Derfor er det svært at forebygge genindlæggelser

Derfor er det svært at forebygge genindlæggelser Projekter, der forsøger at forebygge genindlæggelser blandt især ældre medicinske patienter fejler på stribe. Årsagen kan være dårligt studiedesign – men man må også overveje, om genindlæggelserne overhovedet bør forebygges.

Forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser er to af de parametre, der oftest bruges til at vurdere om sammenhængen mellem sundhedsvæsenets siloer er god nok.

I projektet Info-65 undersøgte Københavns Kommune, Brøndby Kommune og Amager Hvidovre Hospitaler, om bedre opfølgning i kommunalt regi kunne forebygge genindlæggelser af ældre patienter. For nylig udgav den tværsektorielle styregruppe bag den afsluttende rapport, og konklusionerne var positive – hospitalet formår at identificere de skrøbelige patienter og informere kommunen, som kan tilrettelægge en målrettet indsats – indtil man nåede den sidste bullit:

»Den øgede kommunale opfølgning havde i første omgang ingen effekt på antallet af genindlæggelser. Det skal nu undersøges, hvordan man – allerede under indlæggelsen – bedre kan forebygge funktionstab hos de ældre svage patienter,« står der.

Hvis man følger med i det tværsektorielle område, bemærker man nok, at Info-65 ikke det første forskningsprojekt, der ikke formår at vise effekter af forbedret samarbejde og ekstra indsatser i den ene eller anden sektor på forekomsten af genindlæggelser og/eller forebyggelige indlæggelser.

En betragtning, som projektchef i KORA Martin Sandberg Buch genkender.

»Det er jo grundlæggende svært at ændre på det her; det er ældre mennesker, der ofte er sent i deres sygdomsforløb. Man kan ikke regne med, at en forholdsvis lille, opfølgende indsats i hjemmet kan ændre tingene ret meget. Det er kvaliteten af det samlede system, der er afgørende,« siger Martin Sandberg Buch.

For få patienter og for kort tid

Men når dét er sagt, så mener forskeren, at der er langt mere på spil end patienternes helbred og kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser, når projekter som Info-65 fejler.

»Selvom studiedesignet er godt og analyserne velgennemførte, er patientpopulationen så lille, at det er meget svært at påvise de forskelle, man leder efter. Vi ser tit, at det er svært at finde nok egnede patienter og gennemføre den intervention, man ønsker i projekter, der omhandler tværsektorielt samarbejde,« slår KORA-forskeren fast.

»Populationen er for lille og tidsrammen for kort. Det er nærmest umuligt at vise en effekt på så kort tid,« slår KORA-forskeren fast.

Janne Petersen er statistiker, seniorforsker og daglig leder af forskningsprogrammet Optimed på Hvidovre Hospital, der sammen med de involverede kommuner står bag Info-65 projektet. Forholdt kritikken fra Martin Sandberg Buch starter Janne Petersen med at erklære sig helt enig i, at genindlæggelser er en meget svær størrelse at påvirke.

»Det er meget syge mennesker, som der sker alvorlige ting for, så jeg er helt enig i den betragtning. I Optimed har vi lavet en anden undersøgelse, hvor vi har set på, hvor mange substituerbare indlæggelser, de praktiserende læger laver. Det er meget, meget få – en til tre om året – og man kan spørge sig selv, hvor meget der så egentlig er at forebygge,« siger Janne Petersen.

Forudsatte stor forskel

Hun forklarer, at Info-65 blev designet, så det først ville give signifikant udslag, hvis antallet af genindlæggelser blev halveret efter interventionen (tre besøg fra kommunen, red.). Interventionen blev tilbudt til patienter med høj risiko for at blive genindlagt ud fra en hypotese om, at der hos den gruppe bør kunne gøres en ekstra stor forskel.

En del af borgerne fik dog ikke gennemført alle tre besøg.

»Vi vurderede, at vores intervention var krævende, og derfor skulle den rykke meget. Vi tænkte, at vi i hvert fald burde gå fra at 30 pct. blev genindlagt til 15 pct. – det er jo også et spørgsmål om ressourcer, for er det nok at  forebygge fem pct. indlæggelser, hvis man bruger dobbelt så mange ressourcer,« spørger Janne Petersen.

»Jeg kan selvfølgelig ikke helt udelukke, at vi havde kunnet få resultater med flere deltagere, men der er ikke noget, der tyder på det. Interventions- og kontrolgruppen lå næsten lige oveni hinanden, for denne gruppe af højrisikopatienter« siger Janne Petersen.

Screening-test var succesfuld

Info-65 har dog ikke været spildt, understreger Janne Petersen.

»Studiet var designet som et implementeringsstudie af at screene i akutmodtagelsen, og personalet lykkedes med at screene næsten halvdelen af alle de patienter, der blev indlagt mens studiet pågik, selv om der kun blev screenet i dagtimerne på hverdage. Studiet viste også, at det er muligt med god succesrate at sende information om risiko-patienter videre til kommunerne. Desuden viste vi, at man kan identificere de patienter, der har størst risiko for genindlæggelse, hvis man involverer et geriatrisk team i akutmodtagelsen,« siger Janne Petersen, og tilføjer:

»Derfor er mit vigtigste budskab faktisk, at vi måske allermest skal se risikoen for genindlæggelse som en indikation på patienter med komplekse problemstillinger, som vi er i stand til på forhånd at spotte. Hvordan vi skal hjælpe dem er til gengæld stadig et åbent spørgsmål,« siger Janne Petersen, der opfordrer til, at man tænker mulighederne for at inddrage det geriatriske speciale på akutmodtagelsen ind i opbygningen af de nye Fælles Akutmodtagelser (FAM’er) på hospitalerne, da man her møder mange patienter, der er ældre og har flere sygdomme.

Test noget, der er i drift!

Martin Sandberg Buch fra KORA håber, at fremtidige forskningsprojekter vil tænke mere over, hvordan man realistisk set får patienter nok med, men han opfordrer også til, at man ser på interventioner, der er i drift, frem for at teste nyskabelser, som man f.eks. gjorde i Info-65.

»Jeg var for nylig med til at evaluere fremskudt visitation, hvor kommunens visitatorer besøgte borgerne på hospitalet. Vi analyserede retrospektivt på 1.000 cpr-numre, og vi kunne se, at her var faktisk noget, der virkede i forhold til at forbedre samarbejde og forebygge genindlæggelser. Den slags analyser – hvor man har tilstrækkelig styrke i beregningerne til at kunne vurdere effekten – ville jeg gerne se flere af,« siger Martin Sandberg Buch.

Skriv kommentar