Professor har tre ønsker til at forbedre forebyggelse i kommunerne

Professor har tre ønsker til at forbedre forebyggelse i kommunerne Det er et langt sejt træk af få bugt med den sociale ulighed i sundhed i Danmark. Professor i sundhedsfremme Pernille Tanggaard Andersen har tre ønsker til, hvordan kommuner kan forbedre deres sundhedsfremme indsatser og dermed mindske uligheden.

Der er et hul i litteraturen når det kommer til tilrettelæggelsen af sundhedsfremme intervention i de danske kommuner. Derfor har professor i sundhedsfremme Pernille Tanggaard Andersen fra Syddansk Universitet sammen to kolleger skrevet en bog med titlen Sundhedsfremme i kommuner og lokalsamfund.

Sundhedsfremme og forebyggelse skal netop mindske den sociale ulighed i sundhed. Og her er der udfordringer.

»Vi har ikke bugt med den sociale ulighed i sundheden, og det er et langt sejt træk, før det er ændret. Jeg er imponeret over, at kommuner forsøger sig med forskellige tiltag for at mindske uligheden, men det har ikke de rigtige værktøjer, de mangler økonomi og at erfaringsudveksle på de mange projekter. Det er ikke nødvendigvis den enkelte kommunes skyld, for det kan føles som at slå søm i med en skruetrækker, når der ikke er værktøjerne til det. Det kan løses bedre med en hammer, men den har kommunerne bare ikke lige nu,« siger Pernille Tanggaard Andersen.

Hun har tre ønsker til, hvordan der kan komme fut under de sundhedsfremmende indsatser i kommunerne, så uligheden får sværere kår i Danmark.

Det koster at levere sundhedsfremme

Der skal kanaliseres flere midler til området. Det er første ønske fra Pernille Tanggaard Andersen.

»Kommunerne skal have større muskler til at løfte opgaven,« siger hun.

Uligheden i sundhed betyder i sig selv stigende udgifter til samfundet grundet hyppigere hospitalsindlæggelser, førtidspension og omkostninger til pleje.

»Kommunerne står på det ene ben med de mange omkostninger, som uligheden medfører, mens det andet ben står med den sundhedsfremmende indsats, som også er forbundet med midler, som de ikke nødvendigvis har. For det koster at levere sundhedsfremme for at ændre dette, og det er ikke sikkert, at kommunalpolitikere valgt for en fireårig periode tænker, at det er her, der skal postes penge. For det er en indsats, der først vil vise sin effekt mange år ind i fremtiden,« siger Pernille Tanggaard Andersen.

Men hvor skal de penge så komme fra? Pernille Tanggaard ser det som et nationalpolitisk anliggende at sikre, at der er penge til sundhedsfremme og forebyggelse i kommunerne. For det er regeringen, der kan sætte retningen for, hvad man vil med sundhedsvæsenet. Hun ser gerne, at det bliver en fordelingspolitik i økonomiaftaler, hvor forebyggelse har sit eget område.

»Det er en politisk beslutning om man vil tage livtag på problemet. Indtil videre har det været skævt fordelt, hvor mange penge der går til sygehuse og hvor mange sundhedsfremme og forebyggelse modtager. Så længe fordelingen er skæv, er det svært for kommunerne at løfte opgaven. Sundhedsfremme og forebyggelse fra tidlig barndom koster penge – mange penge – og effekten viser sig først 5-10-20 år ude i fremtiden. Hvis der skal flere penge til området, kræver det en helt anden måde at tænke sundhedsvæsen på, hvor vi i langt højere grad skal forebygge og sundhedsfremme end behandle,« siger hun.

Dele viden på tværs

Ønske nummer to for Pernille Tanggaard Andersen er, at kommunerne bliver bedre til at dele viden om deres mange projekter. Hun sidder i øjeblikket i et ekspertudvalg i Sundhedsstyrelsen, som barsler på en rapport om social ulighed i sundhed, hvor hun netop savner dette.

»Vi kan sagtens lave en rapport om statistikken for, om der er fremgang eller nedgang i uligheden. Vi kan ikke på samme måde lave en opsummering af, hvordan ændringen sker, eller hvor langt man er med at bekæmpe uligheden. Lige nu er der en kæmpe gråzone med viden, som jeg som forsker ville ønske var mere tilgængelig, for meget afhænger lige nu af, at man i forvejen ved, hvem der har gang i forskellige indsatser,« siger hun.

Hun oplever, at der et videnshul, når det kommer til, hvad der lykkes og ikke lykkes i de kommunale indsatser.

»Jeg ser meget forbilledligt arbejde i kommuner, men der er ofte det problem, at de får nogle midler til en indsats, og så stopper den, når midlerne løber ud. Måske bliver indsatsen evalueret, men rapporten ligger gemt i kommunalt arkiv. Hvis der i stedet var vidensdeling, kunne kommuner undgå at lave de samme fejl igen og i stedet lære af hinandens erfaringer, så vi komme videre med at bekæmpe ulighed i sundhed,« siger Pernille Tanggaard Andersen.

Det fulde overblik

Et tredje ønske for Pernille Tanggaard Andersen er, at kommuner satser på flerstrengede løsninger, så en indsats ikke kun løser et problem. Når kommuner skal sætte gang i nye indsatser, skal de ikke gøre det, før de har et klart overblik over befolkningens sundhedsprofil, for at se hvor skoen trykker. Er der problemer med røg eller alkohol, er det vigtigt at sætte ind der, og indsatsen kan indtænkes i forhold til hele hverdagslivet

Derefter skal der skabes et overblik over kommunens eksisterende indsatser – og det er ikke kun for sundhedsforvaltningen.

»Det er en basal ting, men det kan ofte blive overset. Kommuner skal forsøge at skabe synergieffekter på tværs af de forvaltninger, man har. Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken i en forvaltning, hvis der rent faktisk er en lignende organisatorisk rammesætning i en anden forvaltning,« siger Pernille Tanggaard Andersen.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.