Der er noget i det danske sundhedsvæsen, der ikke giver mening. Hvorfor skal fodpatienter i kommunalt regi have en ringere patientsikkerhed end i regionalt regi? Forskellen er iøjnefaldende.
Får du tilskud til fodbehandling gennem regionen, sker behandlingen hos en statsautoriseret fodterapeut, mens loven ikke stiller minimumskrav til tilskud gennem kommunen. Groft sagt kan alle og enhver med et cvr-nummer tilbyde pensionister en fodbehandling med tilskud fra kommunen. Det betyder, at du som patient bliver tilbudt en sundhedsydelse fra det offentlige, uden nogen sikkerhed for kvalitet og patientsikkerhed.
Årsagen er lidt teknisk. Pensionister kan få tilskud hos kommunen, hvis den finder det nødvendigt. Tilskuddet hedder et udvidet helbredstillæg og gives til pensionister med en lav indkomst i henhold til lov om social pension. Dog er der ingen lovfaste krav om, at sundhedsydelsen skal ske hos en autoriseret sundhedsperson. Det står i skærende kontrast til dagens Danmark, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har et stort og vigtigt fokus på patientsikkerheden hos autoriserede sundhedspersoner.
Hvad værre er, at det manglende lovkrav kan lede til misbrug af offentlige midler. Det viste DR Kontants udsendelse for nylig. Programmet fulgte en privat fodplejeruddannelse, der gennem flere år systematisk havde sat uerfarne elever til at behandle borgere med tilskud fra kommunen. Det er et klart brud på skolens aftale med kommunen, men det er også virkelig alvorligt for patientsikkerheden.
Man skal huske, at de pensionister, der får tilskud fra kommunen, kan have flere alvorlige sygdomme, der kræver behandling hos en statsautoriseret sundhedsperson. Det kan f.eks. være diabetes, gigt og kredsløbssygdomme, hvor konsekvenserne ved en fejlbehandling kan være store, både menneskelige og økonomiske. I Kontant-programmet ser vi f.eks. en patient, der er endt med et blødende sår i tre uger, fordi en fodplejeelev har beskåret foden forkert. Havde dette været en diabetespatient, ville det have haft alvorlige konsekvenser, fordi huden ikke heler. Det kunne have udviklet sig til et alvorligt fodsår med koldbrand og i værste fald amputation til følge.
Dette scenarie er desværre tænkeligt i mange af landets kommuner, som indgår prisaftaler med ikke-autoriserede behandlere. På kort sigt kan disse prisaftaler se ud til at blive billigere for kommunen, fordi en ikke-autoriseret fodbehandlers pris ligger under en statsautoriseret fodterapeuts. På sigt kan det dog blive dyrere, fordi borgerne ikke får den samme form for forebyggelse, der kan holde antallet af behandlinger nede og mindske udgifter til operationer og pleje.
Prisaftaler med ikke-autoriserede fodbehandlere efterlader desuden ældre borgere med en falsk tryghed, fordi de opfatter prisaftalerne som en blåstempling af kvaliteten. Derfor vælger mange ældre at gå hen til den behandler, som kommunen har en aftale med. En stor del af disse borgere har ikke den fornødne viden om, hvad forskellen er på en autoriseret og ikke-autoriseret fodbehandler. De stoler på kommunens aftale. Andre kender godt forskellen, men har ikke de ekstra 50 kroner det koster at vælge en statsautoriseret fodterapeut. Det efterlader reelt set borgeren uden et frit valg af kvalitet og patientsikkerhed.
Som autoriseret sundhedsprofessionel er det desuden frustrerende at bruge ressourcer på at leve op til de krav, det offentlige sundhedsvæsen stiller, når patienterne samtidig kan få tilskud til en sundhedsydelse hos kommunen, uden at de stiller krav om autorisation.
Vi er overbeviste om, at hullet i loven må bero på uvidenhed frem for et bevidst fravalg af patientsikkerhed i fodbehandlingen. Vi vil derfor opfordre alle 98 kommuner til at lappe hullet i loven ved at sikre borgere samme patientsikkerhed som i regionerne og indføre krav om statsautorisation ved alle fodbehandlinger med tilskud.
