I øjeblikket skyller en bølge af prøvehandlinger ind over ældresektoren. De sigter alle mod det samme: At finde vejen fra en SYSTEM-baseret til en BORGER-baseret ældrepleje.
Min personlige oplevelse er, at barriererne og modstanden ikke sidder mellem ørerne på folk – næ, den sidder først og fremmest i kablerne.
Medarbejderne kan ikke gøre deres bedste på grund af systemet
Når jeg kigger ud over landskabet af afprøvninger, er det samtidig slående, at så godt som ingen for alvor tager fat om dét, vi gerne vil gøre op med. Vi skal have klippet navlestrengen til systemet. Prøvehandlingerne handler om alt muligt andet (vigtigt) – organisering, kompetencer, arbejdstilrettelæggelse, kultur, ledelse mv.
Måske misser vi derfor i alle disse eksperimenter at få os vristet ordentlig fri af det, der hæmmer os mest, inden vi begynder at udvikle den måde, vi gerne vil indrette os på i fremtiden: Dysfunktionelle systemer.
Når jeg tager med ud og kører med i hjemmeplejen, ender det ofte med brok over systemerne. Medarbejderne kan ikke gøre deres bedste på grund af systemet.
Jeg har et dugfriskt eksempel: I øjeblikket hjælper jeg en kommune, der gerne vil afskaffe minutangivelser på kørelister i hjemmeplejen. Altså angivelser af præcist hvor mange minutter en medarbejder må bruge pr. ydelse pr. borger. Det er en prøvehandling, som sigter lige ind i hjertet af det, alle gerne vil: At gå fra en system- til en borgerbaseret ældrepleje. ALLE rundt om bordet i kommunen er enige om, at det er dét, vi gør. Ledere, visitatorer, sosu-hjælpere, sygeplejersker mv. Men vi kan ikke ændre det for systemet. Nogle af de basale funktionaliteter i systemet fungerer simpelthen ikke, hvis der ikke sættes minutter på enkeltydelser.
Jeg skal ikke trætte jer med alle de tekniske forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Men smag lige på det…vi kan ikke gå væk fra minutstyring, fordi systemet ikke tillader det. Det er da ren 1984. Heldigvis er det en stædig og ambitiøs kommune, som har bidt sig fast i bordet. Jeg tror, de vinder armlægningen med kablerne, men det er jo tankevækkende, at det er dét, som skal til.
Mikromanagement
Mine uvidenskabelige, personlige oplevelser flugter fint med resultater fra en ny ph.d. om dokumentationspraksis i den kommunale ældrepleje. Her viser Julie Duval Jensen, at den måde, som systemlandskabet er indrettet på kan føre til ”mikromanagement” af medarbejderne og gør det svært at udøve et selvstændigt, professionelt ansvar. Samtidig fører systemlandskabet sandsynligvis til mangelfulde og usammenhængende data og modarbejder dermed en sammenhængende indsats i plejen (Jensen, Ledderer og Beedholm, 2022).
En ny undersøgelse fra FOA viser nogenlunde det samme. 70 pct. oplever, at meget af deres dokumentation ikke bliver brugt til noget. 70 pct oplever, at de dokumenterer de samme oplysninger flere steder (Dokumentation i ældreplejen: Status og udvikling, FOA, August 2022).
Jeg ved godt, der findes en masse mikroargumenter for, at det er sådan. Medarbejderne mangler kompetencer, lovgivningen er kompliceret, der er mange systemer, der skal tale sammen. Og så videre, og så videre. Men kan det virkelig være rigtigt?
I Buurtzorg har de designet en software platform, BuurtzorgWeb, med det formål at understøtte medarbejderne i at løfte plejeopgaven med høj kvalitet og effektivt. En kommende artikel fra Harvard Business School nævner netop BuurtzorgWeb som en vigtig forklaring på, at Buurtzorg lykkes med at skabe en helhedspleje, og det beskrives, hvordan portalen brik for brik er udviklet i tæt parløb med medarbejderne alene for at gøre deres hverdag nemmere.
Opfordring: Smid al eksisterende systemværk ud
Der er dermed meget der tyder på, at mange danske medarbejdere i ældreplejen oplever, at systemet MODARBEJDER dem, mens medarbejdere i Buurtzorg oplever, at deres system HJÆLPER dem.
Buurtzorgweb består af fire hovedkomponenter, integreret i én løsning:
Det er systemerne, der skal tilpasses de menneskelige kompetencer og ikke omvendt
Planlægningsmodul: Denne del understøtter, at medarbejderne i et team har nemt ved at se, hvad de selv og hinanden skal, og den gør det nemt at overtage besøg for hinanden mv. Det skaber transparens og understøtter samarbejde.
Kommunikationsmodul: Denne del giver adgang til overblik over, hvor i Buurtzorgs samlede organisation, der er medarbejdere, som er eksperter inden for forskellige områder, og den gør det nemt at skabe kontakt. Denne del skaber transparens i forhold til viden og gør det nemt at dele viden.
Nøgletalsmodul: Denne del indeholder få, udvalgte nøgletal på effektivitet, trivsel og kvalitet. De er formuleret i én side og er bygget op om mål og benchmarks – og illustreret i nem grafik. Denne del skaber transparens i forhold til, hvordan teamet klarer sig, og den gør, at teamet kan være på forkant med at sætte ind, hvis der er udfordringer af den ene eller anden slags
Dokumentationsmodul: Denne del er dér, hvor al dokumentation foregår. Det sker på en måde, så dokumentationsarbejdet er en integreret del af plejeopgaven.
Jeg er på det rene med, at en del af problemet med systemunderstøttelsen af den danske ældrepleje er, at medarbejderne mangler kompetencer, og at Buurtzorg har flere sygeplejersker mv. Jeg vil dog mene, at det er systemerne, der skal tilpasses de menneskelige kompetencer og ikke omvendt.
Jeg kender også godt de mange argumenter om, at Buurtzorg er noget andet – at de opererer inden for en forsikringsmodel mv. Men kerneopgaven er og bliver den samme. Ældre hollænderes behov for pleje er næppe væsentlig anderledes end danske ældres behov.
Så her er et slagtilbud til en frisk kommune derude, der har mod på at bruge velfærdsaftalen til at gennemføre ALLE PRØVEHANDLINGERS MODER: Smid al eksisterende systemværk ud. Lav herefter et forsøg med en copycat af BuurtzorgWeb – eller en anden systemløsning, der er designet til jeres kompetencer og mål for plejen. Sørg for at prøvehandlingen designes ud fra et ufravigeligt krav: Alt ved systemet skal indrettes for at gør det nemt for medarbejderne at yde en sammenhængende pleje.