Køges pædagoger gør klar til at hjælpe i hjemmeplejen og på plejecentre 20 pædagoger er ved at blive lært op til at tage del i Køge Kommunes hjemmepleje. 35 ergo- og fysioterapeuter er allerede klar til at hjælpe under coronaepidemien.

Køge Kommune er ved at ruste hjemmeplejen og plejecentre til en situation, hvor der kan komme til at mangle hænder på grund af coronaepidemien. 35 ergo- og fysioterapeuter er allerede blevet lært op, og nu er turen kommet til 20 pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter fra Køge Kommune, der har tilbudt deres arbejdskraft i hjemmeplejen. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

»I Køge Kommune løfter vi i flok. Det er med til at gøre os stærke, og det er med til at skabe en arbejdsplads, hvor sammenholdet og fællesskaberne er en hel unik del af det at gå på arbejde. At 20 pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter nu har meldt sig til at være klar til at løse helt nye opgaver på velfærdsområdet, er et eksempel på det engagement, jeg oplever i hele kommunen«, siger borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse.

Køge kan omlægge sit arbejde, efter at KL og de faglige organisationer har indgået en aftale om, at medarbejdere i denne ekstraordinære situation kan få nye arbejdsopgaver kritiske funktioner.

Oplæringen af de 20 pædagoger starter, så snart det er praktisk muligt. Den vil bestå af en teoretisk del om bl.a. om hygiejne. Efterfølgende vil pædagogerne komme i mesterlære, hvor de følges med uddannet personale rundt i hjemmeplejen og på plejecentre.

Det pædagogiske personale bliver en del af vagtplanen, som kan kaldes ind, hvis det sker, at der kommer til at mangle uddannet sosu-personale. Det er ikke er tilfældet lige nu, oplyser kommunen.

Læs også: 

Nu kan pædagoger arbejde som sosu-hjælpere

Sådan forbereder Viborg og Køge det tværsektorielle samarbejde under coronaepidemi

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.