Forskningen taler sit tydelige sprog. Der er et betydeligt frafald til de forskellige forebyggelses- og rehabiliteringsforløb, som personer med kroniske sygdomme bliver tilbudt. 

En nylig vidensopsamling og en ph.d.- afhandling i regi af Defactum sætter fokus på, hvorfor det forholder sig sådan, og hvad der skal til for at få patienterne eller borgerne med kronisk sygdom til at møde op til de forløb, de vil have så meget glæde af.

Et vigtigt tilbud

Forebyggelse og rehabilitering er i virkeligheden to forskellige størrelser. Formålet med forebyggelse er at reducere risikoen for, at sygdommen udvikler sig yderligere.

Rehabilitering er mere forløb, som skal understøtte personer, der er i risiko for eller har nedsat funktionsevne, hvor formålet er at sikre en øget livskvalitet. I praksis er der ofte stor sammenhæng og overlap mellem forebyggelse og rehabilitering, og indsatserne afspejler en helhedsorienteret tilgang til at fremme funktionsevnen og livskvalitet hos den enkelte.

Forebyggelse eller rehabilitering – alt sammen en hjælp eller udstrakt hånd til dig med behov.

Når vi taler rehabilitering, så er det sjældent, at en generisk model passer til alle.

For selvom et rehabiliteringsforløb bør være lige så centralt som medicinsk behandling, så betragter flere det stadig som et tilbud. Et tilbud som fravælges af mange. Mange forskningsprojekter peger på, at lav uddannelsesniveau, lav indtægt, tilknytning til arbejdsmarkedet og samlivsstatus kan have betydning for, om man deltager i et rehabiliteringsforløb. 

Ydermere viser et nyligt afsluttet ph.d.-projekt, at personer med både hjertesygdom og diabetes i lavere grad deltager i rehabiliteringstilbud. Så der er altså en risiko for, at dem med de største behov ikke gør brug af tilbuddet, hvilket i sidste ende kan medføre ulighed i sundhed. 

Henvisningsprocessen er åbenbart ikke så enkelt

Udfordringen er dog ikke kun, at patienter og borgere ikke tilbydes eller fravælger et rehabiliteringsforløb. Der er også udfordringer med at modtage en henvisning. 

Flere oplever selv at skulle bede om en henvisning, og det betyder jo alt andet lige en skævvridning og ulighed i adgangen til det tilbud som er. 

Tidspunktet for henvisning spiller også en betydelig rolle – altså hvornår i sygdomsforløbet du henvises til rehabilitering. For der kan være tidspunkter, hvor det at være syg tynger så meget, at rehabilitering måske ikke står først for. 

For personer med hjertesygdom kan vi se, at en sen henvisning kan mindske motivationen for at påbegynde i rehabilitering, fordi sygdommen måske ikke fylder så meget mere. Det kan også være, at dine livsomstændigheder eller din situation og dine forpligtelser i øvrigt, ikke gør det muligt at indgå i et rehabiliteringsforløb. 

Sidst handler det rigtig meget om information eller mangel på samme hos de praktiserende læger. Flere oplever, at den praktiserende læge ikke har kendskab eller kun har et begrænset kendskab til de eksisterende tilbud. Det dur jo ikke, når den praktiserende læge er en helt centralt spiller i det konkrete sygdomsforløb og altså også i forhold til henvisningsproceduren.

Digitale løsninger kan få flere i rehabilitering

Den politiske dagsorden peger i stigende grad på behovet for digitale sundhedsløsninger, som et middel til at fremtidssikre og modernisere sundhedstilbuddene. Men hvordan kan digitale løsninger få flere i rehabilitering, når vi hører at særligt ældre og kroniske syge er udfordret af den teknologi, som de skal kunne håndtere for at kunne håndtere deres sygdom? 

Flere oplever selv at skulle bede om en henvisning, og det betyder jo alt andet lige en skævvridning og ulighed i adgangen til det tilbud som er.

Udviklingen og implementeringen af digitale løsninger kan være med til at lette henvisningsprocessen for rehabilitering og gøre informationen om tilbuddet mere tilgængeligt for både de sundhedsprofessionelle – eksempelvis de praktiserende læger – men også for personer, som har behov for rehabilitering. 

Men vidensopsamlingen peger på, at der skal være et hensyn til de borgere, som ikke ønsker, eller som af forskellige grunde kan være udfordret af at deltage i et digitalt forløb. 

Vi kan ikke sige det nok

Samlet set peger vidensopsamlingen på, at hvis vi skal have forebyggelses- og rehabiliteringsforløb, som virkelig skaber nytte for den enkelte patient eller borger, så er det nødvendigt med fleksible og skræddersyede forløb, der tager højde for individuelle behov. Det kan vi ikke sige nok. 

For når vi taler rehabilitering, så er det sjældent, at en generisk model passer til alle. Patienter eller borgere er forskellige. De har forskellig funktionsevne, livsomstændigheder og støtte. Og skal vi lykkedes med de fleksible tilbud og ordninger, så skal vi i højere grad inddrage praksis. 

De sundhedsprofessionelle sidder med en vigtig viden, og i sidste ende er det dem, som har mulighed for at implementere effektive rehabiliteringsforløb med et lokalt islæt, som er tilpasset de lokale behov og muligheder. Den viden skal vi tage fat i, og bruge til at skabe nogle robuste, brugbare og mulige forløb.