I Danmark bliver sundhedsforskning typisk drevet af universiteter eller hospitaler. Med en traditionel opfattelse af, at sundhed i høj grad er fravær af sygdom og behandling er noget som foregår på et hospital, har det givet god mening. Men sundhed er i dag langt mere, end hvad vi tilbyder i hospitalsregi, og det gælder også, når vi taler forskning.
Der er en tendens til, at når forskningen udspringer fra et hospitalsperspektiv så kan det være svært at oversætte og implementere i kommunerne, hvor fokus mere er på hverdagslivet og samfundslivet, f.eks. deltagelse i arbejde, foreningsliv osv.
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kobler forskningen og forskningsaktørerne tættere sammen og sikrer, at lovgivningen både rummer den traditionelle hospitalsforskning og styrker den forskning, der udspringer fra en kommunal praksis og dermed bidrager til borgernes behov for at blive mødt i et sammenhængende sundhedsvæsen?
Der skal kigges på lovgivningen
Ifølge Sundhedsloven skal regionerne sikre, at der sker forskning, mens kommunerne skal medvirke til forskning.
Initiativpligten ligger altså i regionalt regi og hermed i hospitalsregi, hvor fokus er på sygdom, diagnose og behandling. Men i takt med en større transformation af sundhedsvæsenet mod det nære sundhedsvæsen, mener vi, der skal kigges på lovgivningen, så ansvaret deles mere ligeligt.
For når sundhed er tættere på borgernes hverdag, så løses flere sundhedsopgaver også i det nære, og lige der opstår behovet for den praksisnære forskning, med fokus på samarbejdet mellem kommunal praksis, forskning og de institutioner, der uddanner de fagprofessionelle.
Der findes allerede eksempler
Forskningsprogrammet Sammen og Praksisnær Rehabiliteringsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Region Midtjylland, VIA University College, Aarhus Universitet og Marselisborgcenteret. Formålet med samarbejdet er, gennem praksisnær forskning og kompetenceudvikling, at efterleve borgernes behov for rehabilitering så de opnår bedst mulig funktionsevne og livskvalitet og kan fastholde eller genoptage et meningsfuldt hverdagsliv.
Det er ikke nogen let opgave at forske praksisnært
Det betyder, at det er i praksis, – på rehabiliteringscenteret, botilbuddet eller i de tværgående beskæftigelsesrettede forløb – at behovene opstår, og derfor også derfra at forskningsspørgsmålet stilles. Forskningen begynder og slutter så at sige på den måde i praksis.
Et eksempel på et praksisnært forskningssamarbejde er udvikling og evaluering af en tværfaglig koordineret indsats på tværs af sundhed og beskæftigelse i Aarhus Kommune. Indsatsen er målrettet sygemeldte borgere i et rehabiliteringsforløb efter kræft eller hjertesygdom.
Jobkonsulenten kommer fast på rehabiliteringscenteret, og møder holdes samme sted og ofte i forbindelse med rehabiliteringen. På et fælles møde mellem borger, jobkonsulent og sundhedsprofessionel drøftes borgerens rehabiliteringsmål, og der udarbejdes en samlet plan for rehabilitering og tilbagevenden til arbejde.
Fra interviews med borgerne og de professionelle er erfaringerne, at indsatsen øger fokus på borgernes samlede livssituation og styrker samarbejde, som resulterer i bedre og mere sammenhængende forløb for borgeren. Indsatsen er fra 2025 permanentgjort.
For at sikre, at forskningsresultater bliver en integreret del af hverdagen i en kommunal praksis, er kompetenceudvikling afgørende. Her spiller VIA en central rolle. Når VIA deltager i samarbejdet handler det om at sikre, at de professionelle er klædt på til at omsætte ny viden i mødet med borgeren. VIA uddanner nye fagprofessionelle og efter- og videreuddanner medarbejdere, så de kan udvikle og ændre arbejdsmåder.
Et eksempel er samarbejdet med Pleje og Rehabilitering i Aarhus Kommune, hvor ergoterapeuter, sygeplejersker og fysioterapeuter fik et kompetenceløft i tværfagligt samarbejde om rehabilitering.
Forskellige kulturer med samme fokus
Det er ikke nogen let opgave at forske praksisnært, og forskning i et samarbejde med det nære sundhedsvæsen sker heller ikke af sig selv. For kommunerne har ikke samme kultur og tradition for forskning som hospitalerne og regionerne. De organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske strukturer er forskellige, og sidst men ikke mindst består kommunernes opgaveportefølje af meget andet end sundhed.
Der er behov for et fortsat fokus på praksisnær forskning
Og så er der forskerne. For vælger vi en model, hvor forskningsansvaret fordeles mere ligeligt mellem regionalt og kommunalt niveau, så kræver det også noget af de forskere, som sammen med praksis skal skabe de gode og brugbare løsninger.
Forskerne eller nærmere hele forskningsmiljøet, skal turde gå tæt på den kommunale praksis og give praksis en central rolle i identificeringen af behovet for ny viden. Forskningen skal så rykke sig fra af det specialiseret hospitalsregi og tæt på borgerens hverdagsliv.
Men trods kulturelle og organisatoriske forskelle har vi samme fokus, når målet er at bedre funktionsevne og livskvalitet hos borgeren eller patienten. Vi er i gang, men der er behov for et fortsat fokus på praksisnær forskning – både hos beslutningstagere, praktikere, forskere og på uddannelserne.
