Fredericia får akutfunktion Fra 1. september kan også borgere i Fredericia Kommune få hjælp af akutsygeplejersker, og forhåbentlig undgå indlæggelser og genindlæggelser.

Flere og flere akutfunktioner og akutteams skyder op i de danske kommuner, og nu har også Fredericia fået en.

Her skal 10 sygeplejersker forebygge indlæggelser og genindlæggelser hos de borgere, der er tilknyttet kommunens plejetilbud. Akutfunktionen vil blive en integreret del af hjemmesygeplejen.

»Med akutfunktionen vil vi gerne forhindre unødvendige indlæggelser og genindlæggelser af borgere med akut opstået sygdom eller en akut forværring af en kronisk sygdom, hvor det er muligt. Vi kan med indsatsen, der foregår i borgerens eget hjem, tage os af forskellige typer specialistbehandlinger og dermed undgå nogle unødige indlæggelser på sygehuset,« udtaler socialudvalgsformand Henning Due Lorentzen i en pressemeddelelse.

Akutfunktionen skal også kunne give sparring, rådgivning og hjælp ved komplekse akutte sygeplejeopgaver i hjemmeplejen og hjemmesygepleje.

»Vi forventer også, at akutfunktionen kan være med til at sikre et godt samarbejde mellem praktiserende læger, vagtlæger, sygehuse og den øvrige hjemmepleje, så sammenhængen i patientforløbene bliver endnu bedre,« siger Henning Due Lorentzen.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.