Når den nye ældrelov træder i kraft 1. juli 2025, bliver fokus på helhed og selvbestemmelse for den ældre borger skærpet. Fokus kommer også til at være på at skabe omsorgs- og plejetilbud, der har et både forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Ovenstående elementer er helt i tråd med den sundhedsreform, vi også står på tærsklen af. Den tilkendegiver, at vi er forpligtede til at bringe sundhed tættere på borgeren og stile efter individuelt tilpassede tilbud, så enhver borger kan leve et så selvstændigt levet liv som muligt, med øget sammenhæng og koordination af indsatser i hjemmet.
For mig at se handler det om livskvalitet, autonomi og værdighed.
Og så handler det jo også om en bevidsthed på de udfordringer, vi med en demografisk udvikling står overfor, hvor vi heldigvis som befolkning bliver ældre.
Dog kombineres alderdom ofte med et svagere helbred og dermed en samlet set faldende funktionsevne, som i dansk kontekst ydermere skal ses op imod, at antallet af traditionelt set omsorgs- og plejeuddannede medarbejdere falder.
Pleje og rehabilitering
I Aarhus Kommune insisterer vi på, at den traditionelt forståede ‘hjemmepleje’ i stedet benævnes med samme navn, som vores ene forvaltning faktisk hedder, nemlig ‘pleje og rehabilitering’.
At insistere på en sådan detalje kan synes navlepillende, og gennemslagskraften i et samfundsperspektiv har potentielt lange udsigter.
Men fordi vi står midt i ‘reformåret’, som 2025 flere steder er døbt, ser vi dog, at den insisterende invitation til begrebsskærpelse kan få god vind i sejlene. For borgere skal fremover ikke kun fastholdes i ‘hjemmeplejen’.
Nej, vi skal i endnu højere grad end tidligere understøtte individets forudsætninger for at fungere så selvstændigt og frit som muligt, med de meningsfulde aktiviteter i et levet liv, der er prioriteret af den enkelte borger selv.
Vi bør se rehabiliteringsdagsordenen som en fornuftig sundhedspolitisk og samfundsøkonomisk strategi.
Igennem flere år i Aarhus Kommune har vi arbejdet med tværfagligt organiserede teams i hjemmeplejen helt tæt på borgeren.
Det vil sige, at vi decentralt i alle teams har en fornem skare af social- og sundhedshjælpere samt -assistenter, men også sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Det betyder også, at vi kulturelt arbejder med, hvordan man tværfagligt forstår at bidrage til en samlet opgaveløsning omkring, og sammen med den enkelte borger.
Her ligger der en gave gennem den måde rehabilitering som begreb er defineret på i Hvidbog om rehabilitering fra 2002:
»Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.«
En tværfaglig koordineret indsats
I definitionen kan man netop læse, at rehabilitering er en tværfaglig forstået tilgang. Det er ikke noget, ‘terapeuterne kan tage sig af’.
De sundhedsfaglige kompetencer vores ansatte har med sig gennem grunduddannelserne har vi brug for – hver og én. Og deres bidrag skal gennem en tværfaglig koordineret indsats komme borgeren til gode, så de opnår netop livskvalitet, autonomi og værdighed.
Skal Gerda i nummer 43 har balanceproblemer eller usikkerhed ved at komme fra sin kørestol til badebænken og f.eks. skal have hjælp til morgentoilette, så kan det være, at det er bedst, at det i stedet for social- og sundhedshjælperen er fysioterapeuten, der støtter Gerda de kommende tre morgener.
Fysioterapeuten har gennem sin grunduddannelse særlige kompetencer med sig til at kunne analysere de udfordringer, som lige i Gerdas tilfælde kunne være årsagen til hendes kompromitterede udførelse af aktiviteten.
Fysioterapeuten vil kunne beskrive potentielle indsatser som i et rehabiliterende sigte kan blive til fælles viden og tilgang i det tværfaglige team, når vi fremover arbejder sammen med Gerda mod et mål, der i Gerdas optik måske er at kunne klare morgentoiletten selv, så hun ikke længere skal vente på, at ‘der kommer nogen fra kommunen’.
Tværfagligt organiseret og rehabiliterende tilgang kræver, at vi ledelsesmæssigt sikrer mulighed for at alle led har en grundig forståelse af begrebet. At vi er tålmodige, for vi skal øve os sammen, da det er kulturændring vi taler om her.
Og så kalder det på en insisterende ledelse hvad angår organisering, som f.eks fælles indmødetidspunkter i fælles rammer – hvordan skal man ellers kunne koordinere dagens opgaver ved f.eks. sygdom i medarbejdergruppen, så de besøg, der skal fordeles til anden kollega, bliver fordelt ud fra et fagligt incitament, der kan være til gavn for lige præcis Gerda, og ikke ud fra ‘hvor vi kan presse et ekstra besøg ind’.
Borgeren som pejlemærke
Vi skal samtidig have fokus på at styrke alles faglige opgaver i retning af borgerens behov og lade borgeren være pejlemærket frem for traditionel opgavefordeling – den er der ikke belæg for i det rehabiliterende afsæt, og den må ikke hæmme kvaliteten af vores borgernære indsats.
Det kræver i særdeleshed også en insisterende ledelse at præge kulturen mod den forståelsesramme, med lige mængder insisteren og inviteren.
Vi bør se rehabiliteringsdagsordenen som en fornuftig sundhedspolitisk og samfundsøkonomisk strategi. Når funktionsevnenedsættelse reduceres og selvstændighed i et meningsfuldt levet liv øges, sikrer vi de bedste forudsætninger for individet, samtidig med at en samlet sygdomsbyrde reduceres.
Vi glæder os i Aarhus Kommune over reformåret. Og vi ser frem til at kombinere både lov og reform i et borgerperspektiv.
Vi tror ikke på, at vi lykkes med de gode intentioner, hvis ikke vi skruer op for den fulde forståelse af rehabiliteringsbegrebet – helt ude i organisering af og kulturen i ‘hjemmeplejen’.
