Har vi brug for mere fleksibilitet i sundhedsuddannelserne? 

Har vi brug for mere fleksibilitet i sundhedsuddannelserne?  Der mangler kvalificeret arbejdskraft på sundhedsområdet, og det skabe betydelige flaskehalse. En løsning kan være en større grad af hurtig omskoling eller videreuddannelse af sundhedsfaglige, skriver Daniel Schwartz Bojsen.

Vi mangler kvalificeret arbejdskraft på sundhedsområdet, og konsekvenserne mærker både borgere, patienter og sundhedspersonalet hver dag. Både kommuner og hospitaler har utroligt svært ved at varetage deres opgaver med uddannet personale med det resultat, at aflysninger, vikarbudgetter og travlhed buldrer derudaf.

Der er betydelige flaskehalse både i forhold til meget specialiserede kompetencer som f.eks. anæstesisygeplejersker og i forhold til bredere sundhedskompetencer hos social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Hver dag skal medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet få enderne til at mødes. Det er ikke nogen let opgave! Det er brug for fleksible løsninger for at få hverdagen til at hænge sammen.

Det alvorlige problem kræver, at vi tør tænke nyt og ud af boksen. Hvis jeg skal være ærlig, har vi fra sundhedsuddannelserne været tilbageholdende i forhold til at tænke med på løsninger, som kan afhjælpe problemerne.

Fastlåst system

Vores nuværende uddannelsessystem er for fastlåst og båret af stærke traditioner. De enkelte sundhedsuddannelser har hver deres uddannelse og autorisation, og det gør det vanskeligt at få både uddannelser og praksis til at forestille sig mere fleksible løsninger. Dette på trods af at mange af sundhedsuddannelserne har en fælles faglighed, som kunne udnyttes mere fleksibelt på tværs af de klassiske faggruppeskel. Både i forhold til sundhedsvæsenets ressourceudnyttelse i dagligdagens praksis og  efter- og videreuddannelse og kompetenceløft.

Den nuværende situation kræver mere fleksible løsninger – og dem kan jeg se, at vi kan udvikle, også uden at give køb på kvaliteten og patientsikkerheden

Lad mig give et par eksempler. En social- og sundhedsassistent med ti års erfaring fra hjemmeplejen skal stadig tage en fuld sygeplejerskeuddannelse, før hun er autoriseret til at udføre sygeplejerske opgaver i hjemmesygepleje (dog gives der typisk merit for nogle af praktikkerne).

En fysioterapeut kan ikke tage sygeplejevagter på et sygehus, og der findes ikke nogen ”omskolingsmodel” eller ”tillægsuddannelse”, som giver mulighed for f.eks. at kunne tage aften- eller nattevagter på en medicinsk afdeling på et sygehus. Den eneste vej til det er en 3,5 års sygeplejerskeuddannelse.

En social- og sundhedsassistent kan have taget en fuld sundhedsfaglig diplomuddannelse (svarende til niveauet for sygeplejerskeuddannelsen), men har stadig ikke mulighed for at løse sygeplejeopgaver.

Kliniske diætister, som har en relativ høj ledighed, og som er autoristeret sundhedspersonale, kan ikke ”omskoles” til sygeplejersker, uden at det kræver 3,5 år på SU.

Som direktør på en uddannelsesinstitution er jeg selvfølgelig tilhænger af lange sammenhængende grundige uddannelsesforløb. Men den nuværende situation kræver mere fleksible løsninger – og dem kan jeg se, at vi kan udvikle, også uden at give køb på kvaliteten og patientsikkerheden. Det kræver dog opbakning hele vejen rundt i ”systemet”.

Eksempel på hurtig omskoling

Et glimrende eksempel på løsninger, der er skabt i et stærkt partnerskab mellem bl.a. arbejdsgivere og uddannelsesinstitution, er mammografiassistentuddannelsen. Med 20 ugers uddannelse trænes f.eks. social- og sundhedsassistenter til at udføre mammografiscreeninger af høj faglig kvalitet på landets sygehuse.

Uddannelsen er godkendt af Sundhedsstyrelsen og løser massive flaskehalsudfordringer med mangel på radiologer, radiografer og betyder, at det bl.a. er muligt for Region Sjælland at overholde kræftpakken. Vi har på Professionshøjskolen Absalon nu uddannet to hold, og erfaringerne fra klinikken og de studerende, der har taget uddannelsen, er yderst positive.

Vi har brug for flere lignende modeller og for hurtig omskoling eller videreuddannelse til at løse nogle af de mange flaskehalse. Det kan både være i forhold til de mange ufaglærte i hjemmeplejen, assistenter og hjælpere og specialuddannede sygeplejersker.

Løsningerne kræver partnerskaber, hvor alle tør at gøre tingene på andre og nye måder, og hvor myndigheder og interesseorganisationer ikke sætter firkantede rammer og krav.

Vi er klar til at tænke nyt. Er I?

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.