KKR-formænd får kritik for deres løn Flere kommunalpolitikere mener ikke, at KKR-formænd fortjener det honorar, de får for at betjene på formandsposterne.

De fem kommunekontaktråd, KKR, der hører under Kommunernes Landsforening (KL) møder kritik. Kritikken går på det beløb de fem formænd og næstformænd får for deres arbejde. Det skriver Ekstra Bladet.

Hver af de fem borgmestre indkasserer – ud over deres faste løn – 215.348 skattekroner om året for at lede fire til fem møder af to til tre timers varighed. Det giver 43.070 kroner per møde til borgmestrene, og det er for meget ifølge Dansk Folkeparti.

»Jeg og DF mener, at det er et alt for fyrsteligt honorar, og det bør sættes ned,« siger Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester i København, tidligere medlem af KKR Hovedstaden og nuværende medlem af KL’s bestyrelse til Ekstra Bladet.

Næstformændene får årligt et honorar på 64.604 kr.

I KL mener sekretariatschef Solvejg Jakobsen, at honoraret står mål med arbejdsopgaverne, da det er nogle tunge poster.

»Det er ikke en snakkeklub, hvor der ikke er noget, som bliver realiseret i virkeligheden. For eksempel laver de en sundhedsaftale hvert fjerde år, som bruges i det daglige arbejde ude i kommunerne,« siger hun til Ekstra Bladet.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.