Inge Kristensen
Direktøren i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen, undrer sig over, om de nye tiltag egentlig er bedre end de allerede eksisterende.Foto: Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Kan gode løsninger også være dårlige? P.t. er vi ved at lave en ny sektor: hospitalsbehandling i eget hjem vinder frem, sammen med digitale løsninger til træning, ‘skærmbesøg’ etc. Tiltagene er gode og løser – måske – bemandingsudfordringer og – måske – er de også lige så gode som den eksisterende standardbehandling. Vi ved det bare ikke, og vi ruller det ud uden at have robuste arbejdsgange, og uden at de er tænkt sammen med det resterende sundhedsvæsen, skriver Inge Kristensen, direktør i PS!.

Storm P’s gamle ordsprog, om at ‘alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det’, er overførbart til mangt og meget – også i sundhedsvæsenet. F.eks. er der mange, der taler om ulighed i sundhed og mange, der taler om sammenhæng for borgerne. Men det, der reelt sker, kan ikke dæmme op for problemerne – eller også skaber løsningerne nye problemer.

Det er velkendt, at hver gang man skaber en ny overgang, så skaber man også en risiko for, at noget går galt. Og det er efterhånden også blevet synligt og bevist, at det er dem, der i forvejen har det sværest, som overgangene er sværest for. Så der er også ulighed i patientsikkerheden!

Det relativt nyindførte 72-timers behandlingsansvar, hvor hospitalet har ansvaret i de første tre døgn efter udskrivelse fra hospital, er et eksempel på et tiltag, der kan gøre en positiv forskel. Men det afslører også, at et enkelt tiltag ikke kan reparere på det fragmenterede sundhedsvæsen, at at der skabes overgange langt hurtigere, end vi får overvejet konsekvenserne og lukket for de ‘gab’, der opstår.

En ny sektor

P.t. er vi ved at lave en ny sektor. Måske har strukturkommissionen også opdaget det, hvem ved: hospitalsbehandling i eget hjem vinder frem, sammen med digitale løsninger til træning, ‘skærmbesøg’ etc. Tiltagene er gode og løser indimellem et problem med adgang til sundhedsydelser og løser – måske – nogle bemandingsudfordringer. Måske er de også lige så gode som den eksisterende standardbehandling, og måske er borgerne og medarbejderne trygge ved løsningerne. Vi ved det bare ikke, og vi ruller de teknologiske løsninger ud uden at have trænet, uden at have robuste arbejdsgange, og uden at de er tænkt sammen med det resterende sundhedsvæsen.

I den sidste tid er vi ofte i Dansk Selskab for Patientsikkerhed blevet ringet op af medier om disse udfordringer. Vores viden om løsningerne er, at der er positive effekter af teknologiunderstøttede løsninger, men at de kræver ledelsesfokus, solid implementering og træning – samt at man har blikket skarpt rettet mod hvilke målgrupper, der kan have gavn af løsningerne.

Men vi kan jo høre på mediehistorierne, at det går galt indimellem. Nogle gange også med fatale konsekvenser. Det ville vi ønske, at vi ikke skulle kommentere – vi vil meget hellere spørges ind til vores viden om implementering af løsningerne, inden de sættes i søen.

Vi kan ikke være det bekendt

Imens vi ruller de her løsninger ud, tales der om at reducere uligheden og at skabe sammenhæng. Og der sættes penge af til ‘grej’ i statslige puljer, men ikke til alt det udenom – træningen, implementeringen, involveringen af brugerne, arbejdsgangene. Det kan vi ikke være bekendt.

I november har vi inviteret en kæmpe kapacitet i forhold til at arbejde med hospitalsbehandling i hjemmet, David Levine fra Brigham & Women’s Hospital i Boston, til at tale på Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen. Hvis ikke I kender Levine og hans kollegers arbejde, så opsøg det. Der er meget at lære fra pionerer på området!

Når vi introducerer nye organisationsformer og former at levere sundhedsydelser på, f.eks. i form af digitale løsninger, så skal vi vide, hvilke konsekvenser det har og for hvem. Sammenhæng og lighed i patientsikkerhed er ikke noget, vi kan snakke frem. Det kræver handling.

Referencer:

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.