KL-direktør: Vi har ingen forventning om, at vi i den kommende tid kan genåbne fuldstændigt
»Første runde gik super godt, og meget af det, vi forberedte os på, blev alligevel ikke så voldsomt. Men jeg er meget opmærksom på ikke at tage armene for højt op, for vi ved, at der kommer nye runder, vi ved bare ikke hvornår,« siger KL-direktør Christian Harsløf.Foto: Joachim Rode

KL-direktør: Vi har ingen forventning om, at vi i den kommende tid kan genåbne fuldstændigt Første coronabølge er på vej ned, og KL gør klar til næste. Kommunerne skal nu fastholde coronaberedskabet parallelt med, at de skal op i gear på den daglige drift, siger Christian Harsløf.

Coronavirussens hærgen har nået den første top i Danmark, og antallet af nye patienter er nedadgående. Det har fået regeringen til at åbne mere for sundhedsvæsenet, hvor genoptræning, rehabilitering og misbrugsbehandling er blevet fremhævet som de opgaver, kommuner skal øge aktiviteten indenfor.

I KL glæder direktør Christian Harsløf sig over, at virussen ikke har ramt landet eller plejesektoren så hårdt som forventet.

Jeg er meget opmærksom på ikke at tage armene for højt op, for vi ved, at der kommer nye runder, vi ved bare ikke hvornår

»Første runde gik super godt, og meget af det, vi forberedte os på, blev alligevel ikke så voldsomt. Men jeg er meget opmærksom på ikke at tage armene for højt op, for vi ved, at der kommer nye runder, vi ved bare ikke hvornår. Bliver det inden sommerferie eller i efteråret? Vi ved det ikke, så vi er stadig der, hvor vi holder os på dupperne,« siger Christian Harsløf og fortsætter:

»Det nye er, at vi nu også skal have fokus på stille og roligt at vende tilbage til nogle af de funktioner, der har været sat på pause. Kommunerne skal, parallelt med at holde et beredskab i forhold til coronavirus, også komme lidt op i gear på den almindelige daglige drift.«

Tilbage til ‘normal’ hverdag

Selvom kommunerne er ramte mindre hårdt end forventet, er det alligevel lidt en omstilling, der skal i gang igen. Der har været brug for at flytte rundt på personale og omlægge aktivitet, og det skal nu gradvist tilbage mod den ‘normale’ hverdag.

Kommunerne er ifølge Christian Harsløf ikke stoppet med at lave genoptræning, rehabilitering og misbrugsbehandling under coronakrisen, men hjælpen er blevet neddroslet. Når kommunerne skal til at øge aktiviteten igen, skal der findes måder, hvorpå der stadig kan holdes afstand mellem borgerne. Det betyder f.eks., at det varer noget tid endnu, før holdtræning og gruppeterapi igen kan blive en del af kommunernes opgaveportefølje.

LÆS OGSÅ: Sådan gør kommuner klar til at genåbne sundhedsvæsenet

»Vi har ingen forventning om, at vi i den kommende tid kan komme op på samme niveau, hvor vi genåbner fuldstændigt. Kommunerne skal fortsat bruge digitale redskaber, som de også har eksperimenteret med rundt omkring. Det er en gradvis opskalering, hvor vi skal være opmærksomme på at undgå smittespredning,« siger Christian Harsløf.

Hvor travlt kommunerne får på genoptræningsområdet er meget afhængigt af, hvor hurtigt sygehusene kommer op i kadence igen

Den gradvise opskalering i kommunerne er også i høj grad påvirket af det resterende sundhedsvæsen. For hvis sygehusene ikke opererer og sender borgere hjem med en genoptræningsplan, er der ikke mange kommunale genoptræningsopgaver. Derfor regner Christian Harsløf kun med, at der lige nu ligger en mindre pukkel af opgaver, som kommunerne får travlt med, når aktiviteten skal øges.

»Vi er forbundet som sundhedsvæsen, hvor sygehuse er afhængige af, at almen praksis henviser patienter, og kommunerne tager over, når borgeren udskrives. Hvor travlt kommunerne får på genoptræningsområdet er meget afhængigt af, hvor hurtigt sygehusene kommer op i kadence igen. Når de gør, vil det have en afsmittende effekt på os,« lyder det fra KL-direktøren.

Erfaringer til bølge to

I øjeblikket gør KL meget af det samme, som interesseorganisationen har gjort under hele coronakrisen, hvor de formidler vejledninger fra centrale myndigheder til kommunerne, forskellen er bare, at de nu handler om genåbning frem for nedlukning. Derudover forbereder KL sig på bølge nummer to.

»Vi skal holde fast i mange af de erfaringer, vi har fået. Der skal være styr på vores lagre med værnemidler, hvor vi nu har ro til, at vi kan få bygget dem op. Der skal være tilstrækkeligt med personale og kapacitet, når anden bølge kommer, så vi hurtigst muligt kan genaktivere beredskabet,« siger Christian Harsløf.

»Til næste runde har vi også lært, hvor hurtigt, vi skal have testet personale og beboere på plejehjem. Den diskussionen skal vi ikke have næste gang, der tester vi bare,« fortsætter han.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.