Hvorfor forsker vi ikke mere i det kommunale sundhedsvæsen? 

Hvorfor forsker vi ikke mere i det kommunale sundhedsvæsen?  Der skal gang i grundige og systematiske forskningsprogrammer i kommunerne, og professionshøjskolerne vil meget gerne være kommunernes forskningsmæssige samarbejdspart, skriver Daniel Schwartz Bojsen.

Hvilke sundhedsindsatser virker bedst for udsatte borgere? Hvilke typer af genoptræning er bedst til hvilke grupper? Hvordan sikrer vi den bedst mulige behandling og omsorg til svækkede ældre? Forskningsspørgsmålene i det kommunale sundhedsvæsen står i kø. Og vores svar eller mangel på samme har kæmpe betydning – både for den enkelte borgers sundhed og velfærd men også for den bedst mulige anvendelse af de kommunale budgetter.

Alligevel er det som om, vi aldrig rigtigt får sat gang i nok grundige og systematiske forskningsprogrammer i kommunerne.

Kontrasten til hospitalerne er markant. Et universitetshospital forpligter sig til at bruge tre pct. af sit samlede driftsbudget på forskning, og på Sjællands Universitetshospital forventer man f.eks. at ansætte op mod 60 professorer over de næste par år.

Prøv at forestille jer at jeres kommune brugte tre pct. af det samlede ældre og sundhedsbudget på forskning. I Næstved Kommune ville det f.eks. være omkring 50 mio. kr. årligt til forskningsprojekter. Selv de mest ambitiøse kommuner på forskningsområdet som f.eks. Aalborg Kommune er meget langt fra bare én pct. af budgettet.

Tradition for forskning

Men en ting er budgetterne – en anden er tradition og medarbejdernes egen drift for at bedrive forskning.

Sygehusene har kliniske professorer og lektorer i delestillinger med universiteterne. Vi bør have noget tilsvarende i kommunerne, hvor kommune og professionshøjskole deler dygtige forskere, der også har opgaver i den kommunale praksis.

I lægeverdenen er forskning en vigtig del af din karriereudvikling og direkte meriterende i forhold til din uddannelse som speciallæge. Fagmiljøer med forskningsmuligheder er en afgørende tiltrækningsfaktor for at få ansat læger. Jeg hørte for nyligt regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen, ønske sig 100 mio. til forskning – som den bedste løsning til at håndtere de faglige udfordringer på sundhedsområdet i Region Sjælland.

Hvordan sikrer vi, at forskning også bliver en relevant karrierevej for kommunale sygeplejersker og terapeuter? Mange sygeplejersker og terapeuter har i dag en kandidatoverbygning, så kompetencevilkårene er til stede også for denne gruppe.

Den manglende forskning har også betydning for sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet, og der kan opleves en skepsis fra almen praksis og hospitalerne overfor at henvise til kommunale tilbud med manglende evidens eller forskningsunderstøttelse. Manglen på fælles data og forskningsbasering skaber altså barrierer for sømløse overgange. Og var der veletablerede og prioriterede forskningsmiljøer i kommunerne, kunne der bedre bygges bro og satses på fælles forskning på tværs. Det kunne styrke den markante udfordring omkring sammenhængende patientforløb og tværsektorielle samarbejder.

Behov for et ambitiøst nationalt forskningsprogram for kommunerne

Der er gode takter i gang. Men det går for langsomt og for fragmenteret fremad! Sundhedsstyrelsen har afsat midler til forskning i det nære sundhedsvæsen, og der er mange – men ofte spredte – indsatser og projekter, der evalueres. Også professionshøjskolerne investerer en del af deres forskningsbevilling inden for området.

Men vi har brug for et dybere grundtræk og stærkere national sammenhæng, så systematisk fælles udvikling og deling af ny forskningsviden sikres.

På professionshøjskolerne mener vi, tiden er inde til et ambitiøst nationalt forskningsprogram – et forskningsprogram, der både forsker og forankres i det nære sundhedsvæsen. Vi vil meget gerne være den forskningsmæssige samarbejdspart.

Forskere på tværs af kommuner og professionshøjskoler

Forskningen i kommunerne må ikke være adskilt mellem sektorerne, og den skal være anvendelsesorienteret og drives af og med de terapeuter og sygeplejersker, der tegner praksis. Sygehusene har kliniske professorer og lektorer i delestillinger med universiteterne. Vi bør have noget tilsvarende i kommunerne, hvor kommune og professionshøjskole deler dygtige forskere, der også har opgaver i den kommunale praksis. Et nationalt forskningsprogram kan være med til at binde dette sammen og understøtte koblingen til relevante forskningsmiljøer i regioner og på universiteterne.

Måske er det på tide, at den samme tradition for tæt samarbejde mellem sygehusene og universiteterne også skabes mellem professionshøjskolerne og kommunerne. Sammen kan vi sikre udviklingen af en relevant forskningsbasering, som matcher de mangefacetterede kommunale sundhedsopgaver – også forskningsmetodisk.

Opfordringen er hermed givet videre. Hvem vil være med?

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.