene var mange, og jeg var i tvivl, om det bare var en drøm, der aldrig kunne blive til noget.

Blev jeg overrasket, da jeg startede i min første praktik i juli – ÅH ja. Men det var heldigvis positivt.

Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne skifte en ble. Jeg fandt ud af, hvor meget glæde borgerne på plejecentret gav mig. Jeg fandt ud af, hvor meget forskelligt arbejde der egentligt er i løbet af en arbejdsdag. Men vigtigst af alt, så fandt jeg ud af, at jeg HAR empati, og at mit hjerte banker for det, jeg nu laver.

Arbejdet skal anerkendes

Hver dag lærer jeg noget nyt af mine kolleger. Jeg kan se mine kolleger brænde for deres fag, og jeg kan se og mærke, at man bliver berørt, når der sker noget med en borger. Det viser for mig, at man har sit hjerte med, når man går på arbejde.

Jeg kan også blive berørt, når en borger giver mig et kram, fordi man har gjort noget godt for dem. Jeg bliver varm helt ind i kroppen, når jeg ved at gøre en lille ting kan skabe glæde hos en anden.

Jeg har lært, hvor stor faglighed dette fag kræver af en, og jeg indrømmer også gerne, at jeg ikke havde forventet, at der var så meget teori i uddannelsen. Men når jeg er i min praktik, så mærker jeg, at den teori, jeg læser i mine lærebøger, bliver brugt dagligt i mit arbejde, og det synes jeg er et kæmpe plus i dette fag. Jeg får en relevant viden, og jeg bruger den – og når jeg arbejder sammen med færdiguddannede, kan jeg se, at de dagligt bruger teorierne i deres arbejde.

Hånden på hjertet kan jeg sige, at det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at tage dette spring til at blive social- og sundhedsassistent

I forbindelse med mit jobskifte blev jeg ofte spurgt: ‘Er du godt klar over, hvilken branche du har valgt?’ Og jo, jeg har da hørt meget om de varme hænder, og hvilken mangel der vil komme osv. osv.

Løn betyder da helt klart meget, men jeg er af den overbevisning, at det er anerkendelse, der skal til for at fastholde de gode medarbejdere i faget – og det kan være i form af en løn, der svarer til det, man er værd, og så gode arbejdsforhold.

Man skal anerkende, at det er et hårdt job med meget ansvar og utroligt mange forskellige opgaver, der giver en afvekslende hverdag.

Og myten om, at hvis man ikke kan blive til andet, så kan man altid blive SOSU-medarbejder, den synes jeg er nedladende, for det er en hård uddannelse, og det er ikke bare lige til. Det kræver meget af dig, både fagligt og menneskeligt, og det er uanset, om man vælger at gå hjælper- eller assistentvejen.

Selvom der mangler varme hænder, så skal man altså huske på, at det er mennesker, vi arbejder med, og har man ikke evnen til at udvise empati, være reflekterende, nysgerrig, være i relationer og handle etisk, så bør man ikke være SOSU-medarbejder.

Den bedste beslutning

Jeg er bevidst om, at jeg også er kommet ind i faget uden erfaring, og jeg fik en chance for at bevise, at jeg kunne. Det vil jeg altid være mine uddannelsesvejledere dybt taknemmelig for.

Men hvis man vil fastholde SOSU-medarbejdere, skal man arbejde på at aflive myterne om, at alle og enhver ‘bare’ kan blive SOSU-medarbejder. I stedet skal man have et kritisk blik for, hvem man ansætter, samt stille krav til kommende SOSU-medarbejdere, for det er mennesker, vi arbejder med her, og alle fortjener at blive behandlet med respekt og ordentlighed.

Hvis man drømmer om et arbejdsliv, hvor man har ansvar, stor faglighed, grin, glæde, sorger, afvekslende hverdage, uforudselighed og meget mere, så er dette fag et, der kan give én den bedste hverdag, og hvor man gøre en forskel.

Har man så også tid til at hygge sig med borgerne i sin hverdag? Ja, hvis det prioriteres – og det er det bedste, jeg ved, når der er hyggetid. Det er her, jeg kan høre noget livserfaring, og jeg kan i den grad også få sig nogle skønne grin og smil på læben.

Hånden på hjertet, kan jeg sige, at det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at tage dette spring til at blive social- og sundhedsassistent. Jeg har aldrig haft det så godt i mit arbejdsliv, som jeg har haft i 2022. Og jeg håber, at dette er min rette hylde og kan arbejde indenfor dette fag, indtil jeg rammer den berømte pensionsalder.

Og pensionsalderen, den lyder lige pludselig ikke så skræmmende mere, som den gjorde i efteråret 2021 til mødet i min fagforening.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.