Sygeplejersker og paramedicinere i kommunerne: Et fremtidigt samarbejde om den ældre medicinske patient DEBAT: Paramedicinere vil være et godt supplement for de kommunale sygeplejersker og ikke mindst for sygeplejerskerne i akutfunktionen, skriver Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne.

Indlægget er skrevet af Kristina Svop, på vegne af Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne

Fagligt Selskab for Sygeplejersker i kommunerne (FSSK), har med interesse læst indlægget af Daniel Schwartz Bojsen i Kommunal Sundhed  21. maj 2024, hvor Professionshøjskolen UCN har fået grønt lys til en ny professionsbachelor til paramedicinere. Det er altid glædeligt, når sundhedsprofessionelle kvalificeres gennem uddannelse. 

Vi ser, at paramedicinerne kan bidrage yderligere ved akutte opgaver herunder fald og andre akutte skader. Det vil være et godt supplement for de kommunale sygeplejersker og ikke mindst for sygeplejerskerne i akutfunktionen. 

At udføre avancerede behandlinger, og at behandlinger er flyttet ud i borgerens eget hjem, er ikke noget nyt for kommunerne. De kommunale akutsygeplejersker er uddannet til at udføre disse opgaver på delegation fra lægen eller i kraft af eget forbeholdte virksomhedsområde, som netop er givet sygeplejerskerne i år, for at sygeplejersker kan udføre flere behandlinger på egen hånd og bidrage til at forebygge indlæggelser. 

Ingen ekstra arbejdsgang

Ifølge den reviderede Kvalitetsstandard for de Kommunale Akutfunktioner 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen, er målgruppen for de kommunale akutfunktioner patienter med somatisk sygdom og evt. samtidig psykisk lidelse. I kvalitetsstandarden beskrives der, at patienter, hvor der er akut opstået sygdom eller forværring af kendt sygdom med behov for observation, pleje og/eller behandling uden behov for sygehusindlæggelse, er indenfor målgruppen. 

Forløbene er overvejende kendetegnet ved at være subakutte eller akutte og komplekse, hvor der kræves de særlige sundhedsfaglige kompetencer, der er til stede hos de kommunale akutsygeplejersker. 

Der skal tages stilling til, hvordan paramedicinerne skal samarbejde med de kommunale sygeplejersker, herunder hvem der har kompetencer til hvad

Sygeplejersker i en kommunal akutfunktion kan dermed identificere og vurdere patienter, såvel akutte som subakutte med fokus på forebyggelse af indlæggelse hos både kendte og ukendte borgere. 

Det er vigtigt at borgerne i kommunen ikke kommer til at opleve en ‘ekstra arbejdsgang’, når flere bliver involveret i behandlingen i eget hjem. De kommunale sygeplejersker kan og skal følge op på behandlingen og iværksætte yderligere tiltag og koordinere med andre, f.eks. i samråd med lægen. Dette kan lade sig gøre, fordi den kommunale sygepleje er en integreret del af både det samlede sundhedsvæsen og den kommunale forvaltning.  

Datadeling

Derfor skal vi sikre, at der skabes kontinuitet for borgerne, også med flere aktører. På nuværende tidspunkt har paramedicinerne ikke adgang til kommunale data på borgerne og kender dermed ikke til borgerens øvrige sygdomsbillede eller ønsker for behandling. 

Der skal tages stilling til, hvordan paramedicinerne skal samarbejde med de kommunale sygeplejersker, herunder hvem der har kompetencer til hvad, så kompetencerne understøtter hinanden til gavn for borgerne, samt hvordan ansvar og overlevering af opgaver skal foregå. 

Vi ser frem til samarbejdet med de kommende professionsbachelorer i paramedicin i forhold til forebyggelse af genindlæggelser til målgruppen, som oftest er den ældre medicinske patient med komplekse problemstillinger, som kræver andet end akut behandling. 

Vi håber, at det overvejes nøje, hvordan data deles og samarbejdet omkring borgeren koordineres, så borgeren oplever kontinuitet og helhed.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.