Forleden græd Peter Quortrup Geisling, da han sad live i Aftenshowet på DR. Måske i en kombination af frustration og rørelse. Frustration over, hvad vi belønner i et moderne samfund, og rørelse over, at to unge sosu-studerende delte deres stolthed over et overset fag.

På stort set samme tid sad jeg i en biografsal med 900 medarbejdere i ældreplejen og så Frelle Petersens fine film ‘Hjem, kære hjem’.

Samtidig følger mange med på TV2 i tv-serien ‘Løgnen’, som også har medarbejdere i hjemmeplejen i centrum.

Alle de reformer, der er i gang, har mennesket i centrum. I hvert fald i talerne.

Det ligner en kærkommen opblomstring af interesse for og nysgerrighed på de mennesker, der hver dag sørger for, at den helt grundlæggende, men langt fra ukomplicerede pleje af de medborgere, der ikke længere kan selv, hvor langt de fleste er ældre borgere.

Lægen er blevet romantiseret i en årrække i ofte amerikanske tv-serier, hvor de redder liv. Men det gør medarbejderne i ældreplejen også. Det er bare mindre spektakulært, mindre romantisk at skifte en stomi og jage ensomheden fra døren.

Dødens gab

Når der inden for få år mangler 20.000 social- og sundhedsassistenter og sundhedshjælpere, og ældrebefolkningen samtidig stiger, ja så opstår der det, som man i populærøkonomiske termer kalder ‘dødens gab’ – to kurver der går i stik modsatte retning, på den dårlige måde, mildt sagt. 

Det blev sådan set italesat ret tydeligt i Robusthedskommissionens arbejde. Men (som vanligt) har struktur, penge og positioner vundet over proces, kompetencer og ja, mennesker, i den politisk-administrative skønhedskonkurrence.

Samtidig, og med stor vilje bag, er der i den grad fart på den teknologiske og medicinske udvikling, der gør det muligt for mennesker at blive behandlet i hjemmet – både hospitalsbehandling i hjemmet og nu også som plejehjem i hjemmet. 

Men gad vide om det kræver flere eller færre med kompetencer til at bevæge sig i mange forskellige hjem om dagen – fra det hjem med rottweiler til det hjem med lysedug på bordet? For det er sådan det er, men den del af sundhedsvæsenet ser man ikke, når man arbejder på et hospital.

Det berømmede kædeansvar

Alle de reformer, der er i gang, har mennesket i centrum. I hvert fald i talerne. Realiteten er, at imens stemmer medarbejderne i ældreplejen med fødderne. For man bliver også ‘det andet offer’ i ældreplejen, når der sker ulykkelige hændelser, eller når belastningen over tid er for stor, og når de pårørende har overdrevne forventninger og underudviklet opførsel.

Så hvis reformerne skal lykkes, og sammenhængen for borgerne skal skabes på tværs af sektorer som mere end streger på et stykke papir, så skal ældreplejen og menneskerne i den have meget mere opmærksomhed og tænkes respektfuldt og ægte med i det berømmede kædeansvar. 

Der skal lyde en stor anbefaling af filmen ‘Hjem, kære hjem’. Alle, der arbejder på hospitaler, eller som har ansvar for at udleve de mange reformer, bør have den øverst på biograflisten i sommerferien. Så opmærksomheden fra film og tv kan omsættes til opmærksomhed og handling i virkeligheden.

‘Hjem kære hjem’ har premiere i biografer landet over 19. juni.