De fleste danskere lever et godt og sundt liv, og når vi kigger på data fra andre sammenlignelige lande, placerer Danmark sig godt i forhold til sundhed og tilfredshed med sundhedssystemet.
Det er derfor også ærgerligt, at der nogle gange breder sig en form for kriseretorik omkring folkesundheden i Danmark. Lad os skille tingene ad – den generelle folkesundhed er ikke under pres, men den generelle sundhed og trivsel er under pres for en gruppe af danskerne. Og det skal vi til gengæld tage meget alvorligt.
Derfor er jeg også glad for, at regeringens udspil til sundhedsreformen søger at gøre op med den stigende ulighed i sundhed gennem en mere ligelig geografisk fordeling af læger og introduktion af kronikerpakker.
Dette kan blive afgørende greb for at sikre tilstrækkelig lægedækning, hvor behovet er størst, og samtidig adressere patientsikkerheden for de store grupper af kronikere. Men hvis sundhedsreformen skal lykkes med ambitionen om mere lighed i sundhed, så er der brug for flere nuancer, og mange af dem handler ikke om sundhed.
Mere end geografi og pakkeforløb
Vi kender alle historierne om det store gab mellem forventet levetid blandt mennesker på tværs af landet, eller de markante forskelle i andelen af sygdomme blandt mennesker, der bor få gader fra hinanden. Men lighed i sundhed er mere og andet end geografisk ulighed, og behandlingsgaranti er ikke det samme som udbyttegaranti.
Det gode spørgsmål er derfor også, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, så vi ikke alene behandler, men også støtter mennesker i at leve frie og sunde liv
Vi har haft geografisk lige adgang til kræftpakker i mange år. Alligevel viser forskning i kræftbehandling, at kræftramte langt fra har samme udbytte af pakkerne. Der er nemlig en social ulighed gennem hele kræftforløbet i form af umotiverede forskelle i incidens, behandling, senfølger, erhvervstilknytning og overlevelse. Der er derfor ikke meget, der tyder på, at pakkeforløb i sig selv løser en ulighed i sundhed.
Ved at reducere udfordringen med ulighed til et spørgsmål om logistik og organisering, overser man muligheden for at drøfte de bagvedliggende grunde til, at vi har en ulighed i sundhed – nemlig at nogle mennesker har dårligere betingelser for sundhed eller dårligere betingelser for at navigere i sundhedsvæsenet. Det handler om sundhedspolitik, men i høj grad også om f.eks. familiepolitik, socialpolitik og beskæftigelsespolitik.
En forebyggelses- og kvalitetsplan med fokus på det raske
Ulighed i sundhed er forankret i forskelle i sociale vilkår, som i udgangspunktet stiller nogle mennesker dårligere, også i mulighederne for at tage vare på egen sundhed. Det gode spørgsmål er derfor også, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, så vi ikke alene behandler, men også støtter mennesker i at leve frie og sunde liv – uanset hvordan det end ser ud for den enkelte.
Og her må vi være villige til at se indad og overveje, om vi egentlig har et sundhedsvæsen, der er gearet til at tage særligt vare på nogle for at mindske uligheden – for standardiserede løsninger har en tendens til at tilgodese dem, der allerede har direkte adgang til sundhedsvæsenet.
Som eksempel er andelen af beboere med store sundhedsudfordringer i udsatte boligområder højere end i andre områder, men det er sjældent blot én behandlingskrævende sygdom, folk slås med. Så det kan ikke nytte noget, at vi rykker ud med det specialiserede træningstilbud til rygsmerterne, hvis mennesket bag smerterne samtidig har en depression, og derfor ikke har forladt lejligheden i et halvt år. Ting hænger sammen. Folks liv er nuancerede.
Så forhandlingerne om den nuværende sundhedsreform må ikke blive en sovepude, hvor vi igen bliver ved med at fokusere alene på sygdomsindikatorerne i samfundet. Vi skal have en forebyggelses- og kvalitetsplan på sundhedsområdet, der fokuserer på forebyggelse i hele det levede liv med inddragelse af social- og beskæftigelsesområdet, fritidslivet, fællesskaber, adgang til fysisk aktivitet osv.
Håbet er derfor også, at regeringens oplæg til en ny folkesundhedslov i forbindelse med den forestående sundhedsreform peger i en retning, der lægger vægt på forebyggelse og sundhedsfremme – også for dem, der har brug for, at vi bruger lidt mere tid på at forstå, hvad der egentlig er på spil for dem.
En folkesundhedslov, hvor vi også tør at snakke mindre om sundhed og sygdom og mere om de mange andre elementer, der faktisk holder os raske og skaber den reelle sociale lighed i sundhed.
