»Når Ældreministeriet begynder at forberede modtagelsespakkerne til inderne, er det derfor vigtigt, at det ikke kun gælder om, at de skal tilpasse sig os og lære af os,« skriver Thomas Karlsson.Foto: Privat

Måske kan indisk arbejdskraft i dansk ældrepleje være lige så meget hoved og hjerte som hænder Der er en række åbenlyse grunde til, at ideen om indere i dansk ældrepleje har dårlige odds fra dag et. Men det er også meget muligt, at nogle indere vil være langt mere erfarne på de bærende værdier i den ny ældrepleje, end vi selv er.

1.000 social- og sundhedshjælpere fra tredjelande skal i fremtiden være en del af den danske ældrepleje. De skal bl.a. komme fra Indien. 

Det svarer til, at alle social- og sundhedshjælpere fra en kommune på en størrelse et sted mellem Esbjerg og Odense skal integreres.

Der er nemlig flere åbenlyse overlap mellem de bærende værdier i ældreloven og bærende samfundsværdier i Indien

De fleste vil nok tænke, at indiske medarbejdere i dansk ældrepleje kan være med til at løse et akut problem med manglende hænder i ældreplejen. Men måske kan inderne i lige så høj grad vise sig at blive vigtige hjerter og hoveder i den nye ældrepleje, der skal skabes med ældrereformen. 

Måske får vi mulighed for at importere noget af den værdighed og respekt, som ældre generelt er omgærdet af i Indien, til vores moderne velfærdssamfund.

Stor udfordring

Jeg vil starte med en hurtig varedeklaration: Som ung skrev jeg fagbøger om Indien og rejste landet tyndt. I dag bruger jeg meget af mit arbejdsliv på at implementere ældrereformen. Derfor kan jeg ikke lade være med at lade tankerne få frit spil, når mit livs ‘con amores’ i arbejdslivet pludselig mødes med regeringens plan om at få indisk arbejdskraft til at bidrage til vores ældresektor.

Der er en række åbenlyse grunde til, at ideen om indere i dansk ældrepleje har dårlige odds fra dag et. Mange, der har arbejdet med større forandringer af ældreområdet de seneste årtier ved, hvor svært det kan være at skabe forandringer med en dansk medarbejdergruppe. På grund af kultur, kompetencer, traditioner, sprog etc. Gang det med 100 og læg oven i hatten en manglende tradition for flade hierarkier, så nærmer vi os nok et billede på, hvor stor udfordringen med at integrere et par tusind indere i dette arbejde, kan vise sig at være. 

Samtidig ser jeg et potentiale i, at inderne kan være med til mere og andet end blot at være hænder, der bidrager til at løse et rekrutteringsproblem. Der er nemlig flere åbenlyse overlap mellem de bærende værdier i ældreloven og bærende samfundsværdier i Indien. Derfor kan vores nye indiske kolleger – hvis brugt rigtigt – være løftestænger for nogle af de store nybrud, der er målet med ældreloven.

Bærende værdier i den ny ældrepleje

Med forbehold for, at indere naturligvis er lige så forskellige som danskere, og at mange ældre indere lever dårlige liv, ser jeg følgende perspektiver i ‘no-brainer’-klassen, hvis vi skal have mest muligt ud af inderne:

  • Værdighed: Det indiske samfund har en lang tradition for at se ældre mennesker som værdifulde. Sidste år talte jeg med en CEO for en stor indisk plejevirksomhed. Han sagde bl.a., at respekt for de ældre er indlejret i vores sociale psyke.
  • Pårørende og lokalsamfund: Det meste pleje af ældre mennesker i Indien sker i lokalsamfundet ad uformelle veje. Få ser nogensinde skyggen af en offentlig ansat. Man er – på godt og ondt – vant til at finde lokale løsninger, hvor alle ressourcer bringes i spil. 
  • Fleksibilitet: Jeg tror ikke, de fleste indere er vant til at skelne hårdt mellem, hvilke opgaver man løser og ikke løser, hvad tidspunkt man arbejder på mv. Eller med andre ord: Den helhed, vi gerne vil skabe, forudsætter en fleksibilitet, som mange indere vil have fået ind med modermælken. 

Når Ældreministeriet begynder at forberede modtagelsespakkerne til inderne, er det derfor vigtigt, at det ikke kun gælder om, at de skal tilpasse sig os og lære af os. Det er meget muligt, at nogle af dem vil være langt mere erfarne med nogle af de bærende værdier i den ny ældrepleje, end vi selv er.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.