Sundhedsaftalerne mellem kommuner, regioner og de praktiserende læger er blevet forhandlet på plads i alle fem regioner i håbet om at skabe bedre sammenhæng på tværs af sektorer. De har tidligere været udskældte for ikke at være betydelige nok, eller at de ikke ændrer meget i praksis. Men som det er nu, er de det samarbejdspapir på tværs af sektorer, der findes, siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
»Hvad er alternativet? Det skal man også huske på. Sundhedsaftalerne er en forståelse af, at der er en samarbejdsflade på tværs, og derfor er de nødvendige og et afgørende værktøj,« siger Jakob Kjellberg.
Aftalerne er hæmmet af, at vi ved alt for lidt om tværsektorielle forløb
Han mener dog også, at de i sig selv flytter meget lidt i det nære sundhedsvæsen.
»Et er papiret, det er i praksis, de skal flytte på noget.«
Mere skal, mindre kan
Der er flere udfordringer ved sundhedsaftalerne. Når Kjellberg taler med sine amerikanske kolleger, forstår de ikke helt denne form for ‘kontrakt’, som sundhedsaftalerne på papiret er.
»Sundhedsaftaler er på en måde ikke aftaler eller kontrakter, for der er ikke nogen straf, hvis de ikke bliver overholdt. På den måde bliver de også lidt luftige, og det kan parterne måske ikke gøre så meget ved. Men de kan alligevel prøve at lave dem mere generelle, så vi ikke får alle mulige hensigtserklæringer, men fokuserer mere på generiske spørgsmål.«
Dermed ikke sagt, at Jakob Kjellberg finder aftalerne ligegyldige. Han mener, at sundhedaftalerne er i en modningsproces og er blevet bedre siden første gang i 2007.
Vi mangler stadig at finde den gode løsning, og der mangler vi forskning og data, før vi kan finde den
»Det er stadig noget, der er lidt i den vordende fase, og aftalerne er hæmmet af, at vi ved alt for lidt om tværsektorielle forløb. Datagrundlaget er ofte svagt i kommuner, og evidensen er for dårlig. Det er ikke et let område at lave aftaler på,« siger Jakob Kjellberg og fortsætter:
»Det samarbejde, der er på tværs, er af varierende kvalitet, og der er brug for, at det styrkes mere. Men der er generel erkendelse af, at der skal mere pres på, for at det kommer til at ske. Jeg tænker mere skal og mindre kan.«
Mangler den gode løsning
Han så gerne, at der kommer mere organisatorisk forankring i sundhedsaftalerne, så der kommer mere power bag dem. For selvom aftaler er meget godt, så skal der også være andet, der bakker dem op, mener han. Det kunne både komme fra et højere politisk lag eller med krav fra Sundhedsstyrelsen om formalisering.
»På rigtig mange områder ved vi ikke, hvad den gode løsning er, fordi vi ikke ved, hvordan vi kommer i mål på det tværsektorielle område. Vi mangler stadig at finde den gode løsning, og der mangler vi forskning og data, før vi kan finde den. Derfor er sundhedsaftalerne det bedste redskab lige nu, fordi der har parterne et fælles møderum, hvor de kan diskutere det gode forløb,« siger Jakob Kjellberg.