Der er et ønske fra Social- og ældreminister Astrid Krag om, at der skal indføres tværfaglige organiseringer i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I en ny rapport fra VIVE oplever kommunerne, at monofaglig organisering, hvor sygeplejersker er organiseret i en selvstændig enhed, sætter sygeplejersken i centrum, mens tværfaglig organisering i højere grad sætter borgeren i centrum. Men kommunerne er nødt til at lykkes med begge dele.

Sygeplejersken i centrum

Borgerne har brug for dygtige sygeplejersker. Langt de fleste af de hjemmesygeplejersker, jeg har talt med i løbet af de sidste par år, fortæller, at de har behov for et trygt og fagligt stærkt fællesskab med andre sygeplejersker. 

De oplever, at det faglige miljø er nødvendigt for at trives i hjemmesygeplejen, hvor hverdagen består af komplekse sygeplejeopgaver, ansvar for komplekse borgere, beslutninger i borgerforløb ledet fra distancen, og hvor mange timer alene på landevejene puster til ensomheden. 

Der er altså brug for, at organiseringen af hjemmesygeplejen understøtter sygeplejerskernes behov for fagligt fællesskab. Dét gør monofaglig organisering. 

Kommunerne med tværfaglig organisering mener godt, at de organisatoriske rammer kan imødekomme sygeplejerskernes behov for monofagligt fællesskab, samtidig med at de høster alle fordelene ved det tætte samarbejde mellem faggrupperne, som bidrager til oplevelsen af at sætte borgeren i centrum

Benspænd for samarbejde

Til gengæld oplever kommunerne med monofaglig organisering også, at samarbejdet med hjemmeplejen er svært. Ikke fordi faggrupperne ikke vil hinanden, men fordi der er så mange forhindringer for kontakt og samarbejde, at medarbejderne nærmest giver op på forhånd. De ser ikke hinanden, hvis de ikke arbejder under samme tag, og ikke engang det er garanti for, at de hilser på hinanden, hvis de ikke ved, hvem hinanden er. 

Hjemmeplejen kan ikke komme i kontakt med den relevante sygeplejerske på det rigtige tidspunkt, hvis der er indført telefontid i sygeplejen, eller hvis de ikke ved, hvem der kører hvilke ruter. Er der pres på driften, bliver triagemøderne og borgerkonferencerne aflyst, eller måske dukker en vikarsygeplejerske op, som hverken kender borgerne eller social- og sundhedsmedarbejderne. 

Til sidst er der kun omsorgssystemet tilbage, hvor faggrupperne ‘nemt’ og ‘effektivt’ ‘videndeler’ og ‘koordinerer’ igennem ydelser og adviser. Nå ja, og på en god dag mødes de måske tilfældigt ude i borgerens hjem, men der er sat otte minutter af til at levere ydelsen og gå igen, så der er ikke tid til at snakke, og hvem er det nu lige, du er?

Social- og sundhedsmedarbejderne får ikke givet deres observationer videre til sygeplejerskerne tids nok til at lykkes med tidlig opsporing. Sygeplejerskerne får ikke overdraget opgaver, så de får mere travlt, og social- og sundhedsassistenterne keder sig og flygter fra kommunen. En sand ond spiral.

Borgeren i centrum

Borgerne har altså også brug for tværfagligt samarbejde. Derfor står kommunerne i VIVEs undersøgelse i et dilemma om, hvad der er væsentligst: sygeplejerskernes monofaglighed eller tværfagligt samarbejde?

Det skal ikke være en oplevelse af enten-eller, men både og. De organisatoriske rammer skal understøtte fagligt fælleskab for alle tre faggrupper, og at de arbejder sammen om at sætte borgeren i centrum

Dilemmaet opleves imidlertid kun af kommunerne med monofaglig organisering. Kommunerne med tværfaglig organisering mener godt, at de organisatoriske rammer kan imødekomme sygeplejerskernes behov for monofagligt fællesskab, samtidig med at de høster alle fordelene ved det tætte samarbejde mellem faggrupperne, som bidrager til oplevelsen af at sætte borgeren i centrum.

Gør op med dårlige erfaringer

For kommuner med monofaglig organisering er der bekymringer og dårlige erfaringer fra tidligere integrerede ordninger. I VIVEs rapport kan vi se, at mange sygeplejersker og ledere frygter at komme tættere på hjemmeplejen, fordi det i deres optik vil fjerne dem fra deres fagfæller, hvilket de forbinder med lavere monofaglighed.

Sygeplejersker og ledere i de tværfagligt organiserede kommuner synes godt nok ikke, at de er dårlige til deres arbejde – blandt andet fordi de har adgang til andre sygeplejersker i det daglige, og fordi de får kompetenceudvikling og undervisning.

Der er altså et dilemma. Men kommunerne har også erfaringer med, at dilemmaet kan håndteres. Og dét er helt afgørende, hvis flere kommuner vil indfri social- og ældreministerens ambitioner om at indføre tværfaglige teams. 

Det skal ikke være en oplevelse af enten-eller, men både og. De organisatoriske rammer skal understøtte fagligt fælleskab for alle tre faggrupper, og at de arbejder sammen om at sætte borgeren i centrum.