Sygeplejerske Bell Møller har siden 1993 stort sted kun arbejdet inden for kræftområdet, og lige så længe har hun oplevet, at det været et problem, at sundhedsfaglige får talt med borgerne om deres seksualitet.

»Alle undersøgelser giver anledning til refleksion over vores praksis og samtalen om det. Der er et hul, som vi er nødt til at få dækket,« siger hun.

»Den kan være svært at tale med borgerne om deres seksuelle sundhed, fordi det er tabubelagt, og fordi man som sundhedsfalig kan være bange for at være intimiderende og gå over den personlige integritet,« fortsætter Bell Møller.

Der er et hul, som vi er nødt til at få dækket

Bell Møller, sygeplejerske, Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune

Hun har sammen med resten af sine kolleger på Center for Kræft og Sundhed og Center for Diabetes i Københavns Kommune været på et 2,5 dages kursus i rehabilitering og seksuel sundhed.

Bell Møller var i forvejen en af fire nøglepersoner, der har ansvar for samtaler med intimitet. Kurset har bekræftet hende i nogle af centres metoder, men hun har også fået nyt indspark til sit arbejde.

»Vi tænker at vi skal kunne løse mere end vi egentlig skal. Det er blevet mere tydeligt for mig, at jeg ikke skal sidde med konkret sexologisk rådgivning, men at min funktion er at  være rustet til at tage de indledende snakke om forandringer ved kroppen, ændring af roller i forhold i nære relationer og hvordan man arbejder med det,« forklarer Bell Møller.

Derudover har hun også fået ny viden, som hun kan bruge i patientundervisning, hvor hun lægger vægt på, at seksualitet er kompliceret, og at det i høj grad handler om, hvad man tænker om sig selv.

Stedet mellem følelser og vigtigheden ved seksualitet

På centret har de en ordning, hvor kontaktpersoner kan spørge borgere, om de har lyst til at tale om deres seksualitet, kan de blive sendt videre til Bell Møller eller en af de andre nøglepersoner på området.

»Det største problem borgerne oplever er ofte, at deres krop er ændret, og at de ikke føler sig seksuelle på samme måde som før,« siger hun.

Selvom kurset har bekræftet hende i, at det er en fin model, føler hun stadig ikke, at de helt har knækket koden for at integrere seksuel sundhed i rehabiliteringen. Hun skyder på, at der bliver henvist omkring 40 borger årligt til en samtale om seksualitet, og centret har ca. 1.200 borgerforløb om året. Og selvom Bell Møller er mere vant til snakke om seksualiteten, kan hun også føle sig blufærdig i en samtale.

Læs også: Forsker: Seksualitet bør være integreret del af rehabilitering

»Hvis jeg sidder i bestemte situationer med en borger, hvor det har taget lang tid at etablere fortroligheden, så er det svært at spørge ind. Jeg har gjort det flere gange, men jeg synes stadig det er ømtåleligt emne, ligesom døden eller alkohol kan være det for nogen. Jeg kan føle, at jeg spørger ind til noget, jeg ikke burde blande mig i,« siger hun.

Der har hun nu fået nogle sætninger hun kan bruge, som f.eks.: Vi ved at kræftbehandling påvirker seksualiteten, hvordan er det for dig?

»På den måde finder jeg punktet mellem at have respekt for, at det er et følsomt emne, men at det også er vigtigt at have øje for det i rehabiliteringsprocessen,« siger Bell Møller.

Fjerne tovejstabu

Fysioterapeut Birgitte Palm fra Center for Diabetes har også været på kurset. Hun har tidligere haft fokus på at spørge ind til borgernes seksuelle sundhed, men kurset har gjort det mere tydeligt for hende, at seksualitet er et lige så vigtigt emne, som ordentlig kost er i et rehabiliteringsforløb.

»Det er blevet meget tydeligt for mig, at hvis jeg ikke får inviteret til at snakke seksualitet, så er der meget jeg kan misse. Det er vigtigt, at det er min opgave at være den ‘voksne’ og bringe emnet på banen, fordi borgeren nemt kan have et problem med sin seksualitet, uden selv at nævne det. Hvis jeg angriber seksualitet som det meste naturlige emne i verden, så svarer borgerne også mere naturligt, hvad de har behov for,« siger hun.

Hvis jeg angriber seksualitet som det meste naturlige emne i verden, så svarer borgerne også mere naturligt, hvad de har behov for

Birgitte Palm, fysioterapeut, Center for Diabetes, Københavns Kommune

En god ting ved kurset var at høre om tovejstabuet, hvor hverken borgeren eller den sundhedsfaglige får bragt seksualiteten ind i de individuelle samtaler.

»Jeg ser det nu, som min klare opgave at fjerne tovejstabuet, og at jeg skal åbne for at give borgeren en fornemmelse af, at det okay at snakke om seksualitet. Men jeg skal ikke ind i, hvordan de får et bedre sexliv, jeg skal screene for, kan der være en dysfunktion og formidle den viden, jeg har om det og sende dem videre, hvis der er behov for det,« siger Birgitte Palm.

For hende var det i overkanten med et kursus på to dage og en halv opfølgningsdag efterfølgende, da mange oplysningerne ikke havde nogen relevans i hendes arbejde. Hun så gerne en temaeftermiddag om emnet, som tog mere udgangspunkt i de borgere, der er på Center for Diabetes. F.eks. har 40 pct. af borgeren på centret anden etnisk herkomst end dansk, og der kan hun stadig føle sig på udebane i forhold til, om hun overskrider deres grænser, ved at bringe emnet på banen.

»Jeg er usikker på, om det vil kunne ødelægge min relation til dem eller om jeg træder dem over tæerne. Det kunne være relevant at vide mere om,« lyder det fra Birgitte Palm.