Er kommunale akutfunktioner en del af sundhedsvæsenet?

Det er for Inge Kristensen, konsulent i Muusmann og tidligere sundhedschef i Ballerup, et helt centralt spørgsmål.

I dag kan man nemlig godt blive i tvivl, mener hun, for alt efter hvilken kommune, man bor i, er det forskelligt, om akutfunktionerne koster borgerne penge eller er gratis.

»I Sundhedsloven er det knæsat, at der er ”fri og lige adgang” til sundhedsvæsenet. Men når det kan koste penge at få medicin af kommunens akutteam i modsætning til den gratis medicin på sygehuset, eller når det kan koste penge at blive transporteret til en akutplads, mens det er gratis at blive kørt på hospitalet, betyder det så, at akuttilbuddene ikke er en fuldbyrdet del af sundhedsvæsenet,« spørger Inge Kristensen.

I juni blev det i National handlingsplan for ældre medicinske patienter slået fast, at der skal skabes fælles kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner, som skal være implementeret i 2018.

Afsnittet i den nationale handlingsplan, der berører styrkede kommunale akutfunktioner nævner dog ikke det juridiske grundlag for akutfunktionerne. Men det er i juraen, at det rent lovmæssigt bliver afgjort, om tilbuddene skal være gratis, ligesom tilbuddene på hospitaler er det.

Postnummer afgør pris

I dag er det sygeplejefaglige indhold i akuttilbuddene reguleret efter bekendtgørelser og vejledning om hjemmesygepleje der er en del af sundhedsloven, mens selve opholdet på en kommunal akutplads – hvor borgeren fysisk er »indlagt« – er reguleret efter servicelovens bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108.

Det betyder, at kommunerne med enkelte undtagelser har ret til at opkræve betaling for f.eks. transport, ophold og kost, og det udmønter sig konkret i, at hos nogle kommuner er et ophold på et akuttilbud gratis, mens det andre steder koster borgeren penge.

»Men hvad nu hvis en borger ikke har råd til at ligge på en akutplads? Bevares, det er i princippet ikke dyrt, når man ser sådan på det. Måske 100-120 kroner per dag for linnedvask, mad og så videre. Og så kommer medicin og andet oveni, og ikke mindst transport, som kan være dyr. I et forsimplet regnestykke bliver det over 3.000 kroner for et månedlangt ophold. Det er bestemt ikke alle, der har råd til det. I takt med at kommunernes akutpladser bliver en mere integreret del af sundhedsvæsenet, og bliver station for patienter, der ellers var blevet indlagt, må man spørge sig selv, om de kan medføre endnu mere ulighed i sundhed,« påpeger Inge Kristensen og tilføjer:

»Det grundlæggende spørgsmål er, at hvis en akutplads erstatter et sygehusophold, er det så lige rettigheder for alle, at man skal betale på akutpladsen?«

Akuttilbud risikerer at skade mere end de gavner

For Martin Buch Sandberg, der er projektchef hos KORA og ekspert i kommunernes akutfunktioner er det dog ikke risikoen for, at en borger skal betale for en akutplads, der er det største problem:

»Der er klart nogle problemer omkring lovgivningen og rammerne for pladserne. I forhold til egenbetaling er det dog typisk små beløb, og i min optik er det vigtigere at sætte fokus på manglen på ensartethed og faglige standarder for de kommunale akuttilbud, og spørgsmålet om, hvordan man sikrer en god sammenhæng mellem pladserne og resten af sundhedsvæsenet, for eksempel i forhold til lægedækning,« siger Martin Sandberg Buch.

»Men jeg er helt enig i, at det vil være godt at kigge på lovgivningen, fordi tilbuddene befinder sig en gråzone mellem sundheds- og sociallovgivningen. Vi kan allerede se at der er stor variation i tilbuddene, og hvis samarbejdspartnernes oplevelse er, at tilbuddene er organiseret på må og få, er der stor risiko for, at tilbuddene ender med at skade mere end de gavner i forhold til ønsket om at give patienterne et sammenhængende forløb« tilføjer han.

Minister undlader at tage stilling

I februar stillede Folketingets Sundheds- og ældreudvalg minister Sophie Løhde (V) et spørgsmål om netop egenbetaling på akutpladser:

»Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at det ikke skal være forbundet med omkostninger for borgeren at blive henvist til en akutplads frem for at blive indlagt på et sygehus? Der henvises til, at en liggende transport til en akutplads kan løbe op i omkring 3000 kr. som borgeren skal betale, og at den medicin, man får udskrevet på en akutplads, også er brugerbetalt i modsætning til en hospitalsindlæggelse.«

I svaret kommer ministeren dog ikke ind på konkrete tiltag, men opridser blot de eksisterende regler. Og hun tager f.eks. ikke stilling til spørgsmålet om udgifter til transport.

Men ministeren bør tage stilling, mener Inge Kristensen. For med det store fokus på det nære sundhedsvæsen er der en historisk mulighed for at skabe bedre integration mellem sektorerne. Og det starter i loven, slår hun, fast.

»Problemet her er ikke, at kommunerne fifler eller ikke ønsker at følge loven, men lovgivningen er simpelthen uklar. Og kommunerne er vant til at oprette tilbud efter serviceloven, så det er meget naturligt, at de bliver ved med dét,« siger Inge Kristensen.

KL fastholder kommunal selvbestemmelse

Hos Kommunernes Landsforening (KL) mener afdelingschef for sundhed Christian Harsløf ikke, at der er tale om en ny problemstilling, og han mener fortsat, at det skal være op til de enkelte kommuner, hvordan de vil organisere sig, så længe den sygeplejefaglige behandling efter sundhedsloven er vederlagsfri, som den skal være.

Men han medgiver, at han godt kan se, hvordan det kan virke forvirrende for borgerne, hvis de får et tilbud i kommunen, der til forveksling ligner en indlæggelse, men som koster dem penge.

For Inge Kristensen er akutpladserne og deres uklare placering i lovgivningen dog kun ét aspekt af en større problemstilling, nemlig de »plovfurer« som mange års specialisering og sektoropdeling med tilhørende separat lovgivning har gjort ved sundhedssystemet.

»Både lovgivningsmæssigt, kulturelt og fagligt er det regionale og det kommunale sundhedssystem meget forskellige, og der er stadig en rungende mangel på viden om hinanden. For at rette op på det, skal vi have fat i fundamentet, og fælles lovgivning, der giver mulighed for at lave løsninger på tværs af lovgivninger, kunne være et godt sted at starte,« siger Inge Kristensen, og påpeger, at det videre arbejde med at definere akutfunktionerne nu varetages af Sundhedsstyrelsen, hvilket er et godt udgangspunkt for at skabe sammenhæng til sundhedsloven, og at det er håbet, at udvalget om det nære sundhedsvæsen medvirker til at skabe klarhed om rammerne.