Vi skal tro på de unge! For de har de bedste svar på, hvordan deres egen sundhed og trivsel styrkes.
I Aarhus ser vi netop nu på de dugfriske tal fra Aarhus’ Ungeprofil 2023/2024, og vi kan ikke lukke øjnene for, at der blandt kommunens unge forsat er en stor gruppe, der mistrives. Heldigvis ser vi også, at antallet ikke er steget fra sidste år.
Der er også stadig for mange unge, der sover for lidt og for dårligt. Men interessant er det, at op mod halvdelen selv peger på mobilen, som den store nattesøvnsrøver. Den indsigt i deres egen sundhed skal vi handle på sammen med de unge.
Derfor skal vi også stoppe med at tale om de unge – vi skal hellere lytte til de unge, vi skal tage dem seriøst, og vi skal give dem muligheden for at tage magten tilbage over deres egen sundhed og trivsel.
Vi skal dele vores viden
At unge trives og er sunde, er afgørende for, at de eksempelvis gennemfører deres uddannelse. Derfor er det også vores ambition i Aarhus, at den viden, som undersøgelser som Ungeprofilen giver os, i højere grad kommer tilbage og lever blandt de unge selv og uddannelsesinstitutionerne, så de selv kan være med til at pege på løsningerne, når skoen trykker.
Vi er gået fra tænkningen, at vi som kommune skal have svarene på unges problemer, til at unge i endnu højere grad selv skal med i løsningerne.
Når vi i Ungeprofilen ser, at 61 pct. aldrig er testet for kønssygdomme, mens vi ved at antallet af klamydiatilfælde er stærkt stigende blandt unge, så kalder det på nye testløsninger. Derfor når vi arrangerer pop up-testevents af klamydia på ungdomsuddannelserne, skal de unge opleve, at der er en klar sammenhæng mellem deres svar i undersøgelsen, og de indsatser vi sætter i søen.
Samtidig har vi i Aarhus nedsat et ungeseksualråd, der i starten af året gav deres seks anbefalinger til Aarhus Byråd. De anbefalinger skal blive til en sex-punktsplan for, hvordan vi styrker unges seksuelle sundhed.
Plads til unges egne initiativer
Vi er gået fra tænkningen, at vi som kommune skal have svarene på unges problemer, til at unge i endnu højere grad selv skal med i løsningerne. En anden måde vi har valgt at give plads til de unges egne initiativer, er gennem Frirum Aarhus og Frirumspanelet, der er et panel af unge og for unge. Over de næste tre år skal panelet være med til at realisere unges egne initiativer og bud på løsninger for bedre trivsel og mental sundhed blandt unge.
For ser vi på sundhedsområdet, så ser vi i Aarhus masser af eksempler på seje unge, der inspirerer os, udfordrer os og er med til at udvikle de nødvendige tiltag, der skal øge unges sundhed og trivsel. Dét skal vi støtte. De unge er seje – punktum.