Det står nu helt klart sort på hvidt, at det er lægen, der skal beslutte, om et behandlings- eller livstestamente skal træde i kraft. Sådan læser Inge Jekes, formand for de kommunale sygeplejersker, de nye vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed om livsforlængende behandling og genoplivning, der erstatter tidligere versioner.

Inge Jekes er meget tilfreds med tydeliggørelsen.

»Personalet kan være sikker på, at de ikke bare kan finde et livs- eller behandlingstestamente frem og agere efter det, uden at have haft fat i den behandlingsansvarlige læge. Der er ingen tvivl om, at det er en lægelig beslutning, og lægerne er forhåbentligt heller ikke i tvivl om, at de ikke skal sige til personalet, at det skal se, om der ligger et livstestamente, men at det er dem, der skal tage ansvar for, om det er nu, det skal sættes i værk,« siger hun.

Tvivl om lægeligt ansvar er væk

Inge Jekes har tidligere sagt, at lovgivning om behandlingstestamentet giver falsk tryghed for patienten, fordi det fremstod som om, at sundhedspersonalet skal rette sig efter, hvad der er besluttet i behandlingstestamentet. Men det fremgik ikke tydeligt nok, at ‘sundhedspersonale’ her kun gjaldt læger. Derfor syntes hun ikke, det gav mening at udarbejde en lovgivning, som beskriver, at sundhedspersonalet skal følge patientens ønske, når det reelt ikke er muligt.

Den tvivl er væk med de nye vejledninger, siger Inge Jekes.

»Det er vigtigt, at det bliver fremhævet for både fagprofesionelle og befolkningen, at det er fint at lave et behandlings- og livstestamente, men at det er lægen, der bestemmer, hvornår det træder i kraft,« siger hun og uddyber:

»Selvom det selvfølgelig kan være problematisk for personale i ældreplejen at skulle få fat i lægen i disse situationer, så er det så vigtige beslutninger, at det er helt nødvendigt, at lægen tager stilling og beslutter i samarbejde med patienten.«

Stadig huller i vejledningen

Praktiserende læge Anders Beich, der også er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, ser en sproglig forbedring i de nye vejledninger, hvor praktiserende læger kan bruge dem til at have lovgivningen bag sig i bestemte situationer.

»Vi kan bruge vejledningerne i nogle konkret situationer, f.eks. når der er tale om en sygdomsepisode eller en aktuel hændelse. Der får vi nu sort på hvidt, at ønsker om fravalg af genoplivning eller livsforlængende behandling træder i kraft. Men der er stadig nogle huller i vejledningerne,« siger Anders Beich.

Her tænker han på den ældre borger, der er habil og ikke ramt af nogen akut eller alvorlig kronisk sygdomsforværring. Hvis den borger vil fravælge genoplivning eller livsforlængende behandling, ser han det ikke som en mulighed i de nye vejledninger. For borgeren kan oprette behandlingstestamentet, men det træder dog først i kraft, når en læge har vurderet, at borgeren er varigt inhabil og befinder sig i en situation, som er omfattet af behandlingstestamentet.

»Lægen har således fortsat ingen juridisk rygstøtte til at gå ind og skrive ‘ingen genoplivning’, når en ældre, svækket borger tænker, nu er det nok med lappeløsninger på et jævnt svækket helbred. Der skal være tale om en konkret situation eller en ny lidelse,« siger han.

Ikke altid et lægeligt ansvar

Som et ikke sjældent eksempel nævner han Ejnar på 78 år, der spiser mindre og er blevet mere passiv, men ikke har fremført nogle klager for lægen eller ønsket undersøgelse. Han har oprettet helbredstestamente med tydeligt fravalg af de få situationer, der kan fravælges. Lægen har erklæret ham habil. En morgen kommer hjælperen til hjemmet (eller stuen på plejehjemmet) og finder ham livløs og kold. Her har personalet pligt til at påbegynde genoplivning – uden undtagelse. De må først ophøre hvis og når, de får fat i lægen.

For os at se handler det først og fremmest om at respektere borgerens ønske, og en borger skal ifølge Anders Beich have lov til at afgøre, hvornår nok er nok.

»Vi er åbenbart så bange for, at vi nærmer os aktiv dødshjælp, så det kommer til at fremstå som om, man næsten skal have lægens tilladelse til at dø. Man kan ikke bare være habil og gammel og bede om, at man ikke vil genoplives. Der mangler noget autonomi for den ældre habile medborger i lovgivningen,« siger den praktiserende læge.

Derudover kan Anders Beich ikke forstå, at det nødvendigvis skal være den behandlingsansvarlige læge, der skal tilkaldes og vurdere ønsker til livsforlængende behandling- og genoplivning.

»F.eks. er borgerne på et plejehjem omgivet af autoriseret sundhedspersonale, og de burde nok kunne tale med de ældre borgere om deres lyst til at forlænge livet eller ej, og om de ønsker forsøg på genoplivning. Plejepersonalet vil med stor sandsynlighed kende borgeren bedst og også selv kunne vurdere, om personen er habil til at træffe disse beslutninger. Med mindre de er i tvivl, burde der ikke være grund til at kontakte lægen,« siger Anders Beich.

Skriftlig konflikt

Der er en ting, Inge Jekes ikke mener, er skarp nok i de nye vejledninger. Det er informationen til det præhospitale personale, hvor hun ikke finder det helt tydeligt, hvordan informationen skal gives.

Der står, at patientens beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg også er gældende efter sektorskifte, selvom behandlingsansvaret overgår til andre, f.eks. ved indlæggelse og udskrivelse. Den praktiserende læge kan som udgangspunkt orienteres via epikrisen, mens øvrige sundhedspersoner, herunder i præhospitale enheder og på plejecentre, orienteres særskilt. Det indebærer, at de skal informeres direkte og så vidt muligt skriftligt.

»Det kan give nogle konflikter, når formuleringen lyder ‘så vidt muligt skriftligt’. For når vi er i en situation, hvor en borger skal indlægges på sygehuset, så kan plejepersonalet ikke baseret på tillid informere om, at der er taget stilling til, at der ikke skal laves genoplivning af borgeren. Det skal være skriftligt, og så skal vi ind og finde oplysningerne i journalen og printe dem til det præhospitale personale, og det er så ikke så nemt i situationen, hvis vi står i hjemmet, hvor al dokumentation er elektronisk. Vi har intet i papirform længere,« siger hun.

Læs også:

Behandlingstestamentet giver falsk tryghed for patienten

Arbejdsgruppe skal klarlægge retningslinjer for livsforlængende behandling