Vi står midt i de største forandringer i mange år på to store og sammenflettede kommunale velfærdsområder, nemlig sundhedsområdet og ældreområdet. 

Borgere og medarbejdere bevæger sig flydende ind og ud af service- og sundhedslov, og på baggrund af borgerens tilstand og funktionsevne justeres ydelserne efter behov.

Medarbejderne er trænet i at arbejde rehabiliterende, hvor de skal have blik for borgerens samlede livssituation, og med den nærtforestående implementering af helhedsplejen, får denne tænkning endnu et rygstød.  

Ældrereformen og den kommende sundhedsreform er sat i søen med løfter om mere nærhed, bedre sammenhæng og forbedret kvalitet for borgerne. Her deler jeg ambitionen, men jeg ser også de dilemmaer, som kan opstå, når to reformspor trækker i forskellige retninger, og samtidig skal implementeres blandt de samme medarbejdere og ledere. 

Faren for centralisering og bureaukrati lurer

Ældrereformen bringer et kærkomment fokus på selvbestemmelse, tillid og helhedspleje med sig. Den sætter borgeren i centrum – og overlader i højere grad de fagprofessionelle til at vurdere, hvad der er meningsfuld hjælp i det enkelte borgerforløb. Det kræver et fortsat stort kulturarbejde, også blandt vores ledere, som skal frisætte og støtte vores medarbejdere til at tage et større fagligt ansvar tæt på borgeren. 

Der er uden tvivl et kæmpe potentiale og et momentum for at være innovative og skabe bedre velfærd for borgerne i disse år

Sideløbende bringer sundhedsreformen en ny politisk struktur med de kommende sundhedsråd, som skal drive omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, hvor borgerne, uanset postnummer, oplever høj kvalitet i tilbuddene. Potentialet er stort, men faren for centralisering og bureaukrati lurer. 

Hvis vi skal lykkes med omstillingen, skal samarbejdsklimaet i de kommende sundhedsråd byde på et ønske om reel lokal forandring, og politikerne skal slippes fri til at skabe løsninger, der ikke bare sikrer sundhedsvæsenets overlevelse, men også udvikling i retning af mere lighed og sammenhæng. 

Det hele menneske

Jeg ser overordnet et centralt dilemma mellem de to reformer: Hvor ældrereformen efterspørger frisættelse og mindre dokumentation, har sundhedsreformen et iboende krav om fælles kvalitetsstandarder, pakkeforløb og styringsdata på tværs med målet om mere geografisk lighed i sundhedstilbuddene på tværs af landet. 

Logikken fra det specialiserede sundhedsvæsen på hospitalerne udrulles altså til flere dele af sundhedsvæsenet. Men det vi ofte kalder på fra kommunal side er, at vi bliver bedre til at se det hele menneske, bedre til rehabilitering og bedre til at forebygge, at sygdom opstår. 

Vi håber, at der bliver skabt et rum til at udvikle netop dette i reformen, og at de kommende nærsundhedsplaner ikke bliver en fast skabelon, hvor der kun kan flyttes et par kommaer. 

Et kæmpe potentiale

Jeg ser et stort behov for, at vi i hele beslutningskæden bidrager til at skabe mening og sammenhæng mellem reformernes indhold og mål, når det skal ud at leve i en virkelighed, hvor rekrutteringsudfordringer, forskelligartede kompetencebehov og høj forandringshastighed sætter store krav til både ledere og medarbejdere. 

Det kræver i høj grad, at vores organisationer bliver skarpe i ledelse af dilemmaer og paradokser – og ikke kun i forhold til den faglige bane. Der er i høj grad også behov for at blive skarp på, hvordan dialogen, involveringen og forventningsafstemningen skal være med borgerne og de pårørende i forhold til at finde en god balance mellem ønsker, muligheder, konkrete faglige vurderinger og retningslinjer. 

Det bliver ikke let. Og vi vil komme til at begå fejl. Derfor har vi et ansvar for at skabe et samarbejdsklima, hvor vi kan tale om det svære og fejre succeserne, når vi lykkes med at omsætte de to reformers ambitioner til virkelighed. 

For der er uden tvivl et kæmpe potentiale og et momentum for at være innovative og skabe bedre velfærd for borgerne i disse år.