Pensionister i parforhold deltager oftest i rehabiliteringsforløb, men det er de enlige arbejdsløse, der potentielt får mest ud af forløbet i form af øget sundhedsrelateret livskvalitet.

Det kan sundhedsøkonom Annette Willemoes Holst-Kristensen fra Aalborg Universitet konkludere, efter at hun i en ph.d.-afhandling har undersøgt Aalborg Kommunes rehabiliteringsforløb.

»Kommunerne har ansvaret for at tilbyde rehabilitering og genoptræning, men man ved meget lidt om den målbare effekt af tilbuddene. Og fra et sundhedsøkonomisk perspektiv ved vi intet om omkostningseffekten,« siger Annette Willemoes Holst-Kristensen.

Hun har i sin ph.d. haft fokus på flere dele. Hun har dels undersøgt effekten af de kommunale rehabiliteringsforløb, og dels undersøgt hvilke borgere der gennemfører, dropper ud eller slet ikke kommer i rehabiliteringsforløb på trods af en henvisning

»Rehabilitering kan noget – borgerne får noget ud af at være på et rehabiliteringsforløb, og nogle får endda mere ud af det. Men kommunerne kan forbedre forløbene, hvis de f.eks. indsamler og bruger de samme effektdata på tværs af kommunerne,« siger Annette Willemoes Holst-Kristensen.

Profiler med risikofaktorer

Annette Willemoes Holst-Kristensen har i sin ph.d. tegnet profiler af de borgere, der bliver henvist til rehabiliteringsforløb i Aalborg Kommune. Her har hun analyseret data fra 2007-2014 relateret til kommunens ‘stop-kode’, der både registrerer de borgere, der gennemfører et rehabiliteringsforløb, dem der dropper ud under forløbet, eller som siger ‘nej tak’, inden det er gået i gang. De data har hun koblet på borgerens cpr-numre og registre fra Danmarks Statistik.

Her viser det sig, at 61 pct. af deltagerne gennemfører forløbet. Af dem er hovedparten pensionister i fast forhold og med en høj uddannelse. 21 pct. af deltagerne dropper ud undervejs, og det er specielt folk, der enten er arbejdsløse eller i beskæftigelse og har flere kroniske sygdomme samtidig. Den sidste andel er dem, der ender med at sige ‘nej tak’ efter henvisningen. Det er primært borgere, der lever alene, har et lavt uddannelsesniveau eller er arbejdsløse.

Kommunal Sundhed: Hvad kan kommunerne bruge profilerne til?

»Profilerne kan bruges til, at kommunerne er opmærksomme på risikofaktorerne under de indledende samtaler med borgerne, så de kan spore sig ind på, hvordan de bedst kan hjælpe og fastholde borgeren gennem forløbet,« siger Annette Willemoes Holst-Kristensen.

Hvad er effekt?

En ting er, hvem borgerne er, noget andet er, hvad de så får ud af forløbet. Resultaterne fra afhandlingen får Annette Willemoes Holst-Kristensen til at understrege nødvendigheden af et konkret og bredt effektmål til brug ved rehabilitering, hvor målet er bredere end sundhed alene.

»Hvis vi ønsker at vide noget om omkostningseffektiviteten, er vi nødt til at måle effekten, men effekten er mere end blot sundhed,« siger Annette Willemoes Holst-Kristensen.

Men hvad er så effekten af et kommunalt rehabiliteringsforløb? Annette Willemoes Holst-Kristensen har gennemgået den politiske sundhedsaftale i Nordjylland 2015 til 2018 i forbindelse med sin ph.d., og i den står der, at målsætningen var, at 85 pct. af de henviste til rehabilitering skulle gennemføre og gøre det med effekt.

Jeg oplever, at kommuner snakker om effekt i den daglige dialog med borgerne, mens jeg som sundhedsøkonom snakker om den målbare effekt, der kan fortæller noget om omkostningseffektiviteten – altså hvorvidt det giver sundhed for pengene

»Men så står der ikke mere. Der ikke nogen specificeringen af, hvad der menes med effekt. Jeg oplever, at kommuner snakker om effekt i den daglige dialog med borgerne, mens jeg som sundhedsøkonom snakker om den målbare effekt, der kan fortælle noget om omkostningseffektiviteten – altså hvorvidt det giver sundhed for pengene,« siger hun.

Det er problematisk, at der på den måde ikke er en definition på effekten, for hvordan kan kommunen så vide, om rehabiliteringsforløbet er til gavn for borgeren eller ej – eller hvordan de kan gøre forløbene bedre, siger hun.

Hun har lavet et effektstudie ved hjælp af spørgeskemaer, hvor hun har undersøgt omkostningseffektiviteten på undergrupper som arbejdsløse, beskæftigede og pensionister. Her udregnede hun QALY – kvalitetsjusterede leveår. Analysen viste, at rehabilitering øger den sundhedsrelaterede livskvalitet, og at netop de arbejdsløse og beskæftigede har potentialet til at få mest ud af et rehabiliteringsforløb.

»Det taler endnu mere ind i, at kommunerne virkelig skal forsøge at vedholde alle i forløbet.«

Kommuner skal blive enige på tværs

Hun foreslår, at kommunerne bruger to former for spørgeskema til at beregne effekten. Ét, der omhandler det sundhedsmæssige, og ét, der går bredere end det og måler velvære. Derfra vil man kunne beregne effekten som en QALY.

»QALY-scoren kan bruges i en sundhedsøkonomisk evaluering. På den måde kan effekten og omkostningseffektiviteten af de kommunale rehabiliteringsforløb vurderes, og vi kan se, hvor meget kommunen forbedrer en borgers livskvalitet,« forklarer sundhedsøkonomen.

Men den helt store – effektfulde – forandring ville opstå, hvis alle kommuner blev enige om kun at bruge f.eks. to spørgeskemaer, så kommunerne kan benchmarke sig op imod hinanden.

»Hvis nu kommunerne blev enige om at indsamle de samme data, ville de kunne sammenligne sig med hinanden og den vej igennem kunne bruge det som mulig kvalitetsforbedring, og hvad de kan gøre anderledes for at skabe bedre forløb. Det er umuligt nu, når de ikke indsamler på samme måde,« siger Annette Willemoes Holst-Kristensen.