Henrik Jensen er klar til at blive udskrevet fra hospitalet efter behandling for skader efter et trafikuheld. Han lider af flere kroniske sygdomme og modtager en del hjælp i form af sårbehandling, medicindispensering, hjælp til påklædning og mad og træning. Men han har aldrig tidligere været i kontakt med det kommunale sundhedssystem.
Det betyder gensidig mistillid mellem kommuner og hospitaler, som ikke blot løses ved øget kendskab til hinandens kompetencer
Sygeplejersken udfylder en plejeforløbsplan og sender den til kommunen og forsikrer den urolige Henrik Jensen om, at han vil få den hjælp, han har behov for, når han kommer hjem. Lægen udfylder sammen med fysioterapeuten en genoptræningsplan og sender den til hjemkommunen.
Men den hjælp, som sygeplejersken og lægen har i tankerne for deres patient, svarer ikke helt til det, Henrik Jensen bliver mødt med, da han kommer hjem. For Henrik Jensens behov bliver i det kommunale mødt af forskellige lovgivninger.
Kompliceret lovgivning
I debatten om ældrelov, sundhedsreform, det nære sundhedsvæsen og begrænsning af dokumentation og bureaukrati er det på høje tid at sætte fokus på det komplicerede lovgivningskompleks, der sætter rammerne for det kommunale sundhedsvæsen. Tak til Sidsel Vinge for at skære det skarpt til på den nylige KL-konference om ældrelov.
For på det kommunale område sondrer lovgivningen mellem sygepleje under sundhedsloven og personlig pleje under serviceloven. På hospitalerne er al den pleje, Henrik modtager, sygepleje.
En lignende lovmæssig sondring findes i henvisninger til træning i forbindelse med forløbsprogrammer og henvisning ved en genoptræningsplan. Endelig er genoptræningsplanen blevet kompliceret af flere mulige niveauer og en umiddelbar uigennemskuelighed for den læge eller terapeut, der udfylder den.
Kommunikation om patienter, der skal udskrives fra hospital til en eller anden form for pleje i sin hjemkommune, foregår i standardiserede, nationale MedCom-meddelelser til kommunens visitationer. Så langt, så godt.
Den udskrivende sygeplejerske redegør for patientens funktionsniveau og særlige behov, men peger ikke på løsninger. Valg af løsninger til at imødekomme borgerens behov ligger hos den visiterende funktion i kommunen, der tilkender ydelser på baggrund af kommunens ydelseskatalog og de fælles standarder.
Sygehuse er uforstående
Sondringen mellem sygepleje og personlig pleje skaber forvirring på hospitalerne, som ofte står uforstående overfor de tilbud, deres patient bliver mødt med.
Forvirringen over de vanskelige regelsæt kan sammen med gentagne oplevelser af beslutninger, som sygeplejerskerne ikke forstår, være med til at skubbe til en vaklende tillid mellem hospital og kommune. Det er med til at forstærke den oplevelse, mange borgere får af manglende sammenhæng i deres forløb. ’De siger jo så meget forskelligt’, som Henrik formulerer det.
Det betyder, at lægen og sygeplejersken på hospitalet uforvarende kommer til at stille deres patient bestemte ydelser i udsigt. Det betyder gensidig mistillid mellem kommuner og hospitaler, som ikke blot løses ved øget kendskab til hinandens kompetencer.
Sidst – og ikke mindst – betyder de vanskelige lovkomplekser ekstra administration, dokumentation og visitation.
Derfor, kære politikere, før I overvejer endnu en lov, før I overvejer at nedbringe dokumentation og bureaukrati, så lov mig, at I tager en grundig gennemgang af de eksisterende love og deres betydning for – netop bureaukrati.
