I regeringens nye udspil til en sundhedsreform foreslår regeringen at flytte ansvaret for de midlertidige døgnophold fra kommunerne til 17 nyoprettede sundhedsråd under regionerne. Formålet er ifølge reformudspillet at sikre samme pleje og lægehjælp på tværs af kommunegrænserne.
I dag kommer det kommunale selvstyre virkelig til udtryk i de mange forskellige måder, kommunerne har valgt at anvende, organisere, prioritere og kompetencesammensætte de midlertidige døgnpladser. Nogle forskelle skyldes manglende lægedækning eller mangel på sygeplejersker, mens andre forskelle skyldes lokale organiseringer, prioriteringer og måden, man har valgt at tilrettelægge samarbejdet mellem f.eks. de midlertidige døgnophold, visitationen, plejeenhederne og særlige ressourcepersoner.
Behovet for støtte i et midlertidigt ophold er meget mere end sundhedsindsatser
Hvis man ønsker ensartede forhold, er det ikke uden fornuft at stille nationale krav til de midlertidige døgnophold. Men de nye sundhedsråd skal balancere på en knivsæg, hvis de skal lykkes med at højne kvaliteten i de midlertidige pladser gennem standardisering uden at gå på kompromis med de fordele, som også ligger i en decentral struktur.
Kommunale døgnophold favner det enkelte menneske
Der er nemlig en række forhold, som jeg ikke er sikker på, at man har tilstrækkeligt blik for, når regeringen foreslår at flytte opgaveansvaret væk fra kommunerne. Diskussionen om de midlertidige døgnophold mangler nemlig et fokus på alle de opgaver, som personalet på de midlertidige døgnophold også løser. For de borgere, der ikke kan udskrives til eget hjem, repræsenterer en kompleksitet, der rækker ud over almindelige sundhedsfaglige indsatser.
Et forskningsprojekt gennemført af DTU Management og Syddansk Universitet, som offentliggøres i oktober 2024, viser, at gennemsnitsalderen på borgere, der ankommer til de midlertidige pladser, er 81 år. De har typisk mere end tre diagnoser og har i gennemsnit haft tre forudgående indlæggelser inden for det seneste år. Udover behovet for kompleks sygepleje er borgerne ofte også ramt af demens, psykisk sygdom, misbrug eller står uden personligt netværk.
Det kræver altså mere end specialiserede læge- eller sygeplejefaglige kompetencer at hjælpe de borgere, der typisk tilbydes et midlertidigt døgnophold i dag. Der er behov for tæt og tværfagligt samarbejde, hvor man trækker på flere kommunale fagområder og specialer som f.eks. demenskoordination og hjerneskadekoordination for at lave løsninger, der passer til det enkelte menneske og den situation, han eller hun står i. Dertil kommer behovet for en tæt kontakt til pårørende eller andet netværk, som ofte løser nogle afgørende opgaver for at borgeren kan komme tilbage til eget hjem eller videre til et andet tilbud.
Vi skal passe på, at vi ikke skaber flere overgange i borgerens forløb, men reelt sikrer en helhedsorienteret løsning, der ud fra en bred forståelse af opgaven i de midlertidige pladser skaber bedre betingelser for ældre borgere i en svær livssituation. Behovet for støtte i et midlertidigt ophold er meget mere end sundhedsindsatser. Det håber jeg virkelig, at der bliver taget højde for i den løsning, som Folketingets partier nu skal blive enige om.
