For nylig deltog jeg i en veltilrettelagt konference ‘2 dage for sundheden’. Det var dejligt at konstatere, at det kommunale sundhedsvæsen fyldte på dagsordenen. Det skal til, for selv om det nære sundhedsvæsen har været i fokus i de seneste år, er det alligevel ofte sygehusvæsenet, der løber med opmærksomheden.

I al snakken om reformer og hvor hvordan kommunerne skal løfte opgaven, er der opstået puslingefodbold ovre i det hjørne, hvor faglige standarder befinder sig. Referencen er tydelig: kliniske retningslinjer skal der til i sygehusvæsenet, så det må også være lykken i det kommunale sundhedsvæsen.

Referencen er tydelig: kliniske retningslinjer skal der til i sygehusvæsenet, så det må også være lykken i det kommunale sundhedsvæsen

Og faglige standarder skal der til. Ingen tvivl om det. Men det er altså ikke svaret på alt.

For det første er der jo allerede udviklet en række standarder, f.eks. for tidlig opsporing, medicin, tryksår, fald og infektioner. Kommunerne, der har været med i ‘I sikre hænder’ er godt på vej i implementeringen af bl.a. disse. Andre steder ligger der gode beskrivelser af f.eks. palliative forløb (Randersklyngen) osv.

Der er også rigtig gode eksempler på, at det kan lykkes på tværs. Udover Randersklyngen er Fredericia og Sygehus Lillebælt et godt eksempel og sidst, men ikke mindst:  Sikker sammenhæng mellem Bispebjerg-Frederiksberg hospitaler og Københavns Kommune.

En retningslinje eller standard er ikke noget værd, hvis den ikke er implementeret. Man kan tale og skrive lige så meget det skal være, men der skal være et langt større fokus på implementering – på de sidste tre meter hen til borgeren. Hvis ikke de faglige standarder følges op af solid implementering og meningsfuld, datadrevet opfølgning, så bliver de nye faglige standarder bare endnu et ringbind (elektronisk eller ej).

Så – please – lær nu af de erfaringer, der er med systematisk kvalitetsudvikling og implementering. Det vil være stort at kunne tale ud fra, når vi mødes til 2 dage for sundheden næste år.